Mattæusevangeliet 6:25-34, Mattæusevangeliet 7:1-23 BPH

Mattæusevangeliet 6:25-34

Om ikke at bekymre sig

Luk. 12,22-31

Det er derfor, jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad og drikke og tøj at tage på. Er livet ikke mere end maden og tøjet? Se på fuglene! De hverken sår, høster eller samler forråd, men jeres himmelske Far sørger for dem. Er I ikke mere værd end dem? Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig forlænge sit liv med bare en eneste dag?

Hvorfor bekymrer I jer for, om I har tøj at tage på? Se på blomsterne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille. Lad derfor være med at bekymre jer for, hvordan I skal få noget at spise og få tøj på kroppen. Lad de gudløse om det. Det er jo det, de går op i. Jeres himmelske Far ved godt, at I har brug for de ting. Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift. Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen, for morgendagen skal nok komme med sine problemer helt uden hjælp. Dagen i dag har problemer nok i sig selv.

Read More of Mattæusevangeliet 6

Mattæusevangeliet 7:1-23

Om ikke at dømme andre

Luk. 6,37-38.41-42

Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. Hvordan kan du sige til din ven: ‚Lad mig tage splinten ud af dit øje’, når du ikke ser bjælken i dit eget? Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje.

Om at bedømme situationen

Giv ikke jeres kostbare perler til svinene, for de vil bare træde dem ned uden at forstå værdien. Kast ikke det bedste, I har, for de vilde hunde, for de vil blot vende sig om mod jer og gå til angreb.

Om at få som svar på bøn

Luk. 11,9-13

Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. For den, som beder, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for den, som banker på. Hvis et barn beder sine forældre om et stykke brød, så får det vel ikke en sten?7,9 De pitabrød, man får i Israel, kan minde om en rund, flad sten. Eller hvis barnet beder om en fisk, så får det vel ikke en slange? Når I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, skulle så ikke jeres himmelske Far give gode gaver til dem, der beder ham om det?

Den gyldne regel

Luk. 6,31

Sådan som I ønsker, at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Det er Toraen og Profeterne i en nøddeskal.

Den snævre port

Luk. 13,24

Gå ind gennem den snævre port. Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den. Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den.

Falsk lære bedømmes ud fra resultaterne

Luk. 6,43-45

Vogt jer for de falske profeter. De kommer forklædt som uskyldige får, men er i virkeligheden glubske ulve. Bedøm dem ud fra resultatet af deres handlinger, ligesom man bedømmer et træ ud fra dets frugter. Der vokser jo ikke vindruer på en tjørnebusk, og man finder ikke figner på en tidsel. Det er altid sådan, at et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt, og et dårligt træ kan ikke bære god frugt. Ethvert frugttræ, der ikke bærer god frugt, bliver hugget om og brændt. Altså skal I bedømme dem ud fra deres frugter.

Lydhørhed og lydighed frem for ord og mirakler

Luk. 13,26-27

Det er ikke alle, der omtaler mig som ‚Herre’, der kommer med ind i Guds rige, men kun de, der gør min himmelske Fars vilje. På dommens dag vil mange prøve at forsvare deres handlinger: ‚Herre, Herre, er det da ikke i dit navn, vi har profeteret? Er det da ikke i dit navn, vi har uddrevet onde ånder? Er det da ikke i dit navn, vi har gjort undere?’ Men jeg vil svare: ‚Jeg har aldrig kendt jer. Gå jeres vej, I som handler ondt!’

Read More of Mattæusevangeliet 7