Yosef Nuammarima Kɔ Misraim
1Ɛberɛ a Yakob tee sɛ aburoo wɔ Misraim no, ɔka kyerɛɛ ne mmammarima no sɛ, “Adɛn enti na moatete agyinagyina rehwehwɛhwehwɛ mo ho mo ho anim yi?” 2Yakob toaa so sɛ, “Mate sɛ aburoo wɔ Misraim. Monkɔ hɔ, na monkɔtɔ bi mmra na ɛkɔm ankum yɛn.”
3Enti, Yosef nuammarima mpanimfoɔ edu no kɔɔ Misraim sɛ wɔrekɔtɔ aburoo no bi. 4Nanso, Yakob amma Benyamin a ɔyɛ Yosef nua kumaa no ankɔ bi, ɛfiri sɛ, na ɔsuro sɛ biribi bɛyɛ no. 5Enti, Israel mmammarima no de wɔn ho bɔɔ atɔfoɔ a wɔfifiri aman ahodoɔ so kɔtɔ aburoo wɔ Misraim no ho, ɛfiri sɛ, na ɛkɔm no atrɛ akɔduru Kanaan asase so mmaa nyinaa.
6Na Yosef yɛ amrado wɔ Misraim asase so. Ɔno na ɔtɔn aburoo ma nnipa nyinaa wɔ ɔman no mu. Yosef nuammarima no kɔduruu nʼanim no, wɔbuu no nkotodwe, de wɔn anim nso butubutuu fam. 7Ɛberɛ a Yosef ani bɔɔ anuanom no so ara pɛ, ɔhunuu sɛ wɔyɛ ne nuanom, nanso ɔyɛɛ ne ho sɛdeɛ ɔnnim wɔn, kasaa anihanehane so kyerɛɛ wɔn. Ɔpoopoo nʼani, bisaa wɔn sɛ, “Mofiri he?”
Anuanom no buaa no sɛ, “Yɛfiri Kanaan asase so, na yɛaba sɛ yɛrebɛtɔ aduane.”
8Ɛwom sɛ na Yosef ahunu wɔn sɛ ne nuanom, nanso ne nuanom no deɛ, na wɔnhunuu sɛ, ɔno ne Yosef. 9Yosef kaee daeɛ a mmerɛ bi ɔso faa wɔn ho no. Ɔka kyerɛɛ wɔn sɛ, “Moyɛ akwansrafoɔ! Morebɛhwɛ sɛdeɛ ɛkɔm yi ama yɛn asase yi agyigya.”
10Anuanom no teaam sɛ, “Dabi yɛn wura, ɛnte saa. Yɛbaeɛ sɛ yɛrebɛtɔ aduane. 11Yɛn nyinaa firi agya baako. Yɛyɛ nnipa pa, na yɛnyɛ akwansrafoɔ saa.”
12Nanso, Yosef ka tii mu sɛ, “Dabi, morebɛhwɛ sɛdeɛ asase no asi agyigya afa.”
13Anuanom no buaa sɛ, “Yɛn, wʼasomfoɔ, yɛyɛ anuanom dumienu. Yɛyɛ ɔpanin bi a ɔte Kanaan asase so mma. Seesei, yɛn kaakyire no wɔ yɛn agya nkyɛn, ɛnna ɔbaako nso afiri mu.”
14Nanso, Yosef ka kyerɛɛ wɔn sɛ, “Asɛm a meka kyerɛɛ mo sɛ moyɛ akwansrafoɔ no, ɛno ara ne no. 15Ɛkwan a mepɛ sɛ mefa so de sɔ mo hwɛ nie: mmerɛ dodoɔ a Farao te ase yi, meremma mo mfiri Misraim asase so ha nkɔ da, kɔsi sɛ mode mo kaakyire no bɛba. 16Monsoma mo mu baako, na ɔnkɔfa mo kaakyire no mmra. Mede mo a moaka no nyinaa bɛgu afiase. Ɛno na ɛbɛma yɛahunu sɛ, mo asɛm a moreka no yɛ nokorɛ anaa ɛnyɛ nokorɛ. Sɛ ɛkɔba sɛ monni nuabarima kumaa a ɔyɛ mo kaakyire a, mmerɛ dodoɔ a Farao te ase yi, na ɛkyerɛ sɛ moyɛ akwansrafoɔ ampa!” 17Enti, ɔde wɔn guu afiase hɔ nnansa.
18Ne nnansa so no, Yosef ka kyerɛɛ ne nuanom no sɛ, “Meyɛ onyamesuroni. Ɛno enti, merebɛma mo ɛkwan ama moasane mo ho sɛ monyɛ akwansrafoɔ. 19Sɛ moyɛ nokwafoɔ ampa ara a, momma mo nua baako nna afiase ha. Mo a moaka no nso, monkɔtɔ aburoo no bi nkɔma mo fiefoɔ a ɛkɔm rekum wɔn no. 20Nanso, ɛkwan biara so no, momfa mo nua kumaa no mmɛkyerɛ me. Ɛno na ɛbɛma mahunu sɛ, asɛm a moreka no yɛ nokorɛ anaasɛ ɛnyɛ nokorɛ. Na sɛ nokorɛ na moreka deɛ a, mɛgyaa mo.” Wɔpenee abisadeɛ a Yosef de too wɔn anim no so.
21Afei, wɔkeka kyerɛkyerɛɛ wɔn ho wɔn ho sɛ, “Nokorɛm, yɛn nuabarima yi enti na wɔretwe yɛn aso. Yɛhunuu sɛdeɛ wabɔ huboa ne sɛdeɛ ɔsrɛɛ ne nkwa no, nanso yɛantie. Ɛno enti na saa amanehunu yi a aba yɛn so ɛnnɛ yi.”
22Afei, anuanom no mu panin a wɔfrɛ no Ruben no kaa sɛ, “Manka mankyerɛ mo sɛ monnyɛ bɔne biara ntia abarimaa no? Nanso moantie! Afei na ɛsɛ sɛ yɛbu ne mogya ho akonta” 23Esiane sɛ na obi kyerɛ nsɛm a Yosef ka no ase kyerɛ wɔn no enti, na wɔnnim sɛ Yosef te wɔn kasa.
24Yosef sɔre firii wɔn nkyɛn kɔsuiɛ. Ɔsane baeɛ ne wɔn bɛkasaa bio. Ɔyii Simeon firii wɔn mu, ma wɔkyekyeree no wɔ wɔn anim.
25Yosef hyɛɛ sɛ, wɔnhyɛ wɔn nkotokuo no aburoo ma ma, na wɔnsane mfa obiara sika a anka ɔde rebɛtɔ aburoo nhyɛ ne kotokuo mu, na wɔmma wɔn akwansoduane nso nka ho. Wɔyɛɛ yei maa wɔn. 26Wɔhyehyɛɛ wɔn aburoo nkotokuo no wɔ mfunumu no so, siim sɛ wɔrekɔ wɔn kurom.
27Wɔrekɔ no ara, wɔgyinaa ɛkwan so anadwo homeeɛ. Ɛhɔ na wɔn mu baako sanee ne kotokuo ano sɛ ɔrema nʼafunumu aduane adi. Ɔsanee ne kotokuo no ano no, ɔhunuu sɛ ne sika a anka ɔde rekɔtɔ aburoo no hyɛ kotokuo no fa baabi. 28Ɔka kyerɛɛ ne nuanom no sɛ, “Wɔde me sika no asane ahyɛ me kotokuo no mu. Monhwɛ. Ɛno nie!”
Saa asɛm yi maa wɔn akoma tutuiɛ. Enti, wɔhwehwɛɛ wɔn ho wɔn ho anim kaa sɛ, “Ɛdeɛn anwanwadeɛ na Onyankopɔn ayɛ yɛn yi?”
29Wɔduruu wɔn agya Yakob nkyɛn wɔ Kanaan no, wɔbɔɔ no nsɛm a asisi no nyinaa ho amaneɛ. Wɔkaa sɛ, 30“Yɛduruu Misraim asase so no, ɔbarima a ɔhwɛ asase no so no a ɔyɛ asase no so ɔhene ɔboafoɔ no poopoo nʼani, kasaa anihanehane so kyerɛɛ yɛn sɛ, yɛyɛ akwansrafoɔ. 31Nanso, yɛbuaa no sɛ, ‘Yɛyɛ nnipa pa, na yɛnyɛ akwansrafoɔ. 32Yɛyɛ anuanom dumienu a yɛfiri agya baako. Ɔbaako afiri mu. Seesei, yɛn kaakyire no wɔ yɛn agya nkyɛn wɔ Kanaan.’
33“Afei, ɔbarima a ɔhwɛ asase no so ka kyerɛɛ yɛn sɛ, ‘Ɛkwan a mepɛ sɛ mefa so de sɔ mo hwɛ nie: Monnya mo nuanom baako wɔ me nkyɛn ha, na monkɔtɔ aburoo no bi nkɔma mo fiefoɔ a ɛkɔm rekum wɔn no. 34Nanso, momfa mo nua kumaa no mmɛkyerɛ me. Ɛno na ɛbɛma mahunu sɛ monyɛ akwansrafoɔ na moyɛ nnipa pa. Na mede mo nua no bɛma mo, na mobɛtumi abɛtɔ aburoo no bi wɔ asase yi so mpɛn dodoɔ biara a mopɛ.’ ”
35Ɛberɛ a wɔrehwiehwie wɔn aburoo no afiri wɔn nkotokuo no mu no, obiara hunuu ne sika a anka ɔde rekɔtua aburoo no ka wɔ ne kotokuo no ano. Wɔne wɔn agya hunuu sika no, wɔn akoma tutuiɛ. 36Ɛyɛɛ saa maa wɔn agya Yakob ka kyerɛɛ wɔn sɛ, “Moama mahwere me mma. Yosef nni hɔ; Simeon nso nni hɔ; afei mopɛ sɛ mofa Benyamin nso ka ho! Biribiara ko tia me.”
37Ruben ka kyerɛɛ nʼagya sɛ, “Sɛ mamfa Benyamin ansane amma a, wowɔ ho kwan sɛ wokum me mmammarima baanu no si anan. Fa no hyɛ me nsa, na mɛsane mede no abrɛ wo.”
38Nanso, Yakob buaa sɛ, “Me babarima no ne monnkɔ hɔ, ɛfiri sɛ, ne nuabarima awu ama aka ɔno nko. Sɛ saa akwantuo a morebɛtu yi, asiane bi kɔsiane no a, mɛwu.”
Josefs brødre kommer til Egypten
1Da Jakob hørte, at det var muligt at købe korn i Egypten, sagde han til sine sønner: „Hvad venter I på? 2Det siges, at der kan købes korn i Egypten. Se at komme af sted og køb noget, inden vi sulter ihjel.”
3Så tog Josefs ti ældre brødre af sted for at købe korn i Egypten, 4men Jakob ville ikke lade Josefs yngre bror, Benjamin, rejse med af frygt for, at der skulle ske ham noget undervejs. 5Således kom Jakobs sønner til Egypten sammen med mange andre, for hungersnøden havde ramt hele Kana’ans land. 6Siden Josef var guvernør i landet og havde ansvar for kornsalget, var det ham, brødrene opsøgte. De bøjede sig for Josef med ansigtet mod jorden. 7Øjeblikkelig genkendte Josef sine brødre, men han lod som ingenting, og de genkendte ikke ham.
„Hvor kommer I fra?” spurgte han barsk.
„Fra Kana’ans land,” svarede de. „Vi er kommet for at købe korn.”
8-9Da Josef nu stod ansigt til ansigt med sine brødre, huskede han de drømme, han havde haft for mange år siden. „I er spioner, der er kommet for at se, hvor landets forsvar er svagest,” sagde han skarpt.
10„Nej, nej, herre,” bedyrede de. „Vi er bare kommet for at købe korn! 11Vi er brødre, og vi er ærlige folk. Vi er aldeles ikke spioner.”
12„Jo, I er!” blev Josef ved. „I er kun ude på at finde hullerne i vores forsvar.”
13„Herre,” forsikrede de, „vi er 12 brødre, og vores far bor i Kana’ans land. De ti af os står her foran Dem. Vores yngste bror er hjemme hos sin far, og en af vores brødre lever ikke mere.”
14Men Josef holdt på sit. „Som jeg allerede har sagt, er jeg sikker på, at I er spioner. 15Men det skal jeg nok få opklaret. Så sandt Farao lever, får I ikke lov at forlade Egypten, før jeres yngste bror står her lyslevende foran mig. 16En af jer kan tage hjem og hente ham, men resten af jer beholder jeg som gidsler i fængslet. Så vil det vise sig, om I har talt sandt eller ej. Hvis det viser sig, at I slet ikke har nogen yngre bror, ved jeg, at I er spioner.” 17Så lod han dem alle sætte i fængsel i tre dage.
18På tredjedagen sagde Josef til dem: „Jeg er en gudfrygtig mand. Hvis I vil beholde livet, så gør, hvad jeg siger. 19Jeg vil nøjes med at beholde én af jer her i fængslet. Resten af jer kan tage hjem med korn til jeres familier. 20Men I skal hente jeres yngre bror, så jeg har bevis for, at I har talt sandt. Så ved jeg, at I ikke er spioner, som fortjener døden.” Det forslag gik brødrene ind på.
21Mens de nu diskuterede sagen indbyrdes, sagde en af brødrene: „Det her kan vi takke os selv for! Det er straffen for det, vi i sin tid gjorde imod Josef. Vi så hans fortvivlelse og angst, mens han bønfaldt os, men vi ville ikke høre efter.”
22„Sagde jeg ikke dengang, at I ikke måtte gøre ham fortræd?” indvendte Ruben. „Men I ville jo ikke høre på mig. Nu skal vi dø, fordi vi var skyld i hans død.”
23Brødrene havde ingen anelse om, at Josef forstod alt, hvad de sagde, for han havde talt med dem ved hjælp af tolk. 24Nu forlod han dem et øjeblik, fordi han blev så bevæget, at han var begyndt at græde. Da han senere kom tilbage, udpegede han Simeon til gidsel og lod ham binde for øjnene af dem.
25Josef befalede nu sine tjenere at fylde mændenes sække med korn og i al hemmelighed at lægge hver enkelt mands betaling tilbage øverst i sækken. Han sørgede også for, at brødrene fik rejseproviant. 26Så læssede de kornsækkene på æslerne og begyndte hjemturen. 27Da de standsede for at overnatte, og en af brødrene åbnede sin sæk for at tage foder til æslerne, så han, at pengene lå oven i sækken!
28„Se!” råbte han til brødrene. „Mine penge ligger oven i sækken!” De blev rædselsslagne. „Hvad har Gud dog gjort imod os?” spurgte de hinanden.
29Da de kom tilbage til deres far i Kana’ans land fortalte de ham hele historien.
30„Manden, som administrerer landet, talte hårde ord til os,” forklarede de. „Han anså os for at være spioner og smed os i fængsel. 31Men vi sagde til ham: ‚Vi er ærlige folk og ikke spioner. 32I alt var vi 12 brødre med samme far, men en bror lever ikke mere, og den yngste er hjemme hos sin far i Kana’ans land.’ 33Manden svarede os: ‚Jeg skal nok finde ud af, om I taler sandt: En af jer skal blive her hos mig, mens I andre tager jeres korn og rejser hjem til jeres familier. 34Hent så jeres yngste bror og kom tilbage til mig, så jeg kan afgøre, om I er spioner eller ærlige folk. Hvis I kan bevise, at I taler sandt, skal I få jeres bror tilbage, og I skal få lov til at komme og købe så meget korn, I vil.’ ”
35Brødrene tømte nu deres sække. Men da de så, at oven i hver sæk lå posen med pengene, de havde betalt for kornet, blev både de og deres far grebet af rædsel.
36„I har berøvet mig mine børn!” klagede Jakob. „Josef er død! Simeon er væk! Og nu vil I også tage Benjamin fra mig! Jeg kan ikke klare mere modgang!”
37Men Ruben svarede: „Du må dræbe begge mine sønner, hvis Benjamin ikke kommer hjem igen. Jeg påtager mig det fulde ansvar for ham.”
38„Nej,” indvendte Jakob, „min yngste søn får ikke lov til at rejse med jer. Hans bror Josef er allerede død, og Benjamin er den eneste, der er tilbage efter sin mor. Sker der noget med ham, dør jeg af sorg.”
