Dwom 102
Aberante mmɔborɔni mpaebɔ. Osu kyerɛ Awurade bere a ɔwɔ ahohia mu.
1Awurade, tie me mpaebɔ;
na ma me mmoa ho sufrɛ nnu wʼanim.
2Mmfa wʼanim nhintaw me
bere a mewɔ ahohia mu.
Brɛ wʼaso ase ma me;
na sɛ misu frɛ wo a, gye me so ntɛm.
3Me nkwanna reyera te sɛ wusiw;
me nnompe adɔ sɛ nyansramma.
4Me koma abotow na akisa sɛ sare;
na me kɔn nnɔ aduan.
5Mʼapinisi dennen nti
maka ɔhonam ne nnompe.
6Mete sɛ sare so patu,
te sɛ patu a ɔte nnwiriwii mu.
7Meda hɔ a, mʼani gu so; mayɛ sɛ
anomaa bi a ɔno nko ara si ɔdan atifi.
8Da mu nyinaa mʼatamfo bɔ me akutia.
Wɔn a wodi me ho fɛw no bɔ me din de dome.
9Mede nsõ ayɛ mʼaduan
na mede nusu fra me nsu mu
10esiane wʼabufuwhyew dennen no nti,
woama me so, ayi me asi nkyɛn.
11Me nkwa nna te sɛ anwummere sunsuma;
na mehyew sɛ sare.
12Nanso wo Awurade, woyɛ ɔhene daa daa;
na wo din a ahyeta no te hɔ daa awo ntoatoaso nyinaa mu.
13Wobɛsɔre na woahu Sion mmɔbɔ;
bere adu sɛ wuhu no mmɔbɔ;
bere a wohyɛe no aso.
14Nʼabo som bo ma wʼasomfo;
ne mfutuma hyɛ wɔn awerɛhow.
15Amanaman no besuro Awurade din;
asase so ahemfo nyinaa bedi wʼanuonyam ni.
16Awurade bɛkyekyere Sion bio,
na wapue wɔ nʼanuonyam mu.
17Obetie mmɔborɔfo mpaebɔ;
na ɔremmu nʼani ngu wɔn sufrɛ so.
18Monkyerɛw eyi mma nkyirimma,
sɛnea ɛbɛyɛ a wɔn a wonnya nwoo wɔn no bɛkamfo Awurade;
19“Awurade hwɛɛ fam fi ne kronkronbea wɔ ɔsoro hɔ;
ofi ɔsoro hwɛɛ asase,
20sɛnea ɔbɛte nneduafo apinisi,
na wɔagyaa wɔn a wɔabu wɔn kumfɔ no.”
21Enti wɔbɛpae mu abɔ Awurade din wɔ Sion
na wɔakamfo no wɔ Yerusalem,
22bere a amanaman ne ahenni ahorow
behyia mu na wɔasom Awurade.
23Ɔmaa me yɛɛ mmerɛw wɔ bere a merenyin.
Otwaa me nkwa nna so.
24Enti mekae se,
“Me Onyankopɔn, mfa me nkɔ, wɔ me nkwa nna mfimfini;
wo mfe wɔ hɔ daa kodu awo ntoatoaso nyinaa mu.
25Mfiase no wotoo asase fapem,
na ɔsoro yɛ wo nsa ano adwuma.
26Ne nyinaa betwa mu na wo de, wobɛtena hɔ daa;
wɔbɛtetew te sɛ atade.
Wobɛsesa wɔn te sɛ ntama,
na wɔbɛtow wɔn agu.
27Nanso wote sɛnea wote,
na wo mfe to rentwa da.
28Wʼasomfo mma bɛtena nkwa mu wɔ wʼanim;
na wɔn asefo ase betim wɔ wʼanim.”
Bøn om Herrens indgreb
1Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.
2Herre, hør min bøn,
lad mit nødråb nå frem til dig.
3Vend dig ikke bort fra mig,
for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
kom mig hurtigt til hjælp.
4Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
det er, som om jeg blev lagt på et bål.
5Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
jeg har mistet lysten til at spise.
6Jeg sukker og stønner højlydt,
jeg er snart ikke andet end skind og ben.
7Jeg er mager som en grib i ørkenen,
som en ugle i øde ruiner.
8Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
9Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
de gør nar af mig og forbander mig.
10Den mad, jeg spiser, smager som aske,
min drik er blandet med tårer,
11fordi du udøste din vrede over mig,
du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
13Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
15Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
16Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
17For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
19Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
20Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
21Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
22Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
23Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
24Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø i min bedste alder.
26I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
27Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
29De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
de skal få lov at trives i din nærhed.
