Belejringen ophører
1Men Elisa svarede kongen: „Herren siger, at i morgen ved denne tid har situationen ændret sig. Da skal en kurv fuld af det fineste hvedemel sælges på torvet for kun ét sølvstykke, og to kurve7,1 Ordret: „en sea mel for en shekel sølv og to sea byg for en shekel”. En sea var et rummål på lidt over 7 liter og en shekel vejede ca. 11 gram. byg for samme beløb.”
2Men kongens næstkommanderende svarede: „Umuligt. Om så Herren åbnede alle himlens sluser, ville det aldrig kunne ske.”
„Ikke?” svarede Elisa. „Det skal du få at se. Men du kommer ikke til selv at nyde godt af det.” Derefter tog de tilbage til byen.
3Uden for byporten sad der fire mænd, som på grund af en smitsom hudsygdom var forvist fra byen. „Hvorfor skal vi blive siddende her, til vi dør?” spurgte de hinanden. 4„Hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet, dør vi af sult, og går vi tilbage til byen, dør vi også af sult. Så vi kan lige så godt overgive os og gå over til aramæerne. Det værste, der kan ske, er, at de slår os ihjel, men hvem ved, måske skåner de os.”
5I aftenskumringen gik de fire mænd hen mod den aramæiske lejr, men da de kom helt derhen, var der ikke en sjæl at se. 6Herren havde nemlig sørget for, at aramæerne hørte krigslarm, hestetramp og vognstøj, så det lød, som om en mægtig hær var på vej imod dem. „Det er Israels konge, der har fået forstærkning fra hittitterne og Egypten,” råbte de, 7og der gik panik i dem, så de flygtede med det samme og lod deres telte, heste, æsler og al provianten blive tilbage.
8Da de fire mænd nåede frem til lejren, gik de fra telt til telt og spiste og drak så meget, de kunne. De samlede alt det guld og sølv og tøj sammen, de kunne bære, og gemte det godt. 9Men så sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Vi ligger inde med nogle utrolig gode nyheder. Hvis vi venter til i morgen med at bringe nyheden videre, er det vores skyld, hvis nogen af de udsultede folk i byen dør i nat. Kom, lad os straks gå tilbage og give besked til kongen.”
10Så gik de tilbage til byen og fortalte portvagterne, hvordan de var gået ud til den aramæiske lejr, og at lejren var rømmet. Hestene og æslerne stod bundne, og alt så beboet ud, men der var ingen mennesker at se. 11Portvagterne gav beskeden videre, og på den måde nåede den gode nyhed frem til kongens palads.
12Kongen sprang straks ud af sengen, men det var næsten for godt til at være sandt. Derfor sagde han til sine nærmeste officerer: „Aramæerne ved jo, at vi sulter. Det må være derfor, de har forladt deres lejr og nu ligger på lur på markerne i håb om, at vi lader os lokke ud af byen. Så slår de til, erobrer vores by og gør os til deres slaver.”
13„Men burde vi ikke alligevel sende nogle mænd ud og se efter?” spurgte en af officererne. „Lad os se, om der ikke skulle være bare fem heste tilbage i byen, man kan ride på. Hvis mændene skulle miste livet derved, er det vel ikke værre, end hvis de bliver i byen og dør af sult sammen med os andre.”
14Det lykkedes dem at finde to heste, så to ryttere blev sendt af sted for at se, hvad der var sket. 15De fandt en masse efterladt tøj og våben, som aramæerne havde smidt under deres flugt. Således var de i stand til at følge sporene hele vejen til Jordanfloden. Derefter vendte de tilbage og meldte det til kongen. 16Så skyndte Samarias indbyggere sig ud og plyndrede aramæernes lejr. På den måde gik det i opfyldelse, at en kurv hvedemel og to kurve byg den dag kunne købes for et sølvstykke, nøjagtig som Herren havde sagt.
17Kongen havde udpeget sin næstkommanderende til at holde kontrol med menneskemængden ved byporten, men da folk pressede på for at komme ud til den forladte lejr, blev han trampet ned og omkom i tumulten. Derved blev det ord opfyldt, som profeten havde sagt om ham den foregående dag, 18dengang han også forudsagde, at prisen på hvedemel og byg ville gå ned. 19Manden havde jo ved den lejlighed svaret, at det ikke kunne ske, om så Herren åbnede alle himlens sluser, og profeten havde svaret: „Det skal du få at se. Men du kommer ikke selv til at nyde godt af det.” 20Og sådan gik det. Han blev trampet ned i byporten og døde.
1以利沙说：“你们要听耶和华的话，耶和华说，‘明天这个时候，在撒玛利亚城门口，三公斤细面粉只卖十一克银子，六公斤大麦也卖十一克银子。’” 2一个搀扶王的将领对上帝的仆人说：“即使耶和华打开天上的窗户，也不可能发生这样的事！”以利沙说：“你必亲眼看见，却吃不到。”
撒玛利亚城获救
3城门口有四个麻风病人，他们商量说：“我们为什么坐在这里等死呢？ 4如果我们进城，城里正闹饥荒，我们会饿死；但我们坐在这里也是死，不如去投靠亚兰军。如果他们不杀我们，我们就能活命；如若不然，死就死吧！” 5傍晚时分，他们动身去亚兰人的营地，到了营地外边，却发现人影全无。 6原来，主使亚兰人听见大队人马和战车的声音。他们以为以色列王雇用了赫人的诸王和埃及人的诸王来攻营， 7便在傍晚时分撇下帐篷、马和驴，弃营而逃。 8那几个麻风病人到了营地，走进一个帐篷，又吃又喝，把那里的金银和衣服拿走收藏起来，再回来进入另一个帐篷，把财物拿走收藏起来。
9后来，他们彼此说：“我们这样做不对。今天是个报好消息的日子，我们却不作声。若等到天亮，我们会受惩罚的。走，我们给王报信去。” 10他们就去喊城门守卫，对他们说：“我们到了亚兰人的营中，里面不见人影也没有人声，只有拴着的马和驴，帐篷依然在那里。” 11城门守卫就高声宣告消息，有人去禀告王。 12王连夜起来，对臣仆说：“我告诉你们是怎么回事。亚兰人知道我们正闹饥荒，就故意离开军营，埋伏在田野，等我们以色列人出城后，好活捉我们，并攻入城中。”
13一个臣仆说：“不如派人骑着城中仅存的五匹马出去打探一下。反正他们和城中剩下的以色列人一样快要死了。” 14他们预备了两辆马车，王便命人出去追踪亚兰军、查明实情。 15探子一路追到约旦河，沿路看见到处都是亚兰军仓皇逃走时丢弃的衣服和装备，便回去禀告王。 16于是，民众出城抢掠亚兰人的营地。那时，三公斤细面粉只卖十一克银子，六公斤大麦也只卖十一克银子，正如耶和华所言。 17王派那位搀扶他的将领守在城门口维持秩序，那将领却被涌出的人群踩死，应验了上帝的仆人在王去见他时所说的话。 18上帝的仆人曾对王说：“明天这个时候，在撒玛利亚城门口，三公斤细面粉只卖十一克银子，六公斤大麦也只卖十一克银子。”
19但那将领对上帝的仆人说：“即使耶和华打开天上的窗户，也不可能发生这样的事！”上帝的仆人说：“你必亲眼看见，却吃不到。” 20这话果然应验在他身上，他被人群踩死在城门口。
