Nsɔano
1Afei, mehunuu sɛ Odwammaa no ate nsɔano nson no mu deɛ ɛdi ɛkan ano, na metee sɛ ateasefoɔ baanan no mu baako de nne a ɛte sɛ aprannaa reka sɛ, “Bra!” 2Mehwɛeɛ, na mehunuu ɔpɔnkɔ fitaa bi wɔ hɔ. Na deɛ ɔte ne so no kura agyan na wɔmaa no ahenkyɛ. Ɔkɔeɛ sɛ nkonimdifoɔ kɔdii nkonim.
3Afei, Odwammaa no tee nsɔano a ɛtɔ so mmienu no ano, na metee sɛ ɔteasefoɔ a ɔtɔ so mmienu no reka sɛ, “Bra!” 4Ɔpɔnkɔ foforɔ a ɔyɛ kɔkɔɔ baeɛ. Wɔmaa deɛ ɔte ne so no tumi sɛ ɔmfa ɔko mmra asase so na nnipa nkunkum wɔn ho. Wɔmaa no akofena kɛseɛ bi.
5Afei, Odwammaa no tee nsɔano a ɛtɔ so mmiɛnsa no ano, na metee sɛ ɔteasefoɔ a ɔtɔ so mmiɛnsa no reka sɛ, “Bra!” Mehwɛeɛ, na mehunuu ɔpɔnkɔ tuntum bi wɔ hɔ. Ne kafoɔ no kura nsania mmienu. 6Metee biribi te sɛ nne bi firi ateasefoɔ baanan no nkyɛn. Na nne no se, “Ayuo susukora yɛ ɛda koro akatua, ɛnna aburoo susukora mmiɛnsa nso yɛ ɛda koro akatua. Nanso, nsɛe nsrango no ne bobesa no!”
7Afei, Odwammaa no tee nsɔano a ɛtɔ so nan no ano na metee sɛ ɔteasefoɔ a ɔtɔ so nan no reka sɛ, “Bra!” 8Mehwɛeɛ na mehunuu ɔpɔnkɔ nsonso bi. Wɔtoo ne sotefoɔ no din “Owuo”, na Asaman di nʼakyi pɛɛ. Wɔmaa no asase nkyɛmu nan mu baako so tumi sɛ ɔmfa ɔko, ɔkɔm, yadeɛ ne nkekaboa a wɔwɔ asase so nkunkum wɔn.
9Afei Odwammaa no tee nsɔano a ɛtɔ so enum no ano. Mehunuu afɔrebukyia bi, na aseɛ na wɔn a wɔkumm wɔn wɔ asɛnka no ho na wɔde gyidie dii adanseɛ no akra wɔ. 10Wɔde nne a ano yɛ den kaa sɛ, “Otumfoɔ Awurade, Ɔkronkronni ne Nokwafoɔ! Woretwɛn akɔsi da bɛn ansa na wɔabu nnipa a wɔwɔ asase so atɛn, na wɔatwe wɔn aso sɛ wɔkunkum yɛn?” 11Wɔmaa wɔn mu biara atadeɛ fitaa, na wɔka kyerɛɛ wɔn sɛ wɔntwɛn kakra kɔsi sɛ wɔbɛkum wɔn nuanom asomfoɔ abɛka wɔn ho.
12Na mehunuu sɛ Odwammaa no tee nsɔano a ɛtɔ so nsia no ano. Na asasewosoɔ a ano yɛ den baeɛ maa owia yɛɛ tumm sɛ ayitoma, na ɔsrane yɛɛ kɔɔ sɛ mogya. 13Na nsoromma tete firii soro bɛhwee asase so te sɛ deɛ mframa a ano yɛ den bɔ borɔdɔma bunu ma ɛtete gu fam pɛ. 14Ɔsoro yeraeɛ te sɛ nwoma a wɔabobɔ, na mmepɔ ne nsupɔ firii wɔn atenaeɛ.
15Na asase so ahemfo ne nnipa akɛseɛ ne asafohene ne adefoɔ ne ahoɔdenfoɔ ne nkoa ne adehyeɛ nyinaa hintahintaa abodan ne mmepɔ mu abotan mu. 16Na wɔka kyerɛɛ mmepɔ no ne abotan no sɛ, “Monkata yɛn so na momfa yɛn nsie, sɛdeɛ ɛbɛyɛ a, deɛ ɔte ahennwa no so no ani renhunu yɛn, na yɛmfiri Odwammaa no abufuo ano. 17Wɔn abufuo no ɛda kɛseɛ aduru, na hwan na ɔbɛtumi agyina ano?”
De første seks segl på bogrullen brydes til dom over jorden
1Da Lammet brød det første af de syv segl, hørte jeg et af de fire levende væsener råbe med tordenrøst: „Kom!” 2Derefter så jeg en hvid hest med en rytter, som holdt en bue i hånden. Rytteren fik udleveret en sejrskrans, og han red af sted fra sejr til sejr, for han var bestemt til at sejre.
3Da Lammet brød det andet segl, hørte jeg det andet levende væsen råbe: „Kom!” 4Og der kom en rød hest med en rytter, som fik udleveret et vældigt sværd. Han tog freden bort fra jorden, så folk begyndte at nedslagte hinanden.
5Da Lammet brød det tredje segl, hørte jeg det tredje levende væsen råbe: „Kom!” Og der kom en sort hest med en rytter, som holdt en skålvægt i hånden. 6Da hørte jeg en stemme inde fra de fire væsener, som råbte: „Et kilo hvede vil koste en dagløn, og tre kilo byg vil koste en dagløn. Men olivenolien og vinen må du ikke skade!”
7Da Lammet brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde levende væsen råbe: „Kom!” 8Og der kom en gustengul hest med en rytter, som hed „Døden”, og Dødsriget fulgte med ham. De fik lov til at dræbe en fjerdedel af jordens befolkning gennem krig og sult, sygdom og vilde dyr.
9Da Lammet brød det femte segl, så jeg neden for alteret i det himmelske tempel sjælene af dem, som var blevet slået ihjel, fordi de holdt fast ved Guds ord og ikke ville fornægte deres tro på ham. 10„Herre, du er den sande og hellige Gud,” råbte de. „Hvor længe vil det vare endnu, før du holder dom over dem, der bor på jorden, og hævner vores død?” 11Da fik de hver en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle vente et stykke tid endnu, indtil det fulde antal af deres medtjenere og medkristne, som skulle slås ihjel ligesom dem selv, var nået.
12Da Lammet brød det sjette segl, kom der et voldsomt jordskælv. Solen blev mørk som en sørgedragt, og månen blev rød som blod. 13Himlens stjerner faldt ned mod jorden, som frugterne falder fra et figentræ, der gennemrystes af en vældig storm. 14Himlen blev rullet sammen som en bogrulle, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. 15Alle mennesker på jorden søgte at gemme sig i huler og bag klipper i bjergene, både konger og stormænd, hærførere og rigmænd, magthavere, slaver og almindelige borgere. 16De råbte til bjergene og klippestykkerne: „Styrt sammen over os!6,16 Jf. Hos. 10,8 og Luk. 23,30. Skjul os for Den Store Konge og Lammet! 17For hvem kan undgå straf på den store dommens dag, som nu er kommet?”
