Farao byder Jakob og hans familie velkommen
1Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” 2Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, 3og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”
„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. 4„Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”
5Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, 6må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”
7Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.
8„Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.
9Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” 10Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
11Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. 12Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
Hungersnøden bliver værre
13Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. 14Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. 15Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16„Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” 17Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. 19Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, 21og alle landets indbyggere blev fæstebønder. 22Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
23Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. 24Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
25„Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” 26Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
27Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. 28Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. 29Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, 30men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, 31men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav47,31 Ifølge den græske oversættelse, Septuaginta. Den hebraiske tekst siger: „over hovedgærdet af sin seng.” Formodentligt har Jakob siddet på kanten af sin seng og støttet sig til sin stav. Verset er citeret i Hebr. 11,21 fra den græske oversættelse. i tilbedelse.
雅各全家定居埃及
1約瑟來到法老面前，對他說：「我父親和我的弟兄們已經帶著他們的羊群、牛群和所有的一切從迦南來了，現在就在歌珊。」 2約瑟從弟兄中帶了五個人去見法老。 3法老問他們：「你們做什麼工作？」他們回答說：「僕人們祖祖輩輩都是牧羊的。 4迦南的饑荒很嚴重，羊群沒有草吃，所以我們到這裡來寄居，求你准許僕人們住在歌珊。」 5法老對約瑟說：「你父親和弟兄們都來了， 6整個埃及就在你面前，儘管安排他們住在國中最好的地方。他們可以住在歌珊。如果你知道他們中間有能幹的人，可以派他們看管我的牲畜。」
7約瑟又帶父親雅各去見法老，雅各就為法老祝福。 8法老問雅各：「你多大歲數了？」 9雅各回答說：「我在世上寄居一百三十年了，我的日子又苦又短，不像我祖先那樣高壽。」 10雅各為法老祝福後，就告退了。 11約瑟遵照法老之命把埃及最好的地方——蘭塞境內的土地給他父親和弟兄們居住，作他們的產業。 12約瑟按各家人口提供糧食給父親、弟兄及其他家人。
饑荒
13饑荒很嚴重，到處都缺糧，埃及和迦南都飽受饑荒之苦。 14約瑟把埃及人和迦南人向他買糧的銀子收集起來，存放在法老的庫房裡。 15埃及人和迦南人的銀子都用光了，埃及人就來見約瑟，對他說：「我們的錢財都用光了，求你給我們糧食，免得我們餓死在你面前。」 16約瑟說：「你們的錢財如果用盡了，可以用你們的牲畜來交換糧食。」 17於是，他們把牲畜趕到約瑟那裡，用他們的牛、羊、驢和馬跟約瑟換糧食。那一年，他們就依靠換來的糧食生活。
18到了第二年，他們又來見約瑟，對他說：「不瞞我主，我們的錢都用光了，牲畜也給你了，除了我們自己和田地以外，我們一無所有。 19求你不要讓我們人死地荒。我們願意用自己和我們的田地來換糧食，我們和我們的田地都歸法老。求你給我們種子，我們好活下去，不致餓死，土地也不致荒廢。」
20埃及人為饑荒所迫，紛紛賣掉自己的田地。約瑟替法老收購了埃及全國的田地，最後，所有的田地都歸法老了。 21約瑟使埃及全境的人都成為法老的奴僕。 22約瑟唯獨沒有買祭司的田地，因為祭司吃法老的俸祿，有足夠的供給，不用賣地。 23約瑟對百姓說：「我為法老買了你們和你們的土地，這裡有種子，你們可以拿去耕種。 24但是你們要把收成的五分之一給法老，其餘的，你們可以留下來作種子和全家人的口糧。」 25他們說：「你救了我們的命，求你恩待我們，讓我們做法老的奴僕吧。」 26於是，約瑟立下一條法令，到今天還有效，就是埃及出產的五分之一歸給法老。只有祭司的田地不歸法老。
27以色列人住在埃及的歌珊，在那裡獲得了產業，人口興旺。 28雅各在埃及住了十七年，他一共活了一百四十七歲。
29他快要離世的時候，把兒子約瑟叫來，說：「你如果恩待我，請你把手放在我大腿底下起誓，你會以慈愛和信實待我，不把我葬在埃及。 30我與祖先同眠後，你要把我帶出埃及安葬在我祖先的身邊。」約瑟說：「我必照你說的做。」 31雅各要約瑟起誓，約瑟照做了。於是，以色列在床頭47·31 「在床頭」或譯「拄著拐杖」。敬拜上帝。
