Belejringen ophører
1Men Elisa svarede kongen: „Herren siger, at i morgen ved denne tid har situationen ændret sig. Da skal en kurv fuld af det fineste hvedemel sælges på torvet for kun ét sølvstykke, og to kurve7,1 Ordret: „en sea mel for en shekel sølv og to sea byg for en shekel”. En sea var et rummål på lidt over 7 liter og en shekel vejede ca. 11 gram. byg for samme beløb.”
2Men kongens næstkommanderende svarede: „Umuligt. Om så Herren åbnede alle himlens sluser, ville det aldrig kunne ske.”
„Ikke?” svarede Elisa. „Det skal du få at se. Men du kommer ikke til selv at nyde godt af det.” Derefter tog de tilbage til byen.
3Uden for byporten sad der fire mænd, som på grund af en smitsom hudsygdom var forvist fra byen. „Hvorfor skal vi blive siddende her, til vi dør?” spurgte de hinanden. 4„Hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet, dør vi af sult, og går vi tilbage til byen, dør vi også af sult. Så vi kan lige så godt overgive os og gå over til aramæerne. Det værste, der kan ske, er, at de slår os ihjel, men hvem ved, måske skåner de os.”
5I aftenskumringen gik de fire mænd hen mod den aramæiske lejr, men da de kom helt derhen, var der ikke en sjæl at se. 6Herren havde nemlig sørget for, at aramæerne hørte krigslarm, hestetramp og vognstøj, så det lød, som om en mægtig hær var på vej imod dem. „Det er Israels konge, der har fået forstærkning fra hittitterne og Egypten,” råbte de, 7og der gik panik i dem, så de flygtede med det samme og lod deres telte, heste, æsler og al provianten blive tilbage.
8Da de fire mænd nåede frem til lejren, gik de fra telt til telt og spiste og drak så meget, de kunne. De samlede alt det guld og sølv og tøj sammen, de kunne bære, og gemte det godt. 9Men så sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Vi ligger inde med nogle utrolig gode nyheder. Hvis vi venter til i morgen med at bringe nyheden videre, er det vores skyld, hvis nogen af de udsultede folk i byen dør i nat. Kom, lad os straks gå tilbage og give besked til kongen.”
10Så gik de tilbage til byen og fortalte portvagterne, hvordan de var gået ud til den aramæiske lejr, og at lejren var rømmet. Hestene og æslerne stod bundne, og alt så beboet ud, men der var ingen mennesker at se. 11Portvagterne gav beskeden videre, og på den måde nåede den gode nyhed frem til kongens palads.
12Kongen sprang straks ud af sengen, men det var næsten for godt til at være sandt. Derfor sagde han til sine nærmeste officerer: „Aramæerne ved jo, at vi sulter. Det må være derfor, de har forladt deres lejr og nu ligger på lur på markerne i håb om, at vi lader os lokke ud af byen. Så slår de til, erobrer vores by og gør os til deres slaver.”
13„Men burde vi ikke alligevel sende nogle mænd ud og se efter?” spurgte en af officererne. „Lad os se, om der ikke skulle være bare fem heste tilbage i byen, man kan ride på. Hvis mændene skulle miste livet derved, er det vel ikke værre, end hvis de bliver i byen og dør af sult sammen med os andre.”
14Det lykkedes dem at finde to heste, så to ryttere blev sendt af sted for at se, hvad der var sket. 15De fandt en masse efterladt tøj og våben, som aramæerne havde smidt under deres flugt. Således var de i stand til at følge sporene hele vejen til Jordanfloden. Derefter vendte de tilbage og meldte det til kongen. 16Så skyndte Samarias indbyggere sig ud og plyndrede aramæernes lejr. På den måde gik det i opfyldelse, at en kurv hvedemel og to kurve byg den dag kunne købes for et sølvstykke, nøjagtig som Herren havde sagt.
17Kongen havde udpeget sin næstkommanderende til at holde kontrol med menneskemængden ved byporten, men da folk pressede på for at komme ud til den forladte lejr, blev han trampet ned og omkom i tumulten. Derved blev det ord opfyldt, som profeten havde sagt om ham den foregående dag, 18dengang han også forudsagde, at prisen på hvedemel og byg ville gå ned. 19Manden havde jo ved den lejlighed svaret, at det ikke kunne ske, om så Herren åbnede alle himlens sluser, og profeten havde svaret: „Det skal du få at se. Men du kommer ikke selv til at nyde godt af det.” 20Og sådan gik det. Han blev trampet ned i byporten og døde.
1Nagsabat si Elisha, “Pamatii ining ginasiling sang Ginoo: ‘Sa amo sini nga oras buwas, mangin barato ang balaklon sa balaligyaan7:1 balaligyaan: sa Hebreo, puwertahan. sang Samaria. Ang bili sang tatlo ka gantang nga harina, isa lang ka bilog nga pilak, kag amo man ang bili sang anom ka gantang nga barley.’ ” 2Nagsiling ang opisyal nga ginasaligan sang hari, “Bisan pa gani ginapaulan sang Ginoo,7:2 ginapaulan sang Ginoo: sa literal, ginabuksan sang Ginoo ang mga bintana sang langit. indi gid makapareho sina kabugana ang mga patubas.” Nagsabat si Elisha, “Makita mo nga matabo ini, pero indi ka makakaon sini.”
Nag-untat ang mga Arameanhon sa Pagsalakay
3Karon, may apat ka tawo nga may delikado nga balatian sa panit7:3 delikado nga balatian sa panit: Tan-awa ang footnote sa 5:1. nga nagapungko sa may puwertahan sang siyudad. Naghambalanay sila, “Ngaa magsagi kita tiner diri hasta mapatay kita? 4Kon magsulod kita sa siyudad mapatay kita didto sa gutom, kag kon magpungko lang kita diri, mapatay man kita gihapon. Gani makadto na lang kita sa kampo sang mga Arameanhon kag magsurender. Kon indi nila kita pag-anhon, maayo, pero kon patyon nila kita, bahala na.”
5Gani pagkagab-i, nagkadto sila sa kampo sang mga Arameanhon. Pero pag-abot nila, wala sing tawo didto. 6Kay ginpabati sang Ginoo ang mga soldado sang Aram sang ginahod sang mga karwahe, mga kabayo, kag sang madamo nga mga soldado, gani naghunahuna ang mga Arameanhon nga ginsuhulan sang hari sang Israel ang hari sang mga Hithanon kag ang hari sang mga Egiptohanon sa pagsalakay sa ila. 7Amo gani nga nagpalagyo sila sang gab-i kag ginpamayaan nila ang ila mga tolda, mga kabayo, kag mga asno. Ginbayaan lang nila ang ila kampo kag nagpalalagyo sila para maluwas ang ila kaugalingon.
8Pag-abot sa kampo sang mga tawo nga may balatian sa panit, gin-isa-isa nila sulod ang mga tolda. Sige ang ila kaon kag inom, kag panguha sang mga pilak, mga bulawan kag mga bayo. Kag ginpanago nila ini. 9Sang ulihi naghambalanay sila, “Indi ini husto. Dapat kuntani ginbalita naton subong nga adlaw nga nagpalalagyo na ang mga kaaway, pero gintago-tago ta lang ini. Kon pabuwasan pa naton ang pagsugid sini, silutan gid kita. Dali, malakat kita subong kag ibalita naton ini sa palasyo sang hari.”
10Gani nagbalik sila sa siyudad sang Samaria kag gintawag nila ang mga guwardya sang puwertahan sang siyudad kag ginsilingan, “Nagkadto kami sa kampo sang mga Arameanhon kag wala gid sing tawo didto, luwas lang sa mga kabayo kag mga asno nga napanghigot. Kag ara pa ang mga pagkabutang sa mga tolda.”
11Ginsinggit sang mga guwardya ang ini nga balita sa mga tawo hasta nga nakaabot ini sa palasyo. 12Bisan madulom pa, nagbangon ang hari kag nagsiling sa iya mga opisyal, “Sugiran ko kamo kon ano ang ginaplano sang mga Arameanhon. Nahibaluan nila nga ginagutom kita, gani ginbayaan nila ang ila kampo kag nagpanago sa mga kabukiran. Kay nagahunahuna sila nga sigurado gid nga magguwa kita, kag dayon dakpon nila kita kag agawon ang siyudad.” 13Nagsabat ang isa sang iya mga opisyal, “May lima pa kita ka kabayo nga nabilin, ngaa indi kita magpasugo sang pila ka mga tawo sa pag-usisa kon ano gid bala ang natabo? Bahala na kon patyon sila, total kon diri sila, mapatay man gihapon sila upod sa aton.”
14Gani nagpreparar sila sang duha ka karwahe nga may mga kabayo, kag nagpadala ang hari sang mga tawo sa paghibalo kon ano gid ang natabo sa mga soldado sang Aram. 15Nakaabot sila hasta sa Suba sang Jordan, kag nakita nila sa mga dalan ang mga bayo kag mga kagamitan nga ginpanghaboy sang mga Arameanhon sa ila nga dali-dali nga pagpalagyo. Nagbalik ang mga ginsugo kag ginbalita nila ini sa hari. 16Dayon nagguwa ang mga tawo sa siyudad kag ginpanguha nila ang mga nagkalabilin sa kampo sang mga Arameanhon. Kag natabo matuod ang ginsiling sang Ginoo nga ang bili sang tatlo ka gantang nga harina isa lang ka bilog nga pilak, kag amo man ang bili sang anom ka gantang nga barley.
17Ang ginbutang sang hari nga magkontrolar sa pagdinaguso sang mga tawo sa puwertahan sang siyudad amo ang opisyal nga iya ginasaligan. Pero natumba siya kag gintapak-tapak sang mga tawo didto sa puwertahan, kag napatay siya suno sa ginsiling ni Elisha nga alagad sang Dios sang nagkadto ang hari kay Elisha. 18Natabo man ang ginsiling sang alagad sang Dios sa hari, “Sa amo sini nga tion buwas, mangin barato ang balaklon sa balaligyaan7:18 balaligyaan: sa Hebreo, puwertahan. sang Samaria. Ang bili sang tatlo ka gantang nga harina, isa lang ka bilog nga pilak, kag amo man ang bili sang anom ka gantang nga barley.” 19Nagsabat sadto ang opisyal sang hari, “Bisan pa gani ginapaulan sang Ginoo,7:19 Tan-awa ang footnote sa 7:2. indi gid makapareho sina kabugana ang mga patubas.” Kag nagsiling si Elisha, “Makita mo nga matabo ini, pero indi ka makakaon sini.” 20Kag natabo matuod ini sa opisyal, kay gintapak-tapak siya sang mga tawo nga nagdinaguso sa puwertahan sang siyudad, kag napatay siya.
