1C’est pourquoi ne nous attardons pas aux notions élémentaires de l’enseignement relatif à Christ. Tournons-nous plutôt vers ce qui correspond au stade adulte, sans nous remettre à poser les fondements, c’est-à-dire : l’abandon des actes qui mènent à la mort et la foi en Dieu, 2l’enseignement sur les différents baptêmes6.2 Peut-être, puisque l’auteur s’adresse à des chrétiens issus du judaïsme, s’agit-il des ablutions juives, du baptême de Jean et du baptême chrétien., l’imposition des mains, la résurrection et le jugement éternel. 3Nous allons donc nous occuper de ce qui correspond au stade adulte, si Dieu le permet.
4En effet, ceux qui ont été une fois éclairés, qui ont goûté au don du ciel, qui ont eu part au Saint-Esprit, 5qui ont expérimenté combien la Parole de Dieu est bienfaisante et fait l’expérience des forces du monde à venir 6et qui, pourtant, se sont détournés de la foi, ne peuvent être amenés de nouveau à changer d’attitude, car ils crucifient le Fils de Dieu, pour leur propre compte, et le déshonorent publiquement.
7En effet, lorsqu’une terre arrosée par des pluies fréquentes produit des plantes utiles à ceux pour qui on la cultive, Dieu la bénit. 8Mais si elle ne produit que des buissons d’épines et des chardons, elle ne vaut rien, elle ne tardera pas à être maudite et on finira par y mettre le feu.
9Mes chers amis, même si nous tenons ici un tel langage, nous sommes convaincus qu’une meilleure part vous attend, celle du salut. 10Car Dieu n’est pas injuste au point d’oublier l’activité que vous avez déployée, par amour pour lui, dans les services que vous avez rendus – et que vous rendez encore – à ceux qui font partie du peuple saint. 11Mais nous désirons que chacun de vous fasse preuve du même zèle pour amener votre espérance à son plein épanouissement jusqu’à la fin. 12Ainsi vous ne vous relâcherez pas, mais vous imiterez ceux qui, par leur foi et leur attente patiente, reçoivent l’héritage promis.
Une espérance certaine
13Lorsque Dieu fit sa promesse à Abraham, il prêta serment par lui-même6.13 Gn 22.16., car il ne pouvait pas jurer par un plus grand que lui. 14Il déclara : Assurément, je te comblerai de bénédictions et je multiplierai ta descendance6.14 Gn 22.16-17.. 15Abraham attendit patiemment et c’est ainsi qu’il vit se réaliser ce que Dieu lui avait promis6.15 Pendant 25 ans ; la réalisation eut lieu par la naissance d’Isaac (Gn 17.2 ; 18.10 ; 21.5)..
16En effet, les hommes prêtent serment par un plus grand qu’eux. Le serment leur sert de garantie pour mettre fin à toute contestation. 17De même, voulant donner aux héritiers de ce qu’il avait promis une preuve plus forte encore du caractère irrévocable de sa décision, Dieu a garanti sa promesse par un serment. 18Ainsi, il nous a mis en présence de deux actes irrévocables, dans lesquels il est impossible que Dieu mente. Ces actes constituent un puissant encouragement pour nous qui avons cherché refuge en saisissant fermement l’espérance qui nous est proposée.
19Cette espérance est pour nous comme l’ancre de notre vie, sûre et solide. Elle pénètre, par-delà le voile, dans le lieu très saint 20où Jésus est entré pour nous en précurseur. Car il est devenu grand-prêtre pour l’éternité selon la ligne de Melchisédek.
1Nu vil vi så gå videre med den undervisning, der passer til modne mennesker. Det skulle jo ikke være nødvendigt én gang til at lære jer de mest elementære ting om Kristus, nemlig at man frelses ved troen på Gud og ikke ved nytteløse anstrengelser. 2Det burde også være overflødigt at tale om de forskellige slags dåb, om håndspålæggelse, om opstandelsen fra de døde og om Guds dom, som afgør menneskers evige skæbne. 3Lad os nu gå videre med undervisningen, hvis Gud da tillader det.
Advarsel mod frafald og sløvhed
4-6Når mennesker først har set Guds lys og nydt godt af Himlens velsignelser, og når de har fået Helligåndens kraft og har fået en forsmag på den kommende verdens vidundere, og hvor herligt det er at høre, når Gud taler, og de så alligevel falder fra, da kan man ikke føre dem tilbage til Herren. De har jo derved korsfæstet Guds Søn igen og hånet ham offentligt. 7Når en mark opsuger den regn, som falder på den, og producerer en god høst til gavn for dem, der dyrker jorden, vil den opleve Guds velsignelse. 8Men hvis den derimod frembringer tidsler og tjørnebuske, er den intet værd og vil opleve Guds dom. Det ender med, at man afbrænder den.
9Selvom jeg skriver sådan, kære venner, er jeg overbevist om, at det står bedre til med jer, og at I er på frelsens vej. 10Gud er ikke uretfærdig. Han vil huske jeres arbejde og den kærlighed til ham, som I har vist ved, at I har hjulpet og stadig hjælper jeres medkristne. 11Vi ønsker inderligt, at hver eneste af jer lige til det sidste må fortsætte med begejstret at holde fast ved visheden om den herlighed, der venter jer. 12Så bliver I ikke sløve, men bliver som dem, der ved tro og udholdenhed oplever opfyldelsen af alt, hvad Gud har lovet sine børn.
Guds løfter står urokkeligt fast
13-14I ved, at da Gud lovede Abraham en søn, svor han ved sit eget navn—han havde jo ikke noget større at sværge ved—og sagde til Abraham, at han ville velsigne ham og gøre hans efterkommere talrige.6,13-14 Jf. 1.Mos. 22,16-17. 15Og efter at have ventet med stor tålmodighed fik Abraham til sidst løftet opfyldt.
16Når mennesker sværger på, at de vil gøre et eller andet, sværger de i Guds navn og påkalder Guds straf over sig selv, hvis de bryder deres løfte. At sværge på den måde gør al diskussion overflødig. 17Således garanterede Gud også sit løfte ved at sværge på det, for han ønskede at slå det helt fast over for dem, som løftet gælder, at det er et urokkeligt løfte. 18Der er altså to ting, som slår fast, at løftet vil blive opfyldt: For det første, at det var Gud, der lovede det, og for det andet, at han garanterede løftet ved at sværge på det. Og Gud kan ikke lyve. Det hjælper os, som har søgt tilflugt hos ham, til at holde fast ved visheden om den lovede frelse. 19Visheden om frelse er som et anker for sjælen, et anker, der når helt ind i Guds nærvær, bag forhænget ind til det inderste rum i den himmelske helligdom, hvor det er gjort urokkeligt fast. 20Jesus gik jo forud for os ind i Guds nærvær for dér at tjene som vores evige ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede.
