La Pâque
L’annonce du dernier fléau
1L’Eternel dit à Moïse : Je vais encore faire venir un fléau pour frapper le pharaon et l’Egypte. Après cela, il vous laissera partir d’ici ; et même, il vous chassera définitivement de son pays. 2Va donc parler au peuple : que chacun demande à son voisin, et chacune à sa voisine, des objets d’or et d’argent.
3L’Eternel fit gagner au peuple la faveur des Egyptiens, Moïse lui-même était un personnage très respecté par les hauts fonctionnaires du pharaon et par la population.
4Moïse dit au pharaon : Voici ce que l’Eternel déclare : « Au milieu de la nuit, j’irai et je parcourrai l’Egypte 5et tout fils aîné11.5 Au Moyen-Orient l’avenir de la famille reposait sur le fils aîné. Un jugement frappant les premiers-nés touchait toute la communauté. dans ce pays mourra, depuis le fils aîné du pharaon qui est sur le trône jusqu’à celui de la servante qui fait tourner la meule, ainsi que tout premier-né du bétail. 6De grands cris s’élèveront dans tout le pays comme il n’y en a jamais eu et comme il n’y en aura plus de semblable. 7Mais chez les Israélites, on n’entendra pas même un chien aboyer contre un homme ou une bête. Vous saurez ainsi que l’Eternel fait une distinction entre l’Egypte et Israël. 8Alors tous tes hauts fonctionnaires qui t’entourent viendront me trouver et se jetteront à mes pieds en suppliant : “Va-t’en, toi et tout le peuple qui marche à ta suite.” Après cela, oui, je partirai. »
Moïse sortit alors de chez le pharaon dans une grande colère.
9L’Eternel lui avait dit : Le pharaon ne vous écoutera pas, afin que mes prodiges se multiplient en Egypte.
10Moïse et Aaron accomplirent donc tous ces prodiges en présence du pharaon. Mais l’Eternel rendit son cœur obstiné, de sorte qu’il ne laissa pas les Israélites quitter son pays.
Moses bekendtgør den sidste katastrofe
1Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet. 2Sig nu til alle israelitiske mænd og kvinder, at de skal bede deres egyptiske naboer om guld- og sølvsmykker.” 3Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for.
4Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. 5Da vil alle førstefødte sønner i hvert hjem dø, lige fra Faraos ældste søn, som er arving til tronen, til den førstefødte af den ringeste slavinde, som arbejder ved håndkværnen. Selv de førstefødte blandt jeres husdyr skal dø. 6Hjerteskærende dødsklager vil runge gennem natten i hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet en sådan sorg, og aldrig siden skal det blive så slemt.
7Men hos israelitterne vil alt være så fredeligt, at ikke en eneste hund vil knurre, hverken mod mennesker eller dyr. Da vil du indse, at jeg gør forskel på egypterne og israelitterne.’
8Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse—alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede.
9Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.” 10Derfor gjorde Herren Farao stædig, så han ikke ville lade folket rejse—på trods af at Moses og Aron udførte alle de her undere for øjnene af ham.
