Isaks fødsel
1Herren velsignede Sara, som han havde lovet: 2Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. 3Abraham kaldte sin søn Isak. 4På ugedagen21,4 I Mellemøsten og Afrika tæller man dagene inklusivt. Udtrykket „på den ottende dag” svarer derfor til „syv dage efter” på dansk. Det er ugedagen efter fødslen. efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. 5Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.
6Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. 7Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.”
Hagar og Ishmael sendes væk
8Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. 9Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, 10sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” 11Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.
12Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. 13Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”
14Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Be’ershebas ørken. 15Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. 16Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.
17Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. 18Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” 19I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.
20-21Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.
En pagt mellem Abraham og Abimelek
22Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. 23„Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”
24„Det sværger jeg på!” svarede Abraham. 25Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. 26Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”
27Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. 28Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, 29spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” 30„De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. 31Fra da af kaldte man brønden Be’ersheba,21,31 Det betyder: „pagtsbrønden” eller „syvbrønden”. for det var der, de indgik deres pagt.
32Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. 33Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. 34Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.
Isaak
1Der Herr wandte sich Sara zu und machte sein Versprechen wahr, das er ihr gegeben hatte: 2Sie wurde schwanger und brachte einen Jungen zur Welt. Abraham wurde trotz seines hohen Alters noch einmal Vater, genau zu der Zeit, die Gott angegeben hatte.
3So kam es, dass Abraham und Sara endlich einen gemeinsamen Sohn hatten. Abraham gab ihm den Namen Isaak (»Gelächter«). 4Als Isaak acht Tage alt war, beschnitt Abraham ihn, so wie Gott es ihm aufgetragen hatte. 5Er war zur Zeit der Geburt 100 Jahre alt. 6Sara rief: »Gott lässt mich wieder lachen! Jeder, der das erfährt, wird mit mir lachen! 7Denn wer hätte gedacht, dass ich in meinem Alter noch Mutter werde? Abraham hat Jahrzehnte darauf warten müssen, aber jetzt habe ich ihm einen Sohn geboren!«
8Isaak wuchs heran, und als Sara aufhörte, ihn zu stillen, feierte Abraham mit seinen Leuten ein großes Fest.
Hagar und Ismael müssen gehen
9Sara bemerkte, wie Ismael – der Sohn von Abraham und der Ägypterin Hagar – sich über Isaak lustig machte. 10Darüber wurde sie sehr zornig und bedrängte Abraham: »Jage diese Sklavin und ihren Sohn fort! Ich will nicht, dass mein Sohn Isaak mit ihm das Erbe teilen muss!«
11Abraham war damit gar nicht einverstanden, denn schließlich war auch Ismael sein Sohn. 12Aber Gott sagte zu ihm: »Sträube dich nicht dagegen, den Jungen und die Sklavin wegzuschicken! Tu alles, was Sara von dir fordert, denn nur die Nachkommen deines Sohnes Isaak werden das auserwählte Volk sein! 13Aber auch Ismaels Nachkommen werde ich zu einem großen Volk machen, weil er von dir abstammt!«
14Am nächsten Morgen stand Abraham früh auf. Er holte etwas zu essen und einen Ledersack voll Wasser, hängte Hagar alles über die Schulter und schickte sie mit ihrem Sohn weg. Hagar irrte ziellos in der Wüste von Beerscheba umher. 15Bald ging ihnen das Wasser aus. Da ließ sie den Jungen unter einem Strauch zurück 16und setzte sich etwa hundert Meter davon entfernt auf die Erde. »Ich kann nicht mit ansehen, wie mein Kind stirbt!«, weinte sie.
17Aber Gott hörte den Jungen schreien. Der Engel Gottes rief Hagar vom Himmel herab zu: »Warum weinst du, Hagar? Hab keine Angst – Gott hat das Schreien des Jungen dort unter dem Strauch gehört! 18Geh zu ihm und hilf ihm auf, denn aus seinen Nachkommen will ich ein großes Volk machen!«
19Dann ließ Gott sie einen Brunnen sehen. Sie füllte ihren Ledersack mit Wasser und gab ihrem Sohn zu trinken.
20-21Gott kümmerte sich auch weiterhin um Ismael. Er wuchs heran und wurde ein Bogenschütze. Er lebte in der Wüste Paran, und seine Mutter gab ihm eine Ägypterin zur Frau.
Abraham und Abimelech schließen einen Vertrag
22Um diese Zeit kam Abimelech mit seinem Heerführer Pichol zu Abraham und sagte zu ihm: »Gott lässt dir alles gelingen, was du tust. 23Darum schwöre hier und jetzt bei Gott, dass du weder mich noch meine Nachkommen hintergehen wirst! Ich habe dir nur Gutes getan, darum sei auch gut zu mir und dem ganzen Land, in dem du zu Gast bist!«
24»Ich schwöre«, antwortete Abraham. 25Er beschwerte sich aber bei Abimelech darüber, dass dessen Knechte einen seiner Brunnen weggenommen hatten. 26»Das höre ich jetzt zum ersten Mal!«, erwiderte Abimelech. »Auch du hast mir bisher nichts davon erzählt! Ich weiß nicht, wer das getan hat!«
27Abraham gab Abimelech Schafe, Ziegen und Rinder, und sie schlossen einen Vertrag miteinander. 28Dann wählte Abraham noch sieben Lämmer aus und trennte sie vom Rest seiner Herde. 29»Was soll das bedeuten?«, fragte Abimelech. 30»Die sollst du von mir annehmen. Damit bestätigst du, dass ich den Brunnen gegraben habe und er mir gehört«, antwortete Abraham. 31Seit dieser Zeit wurde der Ort Beerscheba (»Brunnen des Schwurs«21,31 Oder: »Brunnen von sieben«. – Der Name spielt zugleich auf die sieben Lämmer an, die zur Bekräftigung des Schwurs ausgetauscht wurden.) genannt, weil Abraham und Abimelech ihre Abmachung dort mit einem Schwur besiegelt hatten.
32Danach kehrten Abimelech und sein Heerführer Pichol wieder in das Land der Philister zurück. 33Abraham pflanzte in Beerscheba eine Tamariske und betete dort zum Herrn, dem ewigen Gott. 34Noch lange Zeit hielt er sich im Land der Philister auf.
