La loi sur les offrandes saintes
Ceux qui peuvent y avoir part
1L’Eternel s’adressa à Moïse en ces termes : 2Instruis Aaron et ses fils des cas où ils doivent se tenir à l’écart des offrandes saintes des Israélites, afin de ne pas profaner ma sainteté au travers des choses qu’ils me consacrent. Je suis l’Eternel.
3Dis-leur : pour les générations présentes et futures, si l’un de vos descendants s’approche en état d’impureté rituelle des offrandes saintes que les Israélites m’ont consacrées, il sera exclu de ma présence. Je suis l’Eternel.
4Aucun descendant d’Aaron atteint d’une maladie de la peau à caractère évolutif ou d’une gonorrhée ne mangera des offrandes saintes jusqu’à ce qu’il soit en état de pureté. La même règle s’appliquera à celui qui aura touché toute impureté liée à un cadavre, à celui qui aura une émission séminale, 5qui aura touché quelque bestiole qui se meut à ras de terre et rend impur, ou une personne dont le contact rend impur, quelle que soit l’impureté. 6Celui qui aura eu de tels contacts restera en état d’impureté jusqu’au soir et il ne mangera pas d’offrandes saintes sans s’être lavé le corps à l’eau. 7Après le coucher du soleil, il sera pur, et alors seulement il pourra manger des offrandes saintes, car c’est sa nourriture. 8Il ne doit pas manger de bête crevée ou déchirée par une bête sauvage, cela le rendrait impur. Je suis l’Eternel.
9Les prêtres devront observer mes prescriptions pour ne pas se charger d’une faute et mourir pour avoir commis en cela une profanation. Moi, l’Eternel, je les rends saints.
10Aucun profane ne mangera d’une offrande sainte ; même pas l’hôte d’un prêtre ou son salarié. 11Par contre, si une personne a été acquise à prix d’argent par un prêtre, ou si elle est née dans sa maison, elle pourra partager sa nourriture. 12Une fille de prêtre mariée à un homme d’une autre tribu ne pourra plus manger de ce qui a été prélevé sur les offrandes saintes. 13Mais si elle est devenue veuve ou si elle a été répudiée et est sans enfants, et qu’elle soit retournée dans la maison de son père comme au temps de sa jeunesse, elle partagera la nourriture de son père ; mais aucun profane n’en mangera.
14Si quelqu’un a mangé par inadvertance une offrande sainte, il en rendra l’équivalent au prêtre en y ajoutant un cinquième.
15Les prêtres ne profaneront pas les offrandes saintes des Israélites, ce qu’ils prélèvent pour l’Eternel. 16En consommant leurs offrandes saintes, ils se chargeraient d’une faute exigeant réparation, car moi, l’Eternel, je les rends saintes.
Les sacrifices acceptables et inacceptables
17L’Eternel s’adressa à Moïse en ces termes : 18Parle à Aaron, à ses fils et à tous les Israélites, et dis-leur : Tout homme – Israélite ou immigré – qui offre un holocauste à l’Eternel – soit pour l’accomplissement de quelque vœu, soit comme don volontaire – 19devra apporter, pour être agréé, une bête mâle sans défaut, un bovin, un mouton ou un chevreau. 20Vous n’offrirez pas un animal présentant une malformation, car votre sacrifice ne serait pas agréé. 21De même, si un homme offre à l’Eternel un sacrifice de communion sous forme de gros ou de menu bétail pour accomplir un vœu, ou comme don volontaire, il devra présenter, s’il veut être agréé, une victime sans défaut ne présentant aucune malformation. 22Vous n’offrirez pas à l’Eternel une bête aveugle, estropiée, mutilée ou affectée d’un ulcère, de la gale ou d’une dartre, vous ne la ferez pas brûler sur l’autel comme sacrifice consumé pour l’Eternel. 23Si un bovin ou un agneau a un membre trop long ou trop court, tu pourras l’offrir comme don volontaire, mais un tel animal ne serait pas agréé pour l’accomplissement d’un vœu. 24Vous n’offrirez pas à l’Eternel un animal ayant des organes génitaux écrasés ou broyés, arrachés ou coupés ; vous ne ferez pas cela quand vous serez dans votre pays. 25Vous n’accepterez même pas de tels animaux de la part d’un étranger pour les offrir comme aliment à votre Dieu ; du moment qu’ils sont mutilés ou ont une malformation, ils ne seront pas agréés de votre part.
26L’Eternel parla à Moïse en ces termes : 27Quand un veau, un agneau ou un chevreau naîtra, il restera sept jours avec sa mère ; à partir du huitième jour seulement, il pourra être agréé comme sacrifice consumé offert à l’Eternel. 28Mais vous n’immolerez jamais une vache, une brebis ou une chèvre le même jour que son petit22.28 Il s’agit peut-être là d’un rite païen, où d’une mesure exprimant le souci du respect de la vie animale (cf. Ex 23.19 ; Dt 22.6-7 ; 20.19-20)..
29Quand vous offrirez un sacrifice de reconnaissance à l’Eternel, faites-le de manière à être agréés. 30Il sera mangé le jour même ; vous n’en laisserez rien jusqu’au lendemain matin. Je suis l’Eternel.
31Vous obéirez à mes commandements et vous les accomplirez. Je suis l’Eternel.
32Vous ne profanerez pas ma sainteté ; ma sainteté sera respectée par les Israélites. Moi, l’Eternel, je vous rends saints, 33moi qui vous ai fait sortir d’Egypte pour être votre Dieu. Je suis l’Eternel.
De hellige offergaver
1Herren sagde til Moses: 2„Sig til Aron og hans sønner, at de må passe på ikke at krænke min hellighed ved at behandle folkets hellige offergaver skødesløst, for jeg er Herren. 3Derfor gælder følgende regel for jeres efterkommere, fra slægt til slægt: Hvis en præst er uren, men alligevel påtager sig at ofre dyr eller andre offergaver, som folket bringer til Herren, skal han dø,22,3 Eller: „må han aldrig igen bringe ofre ved alteret.” for jeg er Herren.
4Hvis en præst er uren på grund af en smitsom sygdom eller udflåd, må han ikke spise af offergaverne, før han er helbredt. Hvis han er uren efter at have rørt ved noget, som har været i nærheden af en død person, eller er uren som følge af sædafgang, 5eller hvis han rører ved et krybdyr eller ved en person, der af en eller anden grund er blevet uren, 6skal han regnes for uren indtil aften, og han må derfor ikke spise af offergaverne, før han har badet samme aften. 7Efter solnedgang vil han være renset, og da må han igen spise af offergaverne, for det er dem, han lever af. 8Han må ikke spise selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af de vilde dyr, for gør han det, bliver han uren. Jeg er Herren. 9Du skal indprente overfor præsterne, at hvis de ikke følger mine instrukser meget omhyggeligt, skal de straffes med døden, for jeg er Herren, som gør dem hellige.
10Ingen uden for præstens egen familie må spise af de hellige offergaver, heller ikke hvis de bor hos ham eller arbejder for ham. 11En slave, som præsten selv har købt, må imidlertid gerne deltage i måltidet. Det samme gælder alle slaver, der er født i præstens hus. 12Hvis en præstedatter gifter sig med en mand uden for præsteslægten, afskærer hun dermed sig selv fra at tage del i måltidet. 13Men hvis hun bliver enke eller fraskilt og ikke har nogen sønner til at støtte sig økonomisk, og hun vender tilbage for at bo i sin fars hus, har hun lov til at spise af offergaverne igen. Grundreglen er altså, at kun medlemmer af præstens familie må deltage i måltidet.
14Hvis nogen uforvarende skulle komme til at spise af offergaverne, skal han godtgøre det, han har spist, ved at erstatte det med et tillæg på 20 procent. 15Præsterne skal sørge for at de hellige offergaver, som Israels folk bringer til Herren, ikke bliver vanhelliget ved, at nogle, som ikke er berettiget til det, spiser af dem, 16for gør de det, pådrager de sig skyld. Jeg er Herren, som gør dem hellige.”
17Og Herren sagde til Moses: 18„Sig til Aron og hans sønner og hele Israels folk, at hvis en israelit eller en fremmed iblandt jer gerne vil give en gave som et brændoffer til Herren, uanset om det er for at opfylde et løfte, han har givet Herren, eller det er et spontant, frivilligt offer, 19-20vil offeret kun blive godkendt af Herren, hvis det er et handyr uden skavanker. Det skal være enten en tyr, en vædder eller en gedebuk.
21Hvis nogen ønsker at bringe et takoffer fra hornkvæget eller småkvæget som indfrielse af et løfte eller som et frivilligt offer, må dyret for at kunne være et acceptabelt offer ikke have fysiske defekter. 22Det må hverken være blindt, skadet eller lemlæstet, og det må ikke have sår eller udslæt eller lide af nogen hudsygdom. 23Et stykke hornkvæg eller småkvæg, der er lidt vanskabt, må imidlertid godt bringes som et frivilligt offer, men ikke som et løfteoffer. 24Et dyr med beskadigede kønsdele, eller som er blevet kastreret, må under ingen omstændigheder ofres til Herren. Det vil jeg ikke tillade i det land, jeg vil give jer. 25I må heller ikke hos de fremmede, der bor iblandt jer, købe og bringe offerdyr med skavanker. Sådanne dyr kan ikke bruges som ofre til jeres Gud.”
26Herren sagde til Moses: 27„Efter at en kalv, et lam eller et kid er født, skal det nyfødte dyr blive hos sin mor i syv dage. Men fra den ottende dag kan det bruges som et offer til Herren. 28Afkommet må ikke slagtes samme dag som moderen, hvad enten moderen er en ko, et får eller en ged. 29-30Når I ofrer et taknemmelighedsoffer til Herren, skal I gøre det på behørig vis ved at spise offerdyret samme dag, det er slagtet. Intet af kødet må levnes til næste dag. Jeg er Herren.
31I skal nøje overholde alle mine befalinger, for jeg er Herren. 32I må ikke krænke mig ved at være ulydige. I skal vise mig ærefrygt og respekt, for jeg er Herren, der gør jer hellige. 33Jeg førte jer ud af Egypten, for at I skulle tilbede mig som jeres Gud. Jeg er Herren!”
