1. Samuelsbog 24 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

1. Samuelsbog 24:1-23

1Derefter tog David ophold i klippehulerne ved En-Gedi.

David skåner Sauls liv

2Da Saul vendte tilbage fra slaget mod filistrene, fik han at vide, at David var flygtet ud i En-Gedis ørken. 3Så tog han 3000 elitesoldater med sig og gik ud for at lede efter ham ved Stenbukkeklipperne. 4På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.

5„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David. „Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det. 6Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort. 7„Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd. „Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.” 8Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.

Da Saul havde forladt hulen og var gået videre, 9kom David ud og råbte efter ham: „Min herre og konge!” Og da Saul vendte sig om, bøjede David sig for ham. 10-11„Hvorfor lader du dig narre af dem, der påstår, at jeg er ude på at gøre dig fortræd?” fortsatte han. „I dag har du fået bevis for, at det ikke er sandt. Skønt du var i min hule hånd, og nogle af mine mænd ville have mig til at slå dig ihjel, skånede jeg dit liv og lovede, at jeg ikke ville gøre dig noget ondt, for du er Herrens salvede. 12Se her, hvad jeg har i hånden. Det er kanten af din kappe, som jeg skar af, men jeg slog dig ikke ihjel. Er det ikke nok til at overbevise dig om, at jeg ikke har i sinde at gøre dig fortræd? Jeg ønsker ikke at forsynde mig imod dig, selvom du truer mig på livet.”

13David fortsatte: „Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig for, hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd. 14Som ordsproget siger: ‚Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig. 15I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe? 16Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”

17-18Saul råbte tilbage med grådkvalt stemme: „Min søn, David! Er det virkelig dig? David, du har gengældt min ondskab med godhed. Du er et bedre menneske end jeg. 19Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel. 20Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det. 21Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel. 22Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”

23Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.

Nueva Versión Internacional

1 Samuel 24:1-22

David perdona la vida a Saúl

1Cuando Saúl regresó de perseguir a los filisteos, le informaron que David estaba en el desierto de Engadi. 2Entonces Saúl tomó consigo tres mil hombres escogidos de todo Israel y se fue por los Peñascos de las Cabras, en busca de David y de sus hombres.

3Por el camino, llegó a un corral de ovejas; y como había una cueva en el lugar, entró allí para hacer sus necesidades.24:3 hacer sus necesidades. Lit. cubrirse los pies. David estaba escondido en el fondo de la cueva con sus hombres 4y estos dijeron:

—En verdad, hoy se cumple la promesa que te hizo el Señor cuando te dijo: “Yo pondré a tu enemigo en tus manos, para que hagas con él lo que mejor te parezca”.

David se levantó sin hacer ruido y cortó el borde del manto de Saúl.

5Pero le remordió la conciencia por lo que había hecho 6y dijo a sus hombres:

—¡Que el Señor me libre de hacerle al rey lo que ustedes sugieren! No puedo alzar la mano contra él, porque es el ungido del Señor.

7De este modo David contuvo a sus hombres y no les permitió que atacaran a Saúl. Pero una vez que este salió de la cueva para proseguir su camino, 8David salió de la cueva y gritó:

—¡Majestad, señor mío!

Saúl miró hacia atrás y David, postrándose rostro en tierra, se inclinó 9y dijo:

—¿Por qué hace caso usted a los que dicen que yo quiero hacerle daño? 10Usted podrá ver con sus propios ojos que hoy mismo, en esta cueva, el Señor lo había entregado en mis manos. Mis hombres me incitaban a que lo matara, pero yo respeté su vida y dije: “No puedo alzar la mano contra el rey, porque es el ungido del Señor”. 11Padre mío, mire usted el borde de su manto que tengo en la mano. Yo corté este pedazo, pero a usted no lo maté. Reconozca que yo no intento hacerle mal ni traicionarlo. Usted, sin embargo, me persigue para quitarme la vida, aunque yo no le he hecho ningún agravio. 12¡Que el Señor juzgue entre nosotros dos! ¡Y que el Señor me vengue de usted! Pero mi mano no se alzará contra usted. 13Como dice el antiguo refrán: “De los malos, la maldad”; por eso mi mano jamás se alzará contra usted.

14»¿Contra quién ha salido el rey de Israel? ¿A quién persigue? ¡A un perro muerto! ¡A una pulga! 15¡Que sea el Señor quien juzgue y dicte la sentencia entre nosotros dos! ¡Que examine mi causa, y me defienda y me libre de usted!».

16Cuando David terminó de hablar, Saúl dijo:

—David, hijo mío, ¡pero si eres tú quien me habla!

Y alzando la voz, se echó a llorar.

17—Has actuado mejor que yo —continuó Saúl—. Me has devuelto bien por mal. 18Hoy me has hecho reconocer lo bien que me has tratado, pues el Señor me entregó en tus manos y no me mataste. 19¿Quién encuentra a su enemigo y le perdona la vida?24:19 le perdona la vida. Lit. lo envía por buen camino. ¡Que el Señor te recompense por lo bien que me has tratado hoy! 20Ahora caigo en cuenta de que tú serás el rey y de que consolidarás el reino de Israel. 21Júrame entonces, por el Señor, que no exterminarás mi descendencia ni borrarás el nombre de mi familia.

22David se lo juró. Luego Saúl volvió a su palacio, mientras David y sus hombres subieron al refugio.