Dwom 10
1Adɛn, Awurade, na wugyina akyirikyiri saa?
Adɛn na wode wo ho ahintaw wɔ amanehunu mmere mu yi?
2Omumɔyɛfo de ahantan taataa mmɔborɔfo,
wɔn a ne nneyɛe mfiri yiyi wɔn no.
3Ɔde nea ne koma hwehwɛ hoahoa ne ho;
ohyira odifudepɛfo na oyi Awurade ahi.
4Ahantan nti omumɔyɛfo nhwehwɛ Awurade;
ne nsusuwii mu no Onyankopɔn nsi hwee.
5Nʼakwan nyinaa mu odi yiye;
ɔma ne ho so, na wo mmara mfa no ho;
na odi nʼatamfo nyinaa ho fɛw.
6Ɔka kyerɛ ne ho se: “Hwee remma minhinhim;
mʼani begye daa, na merenkɔ amanehunu mu da.”
7Nnome, atoro ne ahunahuna ahyɛ nʼanom ma;
Ɔhaw ne mmusu hyɛ ne tɛkrɛma ase.
8Ɔtɛw bɛn nkuraa no;
ofi ahintawee kum nea onnim hwee,
ohintaw hwɛ wɔn a ɔrehwehwɛ wɔn ayɛ wɔn bɔne no.
9Ɔte sɛ gyata a wahintaw;
ɔtɛw sɛ ɔbɛkyere mmɔborɔni;
ɔkyere wɔn twe wɔn ase de wɔn kɔ ne bon mu.
10Ɔdwerɛw wɔn a ɔkyere wɔn no ma wɔtɔ beraw;
na ɔde nʼahoɔden ka wɔn hyɛ.
11Ɔka kyerɛ ne ho se, “Onyankopɔn werɛ afi;
wayi nʼani afi so na onhu.”
12Sɔre, Awurade! Ma wo nsa so, Onyankopɔn.
Mma wo werɛ mfi wɔn a wonni aboafo.
13Adɛn nti na omumɔyɛfo yi Onyankopɔn ahi?
Adɛn nti na ɔka kyerɛ ne ho se,
“Ɔremfrɛ me akontaabu so?”
14Nanso wo, Onyankopɔn, wuhu amanehunufo haw;
na wayɛ wʼadwene sɛ wobɛhwɛ.
Mmɔborɔni de ne ho ma wo;
wo na woyɛ ayisaa boafo.
15Bubu omumɔyɛfo ne ɔbɔnefo aprɛw;
frɛ no na ommebu nʼamumɔyɛ ho nkontaa,
nʼamumɔyɛ a anka wɔrenhu no.
16Awurade yɛ ɔhene daa nyinaa;
amanaman no bɛyera nʼasase so.
17Awurade, wutie mmɔborɔfo adesrɛ;
wohyɛ wɔn nkuran, na wutie wɔn sufrɛ,
18na wudi ma ayisaa ne nea wɔhyɛ no so,
sɛnea ɛbɛyɛ a ɔdesani a ofi asase mu
renhunahuna bio.
Det stolte menneske
1Hvorfor er du så langt væk, Herre,
når jeg har allermest brug for dig?
2De gudløse undertrykker frækt de svage,
fanger dem med listige intriger.
3De praler af deres onde planer,
roser de grådige, men håner Herren.
4De er stolte og regner ikke med Gud.
De mener, han slet ikke eksisterer.
5De ser ud til at klare sig godt.
De ænser ikke straffen, der venter dem.
De blæser på deres modstandere.
6„Intet kan slå os ud,” siger de.
„Vi klarer alle problemer.”
7De har munden fuld af forbandelser, løgn og trusler,
deres ord skaber altid ødelæggelse.
8De ligger på lur i mørket og myrder de uskyldige,
de venter altid på et hjælpeløst bytte.
9Som løver kryber de sammen, klar til spring,
venter på at kaste sig over de svage.
Som jægere fanger de deres ofre i fælden
og slæber dem bort i deres net.
10De svage overmandes og segner,
falder under de gudløses magt.
11„Gud opdager det ikke,” siger de onde,
„han vil aldrig få noget at vide.”
12Grib ind, Herre! Løft din hånd og slå dem ned.
Glem ikke de svage og undertrykte.
13Skal de onde have lov at håne dig
og sige: „Han vil ikke kræve os til regnskab.”?
14Herre, du ser hver eneste ond handling.
Du ser det og straffer dem.
De nødstedte regner med dig, Gud,
for du er den, der hjælper de svage.
15Sæt en stopper for de ondes adfærd,
drag dem til ansvar for alle deres forbrydelser.
16Herre, du er konge for evigt og altid.
De gudløse skal ikke bo i dit land.
17Herre, du ved, hvad de undertrykte længes efter.
Du hører deres suk og trøster dem.
18Du forsvarer de sårbare og svage,
så ingen skal terrorisere dem længere.
