Les sept sceaux
Une porte ouverte dans le ciel
1Après cela, je vis une porte ouverte dans le ciel. Et la voix que j’avais entendue me parler au début et qui résonnait comme une trompette me dit : Monte ici, et je te montrerai ce qui doit arriver après cela.
La vision du trône de Dieu4.2 Cette vision rappelle en particulier la vision d’Ez 1.
2A l’instant, l’Esprit se saisit de moi. Et voici : il y avait un trône dans le ciel. Et sur ce trône quelqu’un siégeait. 3Celui qui siégeait avait l’aspect d’une pierre de jaspe et de sardoine. Un arc-en-ciel entourait le trône, brillant comme l’émeraude.
4Autour du trône se trouvaient vingt-quatre trônes. Et sur ces trônes siégeaient vingt-quatre représentants du peuple de Dieu4.4 Peut-être les représentants de l’ensemble des rachetés de l’ancienne et de la nouvelle alliance.. Ils étaient vêtus de blanc, et portaient des couronnes d’or sur la tête. 5Du trône jaillissaient des éclairs, des voix et des coups de tonnerre. Devant le trône brûlaient sept flambeaux ardents, qui sont les sept esprits de Dieu. 6Devant le trône s’étendait comme une mer de verre, transparente comme du cristal. Au milieu du trône et tout autour se tenaient quatre êtres vivants entièrement couverts d’yeux, devant et derrière.
7Le premier d’entre eux ressemblait à un lion, le deuxième à un jeune taureau, le troisième avait le visage pareil à celui d’un homme et le quatrième était semblable à un aigle en plein vol. 8Chacun de ces quatre êtres vivants avait six ailes couvertes d’yeux par-dessus et par-dessous. Jour et nuit, ils ne cessent de dire :
Saint, saint, saint
est le Seigneur Dieu4.8 Voir Es 6.3.,
le Tout-Puissant,
celui qui était,
qui est et qui vient.
9Et chaque fois que les êtres vivants présentent leur adoration, leur hommage et leur reconnaissance à celui qui siège sur le trône, à celui qui vit éternellement, 10les vingt-quatre représentants du peuple de Dieu se prosternent devant celui qui siège sur le trône et adorent celui qui vit éternellement. Ils déposent leurs couronnes devant le trône, 11en disant :
Tu es digne,
notre Seigneur
et notre Dieu,
qu’on te donne gloire,
honneur et puissance,
car tu as créé
tout ce qui existe,
l’univers entier
doit son existence
et sa création
à ta volonté.
Guds trone i Himlen
1Efter at jeg havde set Jesus og fået budskabet til de syv menigheder, fik jeg et andet syn. Jeg så en åben dør ind til Himlen, og jeg hørte den samme stemme, som havde talt til mig før, den, der lød som en trompetfanfare. Stemmen sagde til mig: „Kom herop! Så vil jeg vise dig, hvad der vil ske senere hen.” 2Straks kom jeg under Åndens magt, og i den himmelske verden så jeg nu en trone, og der sad en person på den. 3Han strålede som diamanter og rubiner.4,3 Egentlig „jaspis og karneol”, rødlige smykkesten. Hele vejen rundt om ham var der ligesom en regnbue, der lyste som smaragd. 4Rundt om Guds trone stod 24 andre troner, og der sad 24 medregenter4,4 Ordret: „24 ældste”. En „ældste” er et overhoved for en klan eller anden gruppe af mennesker. De 2 gange 12 ældste repræsenterer sandsynligvis dels de kristne, der kommer fra det gamle Guds folk, Israel, repræsenteret af Jakobs 12 sønner, og dels de øvrige kristne blandt Guds nye folk, repræsenteret af de 12 første apostle, også kaldet „Lammets apostle”. på dem, alle klædt i hvidt og med en gylden sejrskrans på hovedet. 5Ud fra tronen kom der lynglimt og tordenbrag, og foran tronen var der syv brændende fakler, det er Guds syv ånder. 6Foran tronen var der også noget ligesom et gennemsigtigt, krystalklart hav. Tæt rundt om Guds trone var der fire levende væsener med øjne overalt, både foran og bagpå. 7Det første levende væsen lignede en løve, det andet en okse, det tredje havde et ansigt som et menneske, og det fjerde lignede en ørn. 8De fire væsener havde hver seks vinger med øjne både på ydersiden og indersiden. Dag og nat råbte de uafbrudt: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den øverste hersker, han, som var, og som er, og som kommer!”
9Hver gang de fire væsener med deres hyldest og tak ærede ham, der sad på tronen, ham, som lever i al evighed, 10bøjede de 24 medregenter sig ned for ham, og de hyldede ham. De tog deres sejrskranse af og lagde dem ned foran ham og råbte: 11„Herre, vores Gud, du er værdig til at få al ære, hyldest og magt, for du har skabt alle ting, og de eksisterer, fordi du ville det!”
