Jésus chez le ressuscité
(Mt 26.6-13 ; Mc 14.3-9)
1Six jours avant la Pâque, Jésus se rendit à Béthanie où habitait Lazare, qu’il avait ressuscité. 2On prépara là un festin en son honneur. Marthe s’occupait du service, et Lazare avait pris place à table avec Jésus.
3Marie prit alors un demi-litre de nard12.3 Plante du Moyen-Orient recherchée pour son parfum délicat. Cet acte est un geste volontaire de respect, de vive reconnaissance (pour la résurrection de Lazare), de soumission et de consécration. pur, un parfum très cher : elle le répandit sur les pieds de Jésus et les essuya avec ses cheveux. Toute la maison fut remplie de l’odeur de ce parfum.
4Judas Iscariot, l’un des disciples de Jésus, celui qui allait le trahir, dit : 5Pourquoi n’a-t-on pas vendu ce parfum ? On en aurait tiré au moins trois cents pièces d’argent12.5 Il s’agit de deniers. Cette somme représente le salaire d’une année de travail d’un ouvrier agricole. qu’on aurait pu donner aux pauvres !
6S’il parlait ainsi, ce n’était pas parce qu’il se souciait des pauvres ; mais il était voleur et, comme c’était lui qui gérait la bourse commune, il gardait pour lui ce qu’on y mettait.
7Mais Jésus intervint : Laisse-la faire ! C’est pour le jour de mon enterrement qu’elle a réservé ce parfum. 8Des pauvres, vous en aurez toujours autour de vous ! Tandis que moi, vous ne m’aurez pas toujours avec vous.
9Entre-temps, on apprit que Jésus était à Béthanie. Les gens s’y rendirent en foule, non seulement à cause de Jésus, mais aussi pour voir Lazare qu’il avait ressuscité. 10Alors les chefs des prêtres décidèrent aussi de faire mourir Lazare 11Car, à cause de lui, beaucoup se détournaient d’eux pour croire en Jésus.
L’entrée du roi à Jérusalem
(Mt 21.1-11 ; Mc 11.1-11 ; Lc 19.28-40)
12Le lendemain, une foule immense était à Jérusalem pour la fête. On apprit que Jésus était en chemin vers la ville.
13Alors les gens arrachèrent des rameaux aux palmiers et sortirent à sa rencontre en criant :
Hosanna12.13 Voir note Mt 21.9. ! Béni soit celui qui vient au nom du Seigneur ! Vive le roi d’Israël12.13 Ps 118.25-26. !
14Jésus trouva un ânon et s’assit dessus, selon cette parole de l’Ecriture :
15Sois sans crainte, communauté de Sion,
car ton roi vient,
monté sur un ânon12.15 Za 9.9. .
16Sur le moment, ses disciples ne comprirent pas ce qui se passait, mais quand Jésus fut entré dans sa gloire, ils se souvinrent que ces choses avaient été écrites à son sujet et qu’elles lui étaient arrivées.
17Tous ceux qui étaient avec Jésus lorsqu’il avait appelé Lazare à sortir du tombeau et l’avait ressuscité, témoignaient de ce qu’ils avaient vu. 18D’ailleurs, si les foules venaient si nombreuses au-devant de lui, c’était aussi parce qu’elles avaient entendu parler du signe miraculeux qu’il avait accompli.
19Alors les pharisiens se dirent les uns aux autres : Vous le voyez : vous n’arriverez à rien, tout le monde le suit !
La gloire et la mort
20Parmi ceux qui étaient venus à Jérusalem pour adorer Dieu pendant la fête, il y avait aussi quelques personnes non juives12.20 Non-Juifs attirés par la religion juive, sympathisants ou prosélytes, qui participaient au pèlerinage de la Pâque. . 21Elles allèrent trouver Philippe qui était de Bethsaïda en Galilée et lui firent cette demande : Nous aimerions voir Jésus.
22Philippe alla le dire à André, puis tous deux allèrent ensemble le dire à Jésus.
23Celui-ci leur répondit : L’heure est venue où le Fils de l’homme va entrer dans sa gloire. 24Vraiment, je vous l’assure : si le grain de blé que l’on a jeté en terre ne meurt pas, il reste un grain unique. Mais s’il meurt, il porte du fruit en abondance. 25Celui qui s’attache à sa propre vie la perdra, mais celui qui fait peu de cas de sa vie en ce monde la gardera pour la vie éternelle. 26Si quelqu’un veut être à mon service, qu’il me suive. Là où je serai, mon serviteur y sera aussi. Si quelqu’un est à mon service, le Père lui fera honneur.
27A présent, je suis troublé. Que dirai-je ? Père, délivre-moi de cette heure ? Mais c’est précisément pour cela que je suis venu jusqu’à cette heure ! 28Père, manifeste ta gloire.
Alors une voix se fit entendre, venant du ciel : J’ai déjà manifesté ma gloire et je la manifesterai à nouveau.
29La foule qui se trouvait là et qui avait entendu le son de cette voix crut que c’était un coup de tonnerre. D’autres disaient : Un ange vient de lui parler.
30Mais Jésus leur déclara : Ce n’est pas pour moi que cette voix s’est fait entendre, c’est pour vous. 31C’est maintenant que va avoir lieu le jugement de ce monde. Oui, maintenant le dominateur de ce monde va être expulsé. 32Et moi, quand j’aurai été élevé au-dessus de la terre, j’attirerai tout homme à moi.
33Par cette expression, il faisait allusion à la manière dont il allait mourir. 34La foule répondit : La Loi nous apprend que le Messie vivra éternellement. Comment peux-tu dire que le Fils de l’homme doit être élevé au-dessus de la terre ? Au fait : qui est donc ce Fils de l’homme ?
35Jésus leur dit alors : La lumière est encore parmi vous, pour un peu de temps : marchez tant que vous avez la lumière, pour ne pas vous laisser surprendre par les ténèbres, car celui qui marche dans les ténèbres ne sait pas où il va. 36Tant que vous avez la lumière, croyez en la lumière, afin de devenir vous-mêmes des enfants de lumière.
Après avoir dit cela, Jésus s’en alla et se tint caché loin d’eux.
Les Juifs restent incrédules
37Malgré le grand nombre de signes miraculeux que Jésus avait accomplis devant eux, ils ne croyaient pas en lui.
38Ainsi s’accomplit ce que le prophète Esaïe avait prédit :
Seigneur, qui a cru à notre message
et à qui la puissance du Seigneur a-t-elle été révélée12.38 Es 53.1 cité selon l’ancienne version grecque.?
39Pourquoi ne pouvaient-ils pas croire ? C’est encore Esaïe qui nous en donne la raison quand il dit :
40Dieu les a aveuglés,
il les a rendus insensibles,
afin qu’ils ne voient pas de leurs yeux,
qu’ils ne comprennent pas avec leur intelligence,
qu’ils ne se tournent pas vers lui
pour qu’il les guérisse12.40 Es 6.10 cité selon l’ancienne version grecque..
41Esaïe a dit cela parce qu’il avait vu la gloire de Jésus et qu’il parlait de lui.
42Et pourtant, même parmi les dirigeants, beaucoup crurent en lui ; mais, à cause des pharisiens, ils n’osaient pas le reconnaître ouvertement de peur d’être exclus de la synagogue. 43Car ils tenaient davantage à la gloire qui vient des hommes qu’à celle qui vient de Dieu.
L’appel à la foi
44Jésus déclara à haute voix : Si quelqu’un met sa confiance en moi, ce n’est pas en moi seulement qu’il croit, mais encore en celui qui m’a envoyé. 45Qui me voit, voit aussi celui qui m’a envoyé. 46C’est pour être la lumière que je suis venu dans le monde, afin que tout homme qui croit en moi ne demeure pas dans les ténèbres. 47Si quelqu’un entend ce que je dis, mais ne le met pas en pratique, ce n’est pas moi qui le jugerai ; car je ne suis pas venu pour juger le monde mais pour le sauver.
48Celui donc qui me méprise et qui ne tient pas compte de mes paroles a déjà son juge : c’est cette Parole même que j’ai prononcée ; elle le jugera au dernier jour. 49Car je n’ai pas parlé de ma propre initiative : le Père, qui m’a envoyé, m’a ordonné lui-même ce que je dois dire et enseigner. 50Or je le sais bien : l’enseignement que m’a confié le Père c’est la vie éternelle. Et mon enseignement consiste à dire fidèlement ce que m’a dit le Père.
Maria salver Jesu fødder
1Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede—den mand, han havde opvakt fra de døde. 2Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. 3Maria havde en flaske12,3 Teksten siger en litra, hvilket svarer til godt 300 gram. Da bordskikken var, at man lå på siden omkring bordet med fødderne udad, var det let for Maria at gå hen til Jesu fødder. med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.
4Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: 5„Den olie var en formue12,5 Teksten siger: „300 denarer”. En denar svarede til en almindelig dagløn. værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” 6Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.
7„Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. 8De fattige har I jo altid hos jer—men mig har I ikke altid.”
Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse
9Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, 11for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.
Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge
Matt. 21,1-11; Mark. 11,1-11; Luk. 19,28-40
12Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”12,13 Se Sl. 118,25-26 og noten til Mat.21,9.
14Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:
15„Frygt ikke, Jerusalem!
Se, din konge er på vej,
og han rider på et æselføl.”12,15 Zak. 9,9.
16Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.
17Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. 18Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. 19Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet!12,19 Vi fik i 9,22 at vide, at farisæerne havde truet alle, der troede på Jesus, med udelukkelse fra synagogefællesskabet. Men det var ikke nok til at holde folk væk fra ham. Alle render jo efter ham.”
Tro på Lyset, mens I har Lyset
20Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere,12,20 Enten græsktalende jøder eller proselytter (folk, der var konverteret til jødedommen). som var kommet langvejsfra. 21De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” 22Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det.
23Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. 24Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. 25Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. 26Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.
27Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. 28Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”
29Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”
30Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. 31Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. 32Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” 33Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.
34„Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er den ‚Menneskesøn’?” 35Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. 36Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”
Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.
Mange tager afstand fra Jesus, men en del tror på ham
37Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. 38Således opfyldtes profeten Esajas’ ord:
„Herre, hvem troede på budskabet?
Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?”12,38 Es. 53,1 LXX.
39Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajas’ bog:
40„Han har dækket deres øjne til
og tillukket deres hjerter,
så de intet ser eller forstår
og ikke vender sig til mig,
så jeg kan helbrede dem.”12,40 Jf. Es. 6,10.
41Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messias’ forunderlige storhed.
42Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. 43Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud.
Dommen over dem, som forkaster Jesus
44Da råbte Jesus: „De, der tror på mig, tror ikke kun på mig, men på ham, der sendte mig. 45Og de, der ser mig, ser ham, der sendte mig. 46Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket. 47Hvis mennesker hører mine ord, men ikke adlyder, så er det ikke mig, der dømmer dem. Jeg er kommet for at frelse mennesker, ikke for at dømme dem. 48Men de, der forkaster mig og mine ord, vil på dommens dag blive dømt af de ord, som de har hørt mig sige. 49For det budskab, jeg har bragt jer, er ikke fra mig selv. Det er min Far, som har sendt mig med det, og det er ham, der har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige. 50Jeg ved, at formålet med hans befaling er at give mennesker det evige liv. Jeg siger kun det, som Faderen har bedt mig om at sige.”
