Davids mønstring af hæren
2.Sam. 24,1-25
1Satan ønskede at bringe Israels folk i ulykke, så han gav David den tanke at foretage en optælling af Israels samlede hærstyrke.
2David sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd. Kom så tilbage og fortæl mig, hvor mange jeg råder over.”
3Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu. Min herre og konge, er de ikke alle loyale over for dig? Hvorfor vil du begå denne synd? Hvorfor bringe ulykke over Israels folk?”
4Imidlertid sejrede kongens ord over Joabs protester, så Joab rejste landet rundt for at foretage optællingen. Da han vendte tilbage til Jerusalem, 5meddelte han David det samlede tal på landets våbenføre mænd: I hele Israel var der 1.100.000 mand, heraf 470.000 i Juda. 6Joab havde dog undladt at foretage optælling i Levis og Benjamins stammeområde, for han var meget ilde til mode over kongens befaling. 7Gud var også vred over optællingen. Derfor ville han straffe Israel.
8Da sagde David til Gud: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig!”
9Så sagde Herren til profeten Gad, som var i Davids tjeneste: 10„Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” 11Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: 12„Vælger du tre år med hungersnød? Eller tre måneder på flugt for dine fjender? Eller tre dage, hvor Herrens engel sender pest over hele Israels land? Sig mig, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig!”
13„Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”
14Da sendte Herren pest over hele Israel, og 70.000 mænd døde. 15Da dødsenglen skulle til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Ornans tærskeplads. 16Da David så Herrens engel stå stille i luften med sit sværd rettet mod Jerusalem, kastede han og hans ledere sig på knæ med ansigtet mod jorden. De var alle klædt i sæk og aske.
17„Det er mig, der har syndet ved at mønstre min hær,” sagde han. „Alle disse mennesker er som uskyldige får. Herre, min Gud, lad dog straffen ramme mig og min familie. Du må ikke tilintetgøre dit folk.”
18Derpå sagde Herrens engel til Gad: „Sig til David, at han skal bygge et alter for Herren på jebusitten Ornans tærskeplads.” 19-20David var lydig mod Herrens befaling og opsøgte Ornan, der var i færd med at tærske hvede. Da Ornan vendte sig om, fik han øje på englen, og hans fire sønner løb i skjul, mens han selv fortsatte med at tærske. 21Kort efter opdagede Ornan kongen, der nærmede sig. Straks forlod han tærskepladsen, løb kong David i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran ham.
22David sagde til Ornan: „Lad mig købe tærskepladsen af dig til dens fulde pris, så jeg kan bygge Herren et alter og få pesten til at standse.”
23„Tag den bare, min herre og konge, og gør med den, hvad du vil,” svarede Ornan. „Her, jeg giver dig mine okser til brændofferet, tærskeslæderne til offerbrænde og brug min hvede til afgrødeofferet. Jeg giver dig det hele!”
24„Nej,” svarede kong David, „jeg vil betale dig den fulde pris. Jeg kan ikke tage, hvad der tilhører en anden, og ofre det til Herren. Jeg vil ikke bringe ofre, der ikke har kostet mig noget!”
25Så betalte David Ornan 600 guldstykker for hele området, 26hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Han bad Herren om nåde, og Herren svarede ved at sende ild fra himlen, som fortærede ofrene på alteret. 27Herren befalede derefter englen at stikke sværdet i skeden.
28David fortsatte nu med at ofre til Herren på jebusitten Ornans tærskeplads, fordi Herren dér havde svaret på hans bøn. 29Herrens telt og brændofferalteret, som Moses havde lavet i ørkenen, stod stadig på højen ved Gibeon. 30Men David turde ikke tage derhen for at søge Herren, for han var bange for Herrens engels sværd.
Dawid Kan Nnipa
1Ɔbonsam sɔre tiaa Israel, maa Dawid kan Israelfo. 2Dawid hyɛɛ Yoab ne nʼasahene sɛ, “Monkan nnipa a wɔwɔ asase yi so nyinaa efi Beer-Seba a ɛwɔ anafo fam kosi Dan a ɛwɔ atifi fam, na momfa wɔn dodow mmrɛ me, na ɛmma minhu wɔn ano.”
3Na Yoab kae se, “Awurade mmɔ ne nkurɔfo no dodow ho mpɛn ɔha ɔha! Na me wura, adɛn nti na wopɛ sɛ woyɛ saa? Wɔn nyinaa nyɛ wʼasomfo ana? Adɛn nti na ɛsɛ sɛ woyɛ ma Israel yɛ bɔne?”
4Nanso ɔhene no kae se, nea ɛte biara ɛsɛ sɛ Yoab kan nnipa no. Enti Yoab kyinkyinii Israel nyinaa kan nnipa no. Na ɔsan baa Yerusalem 5bɛkaa nnipa no dodow kyerɛɛ Dawid. Na wɔn dodow yɛ mmarima ɔpepem baako ne mpem ɔha a wɔaso ɔsakɔ wɔ Israel ne mpem ahannan aduɔson wɔ Yuda.
6Nanso Yoab amfa Lewi ne Benyamin mmusuakuw anka nnipakan no ho, efisɛ na nea ɔhene ahyɛ no sɛ ɔnyɛ no yɛ no ahometew.
Dawid Bɔne Ho Atemmu
7Onyankopɔn ampɛ nnipakan no koraa, enti ɔtwee Israel aso wɔ ho. 8Na Dawid ka kyerɛɛ Onyankopɔn se, “Mayɛ bɔne kɛse. Anka ɛnsɛ sɛ mekan nnipa no. Mesrɛ wo, fa me nkwaseade a mayɛ no kyɛ me.”
9Na Awurade kasa kyerɛɛ Gad a ɔyɛ Dawid ɔdehufo no se, 10“Kɔ na kɔka kyerɛ Dawid se, ‘Sɛnea Awurade se ni: Merema wo nsɛm ahorow abiɛsa. Paw emu baako na menyɛ ntia wo.’ ”
11Enti Gad baa Dawid nkyɛn bɛkae se, “Sɛnea Awurade se ni: ‘Paw emu nea wopɛ: 12mfe abiɛsa a ɔkɔm kɛse bɛba anaa asram abiɛsa a wʼatamfo bekunkum mo anaa nnansa a ɔyaredɔm a ano yɛ den yiye a, Awurade bɔfo nam so de ɔsɛe bɛba Israel asase so.’ Afei dwene eyi ho, na ma minhu mmuae ko a memfa nkɔma Awurade.”
13Dawid buaa Gad se, “Mewɔ ahohiahia mu. Ma mentɔ Awurade nsam, efisɛ nʼahummɔbɔ no so. Mma me nkɔtɔ nnipa nsam.”
14Na Awurade maa ɔyaredɔm baa Israel so, maa nnipa mpem aduɔson wuwui. 15Afei, Onyankopɔn somaa ɔsoro ɔbɔfo sɛ ɔnkɔsɛe Yerusalem. Na bɔfo no reyɛ no, Awurade nyaa ahummɔbɔ ka kyerɛɛ owu ɔbɔfo no se, “Gyae! Ɛno ara dɔɔso!” Saa bere no na ɔbɔfo no gyina Yebusini Arauna awiporowbea hɔ.
16Dawid pagyaw nʼani huu sɛ Awurade bɔfo no gyina ɔsoro ne asase ntam a, watwe nʼafoa de akyerɛ Yerusalem so. Enti Dawid ne Israel mpanyimfo furaa atweaatam de kyerɛɛ wɔn ahoyeraw, na wɔhwehwee fam de wɔn anim butubutuw hɔ.
17Na Dawid ka kyerɛɛ Onyankopɔn se, “Me na mede nnipakan no ho asɛm bae! Me ne obi a mayɛ bɔne na mafom. Saa nkurɔfo yi de, ɛso bi nna wɔn so. Dɛn na wɔayɛ? Awurade me Nyankopɔn, ma wʼabufuw mmra me ne me fifo so, na nsɛe wo nkurɔfo.”
Dawid Si Afɔremuka
18Na Awurade bɔfo no ka kyerɛɛ Gad se ɔnka nkyerɛ Dawid mma onsi afɔremuka mma Awurade wɔ Yebusini Arauna awiporowbea hɔ. 19Na Dawid yɛɛ nea Awurade nam Gad so ka kyerɛɛ no no. 20Arauna a saa bere no na nʼani abere reporow nʼatoko so no dan ne ho huu ɔbɔfo no wɔ hɔ. Ne mmabarima baanan a na wɔka ne ho wɔ hɔ no guan kohintawee. 21Bere a Arauna huu sɛ ɔhene Dawid reba awiporowbea hɔ no, ofi hɔ kɔkotow nʼanim.
22Na Dawid ka kyerɛɛ Arauna se, “Tɔn awiporowbea yi ma me sɛnea ne bo te. Na mesi afɔremuka ama Awurade wɔ hɔ sɛnea obesiw ɔyaredɔm no ano.”
23Arauna ka kyerɛɛ Dawid se, “Fa, me wura, na fa yɛ nea wopɛ. Anantwi a wode bɛbɔ afɔre ni. Wubetumi de awiporowbea nnua yi ayɛ nnyina de asɔ gya wɔ afɔremuka no so. Fa atoko no nso bɔ atoko afɔre. Mede ne nyinaa bɛma wo.”
24Na ɔhene no buaa Arauna se, “Dabi! Mepɛ sɛ mitua nea ɛfata ma wo. Merentumi nnye wʼagyapade mfa mma Awurade. Meremmɔ ɔhyew afɔre a memmɔɔ ho ka.”
25Enti Dawid tuaa sikakɔkɔɔ kilogram ason maa Arauna, de tɔɔ awiporowbea no. 26Dawid sii afɔremuka wɔ hɔ maa Awurade, bɔɔ ɔhyew afɔre ne asomdwoe afɔre wɔ so. Na Dawid bɔɔ mpae no, Awurade tiee no, nam so de ogya fi soro bɛhyew afɔrebɔde a ɛwɔ afɔremuka no so no.
27Afei, Awurade kasa kyerɛɛ ɔbɔfo no ma ɔsan de nʼafoa no hyɛɛ ne boha mu. 28Bere a Dawid huu sɛ Awurade atie ne mpaebɔ no, ɔbɔɔ afɔre pii wɔ Yebusini Arauna awiporowbea hɔ. 29Saa bere no na Awurade Ahyiae Ntamadan ne afɔremuka a Mose sii wɔ sare so hɔ no sisi Gibeon sorɔnsorɔmmea hɔ. 30Nanso Dawid antumi ankɔ hɔ ankobisa Onyankopɔn ase, efisɛ afoa a Awurade bɔfo no twee no bɔɔ no hu.
