Dommerbogen 4:1-24
Herren giver sejr gennem profeten Debora
Efter Ehuds død gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. Da udleverede Herren dem til kana’anæerkongen Jabin af Hatzor. Kongens hærfører hed Sisera, og han boede i Haroshet-ha-Gojim. Med sine 900 stridsvogne med jernbeslåede hjul besejrede han israelitterne og undertrykte dem brutalt i 20 år. Til sidst råbte folket til Herren om hjælp.
På det tidspunkt var profeten Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. Hun plejede at sidde under Deboras palmetræ et sted mellem Rama og Betel i Efraims højland, og dér kom israelitterne til hende med deres retssager.
En dag sendte Debora bud efter Barak, Abinoams søn, der boede i Kedesh i Naftalis land. „Herren, Israels Gud, har befalet, at du skal samle 10.000 mænd fra Naftalis og Zebulons stammer på Tabors bjerg,” sagde hun til Barak. „Så vil Herren lokke kong Jabins hærfører, Sisera, hans hær og stridsvogne til Kishonbækken og udlevere dem til dig dér.”
„Godt,” svarede Barak, „jeg tager af sted—men på den betingelse, at du tager med!”
„Jeg skal gerne gå med,” svarede Debora. „Men i så fald bliver det en kvinde, der får æren for sejren over Sisera og ikke dig.” Derpå fulgte hun med ham til Kedesh. Da de nåede derhen, samlede Barak Zebulons og Naftalis stammer og 10.000 mand drog af sted til Tabor. Debora gik med.
Nu var der en mand ved navn Heber, som havde slået lejr i nærheden af egetræet ved Sa’anannim. Han var efterkommer af Moses’ svoger Hobab, men havde fjernet sig fra sine øvrige kenitiske slægtninge.
Da Sisera fik at vide, at Barak og hans hær havde slået lejr på Tabors bjerg, mobiliserede han hele hæren og alle 900 jernvogne og marcherede fra Haroshet-ha-Gojim til Kishonbækken.
Da sagde Debora til Barak: „Bryd op! Herren vil gå foran dig og give dig sejr over Sisera i dag.” Straks førte Barak sine 10.000 mand ned fra Tabors bjerg og rykkede frem til angreb.
Idet Barak angreb, skabte Herren panik blandt Siseras mænd og vogne, så Sisera måtte springe ned fra sin vogn og flygte til fods. Barak og hans mænd forfulgte fjenderne og deres vogne helt til Haroshet-ha-Gojim, indtil hele Siseras hær var hugget ned.
I mellemtiden var Sisera undsluppet og var nået til kenitten Hebers lejr. Hebers slægt havde nemlig indgået en venskabspagt med kong Jabin af Hatzor. Hebers kone, Jael, gik nu Sisera i møde og sagde: „Her har du intet at frygte. Kom med ind i mit telt.” Så fulgte han med hende ind i teltet, hvor hun dækkede ham til med et tæppe. „Giv mig lidt vand,” sagde han til hende, „jeg er så tørstig.” Hun gav ham lidt mælk fra lædersækken og dækkede ham til igen. „Stil dig i teltdøren,” fortsatte han, „og hvis der kommer nogen og spørger, om der er en kriger her, skal du sige nej.”
Men da Sisera var faldet i søvn af udmattelse, tog Jael en spids teltpløk og en hammer og sneg sig hen til ham. Så hamrede hun pløkken gennem tindingen på ham og ned i jorden.
Da Barak senere kom for at lede efter Sisera, gik Jael ham i møde og sagde: „Kom, så skal jeg vise dig ham, du leder efter.” Da fulgte Barak efter hende ind i teltet og fandt Sisera død med teltpløkken gennem tindingen.
Den dag så israelitterne, hvordan Herren gav dem sejr over kana’anæerkongen Jabin, og fra den dag fik Israels folk mere og mere overtaget, indtil de til sidst fik udryddet ham og hans folk.
Dommerbogen 5:1-31
Deboras sejrssang
Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:
Når Israels ledere fører an,
når folket villigt følger med,
da skal I prise Herren.
Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!
Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.
Herre, da du førte dit folk op fra Seir,
da du ledte os fra Edoms land,
da skælvede og rystede jorden,
himlen kunne ikke holde tæt,
skyerne rystede regnen af sig.
Bjergene bævede for Herren,
Sinai skælvede for Israels Gud.
Men på Shamgars tid gemte man sig,
på Jaels tid lå vejene øde,
folk sneg sig af sted ad de afsides stier.
Bønderne holdt sig bag storbyens mure,
landsbyidyl var en saga blot,
indtil jeg, Debora, stod frem
og blev som en mor for Israel.
Da Israel valgte sig nye guder,
blev der ufred og kaos overalt.
Der var fyrre tusind krigere i Israel,
men hvor så man et skjold eller spyd?
Mit hjerte banker for Israels ledere
og for folket, der frivilligt fulgte dem.
Pris Herren for dem!
I, som rider på glinsende æsler,
I, som sidder på fornemme sadeltæpper,
I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!
Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.
De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.
Herrens folk kom i flok,
i byporten råbte de:
„Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!
Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”
Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.
Herrens folk kom til mig og krigerne.
De kom fra Efraims land,
som engang tilhørte Amalek.
Nogle kom helt fra Benjamins land.
Fra Makir kom mægtige krigere,
fra Zebulon stærke ledere,
Issakars hærførere sluttede op om Debora,
de løb med Barak ned ad bjerget.
Rubens klaner var ubeslutsomme:
Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?
Var det for at høre hyrderne fløjte?
Rubens klaner var for ubeslutsomme.
Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.
Hvorfor blev Dan ved sine skibe?
Asher sad stille ved havets vande,
han blev i sin sikre havn.
Men Zebulon satte livet på spil,
Naftali sloges på slagmarken.
Kana’ans konger kom til Ta’anak,
de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.
Men sejren gled dem af hænde,
krigsbytte fik de intet af.
Himlens kræfter kæmpede for os,
tordnede og lynede mod Siseras hær.
Kishons vand svulmede med stormflods styrke,
den gamle bæk fejede fjenden væk.
Fat mod, min sjæl,
løb frem med styrke.
Da hamrede hingstenes hove,
i galop fór de frem.
„Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”5,23 Mere ordret: „I skal forbande Merotz” (betyder måske tilflugtssted). Enten er Merotz et ukendt stednavn eller en beskrivelse af dem, der ville redde sig selv frem for at være med i kampen.
sagde Herrens engel.
„De kom ikke Herren til hjælp
imod hans vældige fjender.”
Velsignet blandt kvinder er Jael,
kenitten Hebers kone.
Hun er den mest velsignede
af alle kvinder, der bor i telte.
Sisera bad om vand,
men Jael gav ham mælk,
tykmælk i en fornem skål.
Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,
en hammer i højre.
Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,
hun gennemborede hans hoved.
Han lå død mellem benene på hende.
En fældet fjende—stendød.
Siseras mor venter ved vinduet,
hun spejder gennem gitteret:
„Hvorfor kommer han dog ikke?
Hvornår hører vi hestenes hove?”
En hofdame giver hende et svar,
det samme, hun selv har tænkt:
„Krigsbyttet skal nok deles,
en pige eller to til hver kriger,
prægtige klæder til Sisera
og smukt broderet tøj til hans mor.”
Herre, må alle din fjender
gå til grunde som Sisera,
men må de, som elsker dig,
stråle som den opgående sol.
Derefter var der fred i landet i 40 år.
