Lukasevangeliet 6:12-36 BPH

Lukasevangeliet 6:12-36

Jesus udvælger de 12 apostle

Matt. 10,1-4; Mark. 3,13-19

En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud, og ved daggry kaldte han sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem, som han også kaldte apostle. Her er navnene på dem: Simon, som han også kaldte Peter, og dennes bror Andreas; Jakob og Johannes; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Simon Frihedskæmper; Judas, søn af Jakob, og Judas Iskariot, som blev forræder.

Jesu helbredende kraft

Da de var kommet ned fra bjerget, gik de ud på en slette, hvor mange af Jesu disciple samledes omkring dem. Der var også en stor skare mennesker, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Der var jøder fra hele Judæa og Jerusalem og folk så langt nordfra som kystområdet ved Tyrus og Sidon. Jesus uddrev mange onde ånder, og alle i menneskemængden søgte at røre ved ham, for en sådan kraft strømmede fra ham, at alle, der rørte ved ham, blev helbredt.

Afmagtens velsignelse—selvtilstrækkelighedens forbandelse

Matt. 5,1-12

Jesus så ud over sine disciple og sagde:

„Velsignede er I, som erkender jeres afmagt6,20 Dette kan også oversættes: „de fattige”. Udtrykket „fattige” i det Gamle Testamente henviser til dem, som er ydmyge og erkender, at de har brug for Guds hjælp. Det er en modsætning til de selvtilstrækkelige og selvretfærdige. Se også fodnoten til Luk. 4,18 og Matt. 5,3.

for I skal få del i Guds rige.

Velsignede er I, som nu er sultne—

for I skal få jeres sult stillet.

Velsignede er I, som nu sørger—

for I skal komme til at juble.

I er velsignede, selv når mennesker hader jer, fryser jer ud, håner jer og sværter jer til, fordi I hører mig til. Glæd jer, når det sker! Ja, dans af glæde, for der venter jer en stor løn i Himlen. Sådan er Guds profeter altid blevet behandlet.

Men ve jer, der har alt—

for I har haft jeres gode dage.

Ve jer, der er mætte nu—

for I vil komme til at lide sult.

Ve jer, der jubler nu—

for I vil komme til at sørge og græde.

Ve jer, der lever højt på menneskelig popularitet,

for den har de falske profeter altid solet sig i.”

Om at elske sine fjender i stedet for at gøre gengæld

Matt. 5,39-48

Jesus fortsatte: „Til jer, som ønsker at adlyde mig, siger jeg: Elsk jeres fjender! Gør godt mod dem, som hader jer. Velsign dem, som forbander jer. Bed for dem, som mishandler jer.

Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til. Hvis nogen vil tage din yderkjortel fra dig, så lad ham også få din inderkjortel. Giv enhver, som beder dig, og hvis nogen tager dine ejendele, så lad være med at kræve dem tilbage.

Gør mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad prisværdigt skulle der være ved det? Det gør syndere jo også. Hvad særligt er der ved at låne penge ud, når I ved, I får dem igen? Selv syndere låner ud til andre syndere, når blot de får deres penge igen.

Nej, elsk jeres fjender og gør godt imod dem. Lån jeres penge ud uden at spekulere på, om I får dem tilbage. Så bliver I rigeligt belønnet og handler som børn af den højeste Gud. Gud er nemlig god, også mod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.

Read More of Lukasevangeliet 6