1. Mosebog 37 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 37:1-36

Josefs drømme

1Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. 2Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.

Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.

3Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. 4Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

5En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.

6„Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte, 7at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”

8„Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.

9Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” 10Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?” 11Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.

Josef bliver solgt som slave

12Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. 13-14Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”

„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.

Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. 15Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.

„Hvem leder du efter?” spurgte manden.

16„Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”

17„Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.

18Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

19„Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. 20„Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”

21Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. 22Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. 23Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham 24og kastede ham i den udtørrede brønd. 25Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. 26-27„Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, 28så da de midjanitiske37,28 Midjanitterne boede på Sinaihalvøen og nedstammede fra Abrahams søn, Midjan, jf. 1.Mos. 25,2. De havde meget samarbejde med ishmaelitterne, som jo nedstammede fra Abrahams anden søn, Ishmael. Begge grupper havde nære forbindelser til Egypten. Enten bestod denne karavane af to grupper af mennesker, måske med midjanitterne som købmænd og ishmaelitterne som karavaneførere, eller også er der tale om en gruppe ishmaelitter, der havde bosat sig i Midjan. handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

29Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene 30og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

31Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel 32og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”

33Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” 34Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. 35Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

36I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Génesis 37:1-36

Los sueños de José

1Jacob se estableció en la tierra de Canaán, donde su padre había residido como extranjero.

2Esta es la historia de Jacob y su familia.

Cuando José tenía diecisiete años, apacentaba el rebaño junto a sus hermanos, los hijos de Bilhá y de Zilpá, que eran concubinas de su padre. El joven José solía informar a su padre de la mala fama que tenían estos hermanos suyos.

3Israel amaba a José más que a sus otros hijos, porque lo había tenido en su vejez. Por eso mandó que le confeccionaran una túnica muy elegante.37:3 muy elegante. Frase de difícil traducción; también en v. 23. 4Viendo sus hermanos que su padre amaba más a José que a ellos, comenzaron a odiarlo y ni siquiera lo saludaban.

5Cierto día José tuvo un sueño y, cuando se lo contó a sus hermanos, estos le tuvieron más odio todavía, 6pues les dijo:

―Prestadme atención, que os voy a contar lo que he soñado. 7Resulta que estábamos todos nosotros en el campo atando gavillas. De pronto, mi gavilla se levantó y quedó erguida, mientras que las vuestras se juntaron alrededor de la mía y le hicieron reverencias.

8Sus hermanos replicaron:

―¿De veras crees que vas a reinar sobre nosotros, y que nos vas a someter?

Y lo odiaron aún más por los sueños que él les contaba.

9Después José tuvo otro sueño, y se lo contó a sus hermanos. Les dijo:

―Tuve otro sueño, en el que veía que el sol, la luna y once estrellas me hacían reverencias.

10Cuando se lo contó a su padre y a sus hermanos, su padre lo reprendió:

―¿Qué quieres decirnos con este sueño que has tenido? —le preguntó—. ¿Acaso tu madre, tus hermanos y yo vendremos a hacerte reverencias?

11Sus hermanos le tenían envidia, pero su padre meditaba en todo esto.

José es vendido por sus hermanos

12En cierta ocasión, los hermanos de José se fueron a Siquén para apacentar las ovejas de su padre. 13Israel le dijo a José:

―Tus hermanos están en Siquén apacentando las ovejas. Quiero que vayas a verlos.

―Está bien —contestó José.

14Israel continuó:

―Vete a ver si tus hermanos y el rebaño están bien, y tráeme noticias frescas.

Y lo envió desde el valle de Hebrón. Cuando José llegó a Siquén, 15un hombre lo encontró perdido en el campo y le preguntó:

―¿Qué andas buscando?

16―Ando buscando a mis hermanos —contestó José—. ¿Podrías tú indicarme dónde están apacentando el rebaño?

17―Ya se han marchado de aquí —le informó el hombre—. Les oí decir que se dirigían a Dotán.

José siguió buscando a sus hermanos, y los encontró cerca de Dotán. 18Como ellos lo vieron desde lejos, antes de que se acercara tramaron un plan para matarlo. 19Se dijeron unos a otros:

―Ahí viene ese soñador. 20Ahora sí que le llegó la hora. Vamos a matarlo y echarlo en una de estas cisternas, y diremos que lo devoró un animal salvaje. ¡Y a ver en qué terminan sus sueños!

21Cuando Rubén escuchó esto, intentó librarlo de las garras de sus hermanos, así que les propuso:

―No lo matemos. 22No derraméis sangre. Arrojadlo en esta cisterna en el desierto, pero no le pongáis la mano encima.

Rubén dijo esto porque su intención era rescatar a José y devolverlo a su padre.

23Cuando José llegó adonde estaban sus hermanos, le arrancaron la túnica muy elegante, 24lo agarraron y lo echaron en una cisterna que estaba vacía y seca. 25Luego se sentaron a comer. En eso, al levantar la vista, divisaron una caravana de ismaelitas que venía de Galaad. Sus camellos estaban cargados de perfumes, bálsamo y mirra, que llevaban a Egipto. 26Entonces Judá les propuso a sus hermanos:

―¿Qué ganamos con matar a nuestro hermano y ocultar su muerte? 27En vez de eliminarlo, vendámoslo a los ismaelitas; a fin de cuentas, es nuestro propio hermano.

Sus hermanos estuvieron de acuerdo con él, 28así que, cuando los mercaderes madianitas se acercaron, sacaron a José de la cisterna y se lo vendieron a los ismaelitas por veinte monedas de plata. Fue así como se llevaron a José a Egipto.

29Cuando Rubén volvió a la cisterna y José ya no estaba allí, se rasgó las vestiduras en señal de duelo. 30Regresó entonces adonde estaban sus hermanos, y les dijo:

―¡Ya no está ese muchacho! Y ahora, ¿qué hago?

31En seguida los hermanos tomaron la túnica especial de José, degollaron un cabrito, y con la sangre empaparon la túnica. 32Luego la mandaron a su padre con el siguiente mensaje: «Encontramos esto. Fíjate bien si es o no la túnica de tu hijo».

33En cuanto Jacob la reconoció, exclamó: «¡Sí, es la túnica de mi hijo! ¡Seguro que un animal salvaje lo devoró y lo hizo pedazos!» 34Y Jacob se rasgó las vestiduras y se vistió de luto, y por mucho tiempo hizo duelo por su hijo. 35Todos sus hijos y sus hijas intentaban calmarlo, pero él no se dejaba consolar, sino que decía: «No. Guardaré luto hasta que descienda al sepulcro para reunirme con mi hijo». Así Jacob siguió llorando la muerte de José.

36En Egipto, los madianitas37:36 madianitas (Pentateuco samaritano, LXX, Vulgata y Siríaca; véase v. 28); medanitas (TM). lo vendieron a un tal Potifar, funcionario del faraón y capitán de la guardia.