Salmernes Bog 37:10-20 BPH

Salmernes Bog 37:10-20

Glem ikke, at det snart er ude med de onde,

går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.

Men de ydmyge har en fremtid i landet,

de skal leve i fremgang og fred.

Hvorfor er de onde så fulde af had?

De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.

Men Herren ryster på hovedet ad dem,

for han ved, at regnskabets time kommer.

Intet kan åbenbart standse deres ondskab,

de griber sværdet og spænder buen.

De overfalder de svage og værgeløse

og udrydder uskyldige mennesker.

Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,

og deres buer skal brækkes itu.

Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed

frem for at få del i forbryderes overflod,

for de onde vil uvægerligt få deres straf,

men Herren velsigner de retsindige.

Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden,

for Herren er hos dem og hjælper dem.

I vanskelige tider svigter han dem ikke,

midt i hungersnøden sørger han for dem.

Lovløse mennesker vil få deres straf,

for Herrens fjender vil ende i en ovn,

de vil forgå i flammer og røg.

Read More of Salmernes Bog 37