Jeremiasʼ Bog 7:30-34, Jeremiasʼ Bog 8:1-23, Jeremiasʼ Bog 9:1-16 BPH

Jeremiasʼ Bog 7:30-34

Herren fortsatte: „Judas folk har syndet for øjnene af mig. De har forurenet mit tempel ved at opstille deres ækle afguder i det hus, hvor mit navn skulle æres. De har bygget altre i Tofet i Hinnoms søns dal, hvor de brænder deres børn som offer til deres guder. Det er en afskyelig handling, som det aldrig kunne falde mig ind at befale dem at gøre. Der kommer en dag, hvor man ikke længere skal kalde det sted for Tofet og Hinnoms søns dal, men ‚Massakrens dal’. Så mange mennesker vil blive nedslagtet, at der ikke er plads i Tofet til at begrave dem alle. Mange af ligene vil blive efterladt på jorden, så rovdyr og fugle kan æde af dem, og der er ingen overlevende til at jage dem væk. Da er det forbi med latter og lystig sang i Jerusalems gader og i Judas byer. Bryllupsfester hører fortiden til, og landet ligger øde og forladt.

Read More of Jeremiasʼ Bog 7

Jeremiasʼ Bog 8:1-23

Falske ledere har forført Guds folk

Når fjenderne kommer, vil de åbne gravene, hvor Judas konger, stormænd, præster, profeter og andre ligger. De vil sprede deres knogler ud på jorden, så de ligger utildækket under solen og månen og stjernerne, som de i sin tid tilbad og søgte råd hos. Der vil de ligge og blive til gødning. Nogle få af mit oprørske folk vil overleve og blive sendt i eksil, men de vil ønske de var døde,” siger Herren, den Almægtige.

Derefter bad Herren mig sige følgende til folket: „Hør, hvad Herren siger: Når man falder, skynder man sig så ikke at komme på benene igen? Og når man er gået i den forkerte retning, vender man så ikke straks om, når man opdager det? Hvorfor bliver Jerusalems indbyggere så ved med at gøre oprør? Hvorfor nægter de at vende om fra deres vantro? Jeg lytter opmærksomt til deres samtaler, men ingen siger et sandt ord. Ingen angrer deres synd eller indrømmer deres fejltagelser. Nej, de styrter sig hovedkulds ud i synden som stridsheste, der stormer frem til kamp. Selv storken ved, hvornår den skal trække bort, og det samme gælder duen, tranen og svalen. Hvert år vender de tilbage i rette tid. Men mit folk? De er ligeglade med mine befalinger.

Hvordan kan I påstå, at I er kloge og kender mine love, når jeres skriftlærde har løjet for jer og fordrejet dem? Men jeg vil lukke munden på dem og straffe dem. Hvad visdom er der i at forkaste Herrens ord? Jeg overdrager deres koner og ejendom til andre, fordi de alle kun er ude på at skrabe til sig, så meget de kan. Selv præsterne og profeterne er fulde af løgn. De behandler dybe sår, som var det ufarlige rifter. ‚Det sker der ikke noget ved,’ forsikrer de, men de tager grueligt fejl. De skal straffes for deres afskyelige afgudsdyrkelse, for de har ikke skam i livet. Derfor skal de dø ligesom alle de andre, siger Herren. Da jeg ville høste, var der ingen druer på vinstokkene og ingen figner på figentræerne. Alle bladene var visne. Derfor sender jeg en fjende, som skal trampe dem ned.”8,13 Teksten er uklar.

Da vil folket sige: „Hvad venter vi på? Kom, lad os samles i de befæstede byer, for vi vil ikke dø uden kamp. Vores Gud, Herren, har fældet dødsdom over os og rakt os giftbægeret som straf for vores synder. Vi havde håbet på fred og bedre tider, men nu er ulykken over os. Fjendens hær kan allerede høres i Dan, hele landet skælver af angst. Fjenderne er på vej for at ødelægge landet, lægge byerne i ruiner og slå hele befolkningen ihjel.”

„Ja,” siger Herren, „jeg sender en hær imod jer som utæmmelige giftslanger, der dræber jer med deres bid.”

Jeremias sørger over Judas synder

Da udbrød jeg: „Mit hjerte er knust af sorg! Hør folkets fortvivlede skrig ud over landet.

‚Hvor er Herren blevet af?’ råber de. ‚Hvorfor har han forladt sit tempel i Jerusalem?’

Men Herren vil svare: ‚Hvorfor vakte I min vrede med jeres afgudsbilleder og tomme ritualer?’

‚Ak,’ råber folket til Herren, ‚tiden er gået, og nu er det for sent.8,20 Ordret „Høsten er overstået, og sommeren er forbi”. Det er en talemåde for, at tiden er forspildt. Hvorfor greb du ikke ind og reddede os?’ ”

Jeg er fortvivlet over mit folks ulykke. Jeg er knust, utrøstelig og stum af sorg. Er der ingen salve tilbage i Gilead? Er der ingen læge, der kan lindre smerten? Er der slet ingen redning for mit folk? Jeg ville ønske, jeg havde et hav af tårer, for så kunne jeg græde dag og nat over Jerusalems dræbte indbyggere.

Read More of Jeremiasʼ Bog 8

Jeremiasʼ Bog 9:1-16

Havde jeg bare en hytte i ørkenen, ville jeg rejse derhen og forsøge at glemme det folk, som har været utro mod Gud og gjort oprør imod ham.

Herren sagde om sit folk: „De går altid rundt med en løgn på læben, parat til at sende den af sted som en pil, der ligger klar på buestrengen. Sandheden er kuet af bedrageriet. De begår den ene uret efter den anden og skænker mig ikke en tanke. Stol ikke på nogen, ikke engang dine venner eller familie. Dine nærmeste bedrager dig, og dine venner lyver om dig. Alle bedrager hinanden, og folk er blevet så vant til at lyve, at de ikke kan se noget galt i det. De føjer ondt til ondt og løgn til løgn, og de vil ikke kendes ved mig.”

Derfor sagde Herren, den Almægtige: „Hvad skal jeg dog stille op med mit syndige folk? Der er kun én ting at gøre: Hælde dem i lidelsens smeltedigel for at se, om det kan rense dem. Deres tunger udslynger løgne som forgiftede pile. De taler venligt til hinanden, men har ondt i sinde. Bør jeg ikke straffe dem for det? Bør jeg ikke kræve et så ondsindet folk til regnskab?”

Derpå udbrød jeg: „Hvilken ynk og jammer at se ud over bjergene og ødemarkens græsgange, for de er afbrændte og mennesketomme. Man hører ingen husdyr, og både fuglene og de vilde dyr er flygtet.”

Herren sagde: „Jeg gør Jerusalem til en ruinhob, hvor sjakaler holder til. Judas byer jævner jeg med jorden, så ingen bor der mere.”

Jeg spurgte: „Hvem har forstand til at fatte, hvad der foregår? Hvem kan forklare, hvad Herren har i sinde? Hvorfor ligger byerne i ruiner? Hvorfor er landet øde og mennesketomt som en ørken?”

Herren svarede: „Det er sket, fordi mit folk forkastede mine love og ikke adlød mine befalinger. De gjorde, hvad der passede dem, og fortsatte med at dyrke de afguder, som deres forfædre indførte. Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: De skal komme til at smage min bitre straf og drikke af lidelsens bæger. Jeg spreder dem blandt fremmede folkeslag, som de ikke før kendte til, og jeg sender hære imod dem, indtil de er fuldstændig besejret.”

Herren, den Almægtige, bad mig give følgende budskab til folket: „Send bud efter grædekonerne, for der bliver stor sorg over de mange, der bliver dræbt.”

Read More of Jeremiasʼ Bog 9