Jeremiasʼ Bog 40:7-16
Gedalja som guvernør i Juda
Der var nogle judæiske krigere, som havde holdt sig skjult i de øde egne af landet. Da deres anførere hørte, at den babyloniske konge havde efterladt de fattige i landet og udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de og deres mænd ham i Mitzpa, hvor han havde sit hovedkvarter. De pågældende ledere var Ishmael, søn af Netanja; Johanan og Jonatan, sønner af Karea; Seraja, søn af Tanhumet; Efajs sønner fra Netofa og ma’akatitten Jezanja. Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt. Jeg selv bliver i Mitzpa, og jeg lover at tale jeres sag for babylonierne, når de kommer på kontrolbesøg. Slå jer bare ned i byerne, dyrk den tilhørende jord, høst vindruer, figner og oliven, og saml jer forråd.”
På samme måde gik det med de judæere, der var flygtet til Moab, Ammon, Edom og de øvrige nabolande: Da de hørte, at den babyloniske konge havde efterladt en rest i Juda og indsat Gedalja til guvernør over landet, forlod de deres tilflugtssteder og begyndte at strømme hjem til Juda. De meldte sig først hos Gedalja i Mitzpa, hvorefter de bosatte sig rundt omkring i landet, hvor de snart høstede masser af vindruer, figner og andre afgrøder.
Johanan og nogle af de øvrige militære ledere, som havde holdt sig skjult i de øde områder, tog hen til Gedalja i Mitzpa og advarede ham: „Har du hørt, at ammonitterkongen Ba’alis har overtalt Ishmael, Netanjas søn, til at myrde dig?” Men Gedalja ville ikke tro det. Johanan bad derefter om at tale med Gedalja under fire øjne og sagde til ham: „Lad mig tage hen og dræbe Ishmael. Ingen vil opdage det. Hvorfor skal han have lov at slå dig ihjel? Hvorfor skal den rest af folket, som er tilbage i Juda, og som har samlet sig om dig, igen spredes for alle vinde og gå til grunde?”
Men Gedalja svarede: „Jeg forbyder dig at gøre Ishmael fortræd, for det kan ikke være sandt, hvad du påstår om ham.”
Jeremiasʼ Bog 41:1-18
Ishmaels oprør og Gedaljas død
Men allerede samme år i den syvende måned kom Ishmael til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. Ishmael var af kongelig herkomst og en af den tidligere konges betroede embedsmænd. Gedalja inviterede dem til spisning dér i Mitzpa. Under måltidet sprang Ishmael og hans mænd pludselig op, trak deres sværd og dræbte Gedalja. Derefter løb de ud og dræbte samtlige judæiske embedsmænd og babyloniske soldater i guvernørens hovedkvarter.
Næste dag, før nogen vidste noget om mordet på Gedalja, var en gruppe på 80 mænd fra Sikem, Shilo og Samaria på vej til Jerusalem med korn og røgelse for at ofre til Herren. De havde raget skægget af, revet flænger i tøjet og skåret sig i huden for at vise deres sorg over Jerusalems fald. Da de nærmede sig Mitzpa, kom Ishmael dem grædende i møde og sagde: „Kom og se, hvad der er sket med Gedalja.”
Men så snart de var kommet ind i byen, begyndte Ishmael og hans mænd at slå dem ihjel og kaste ligene i et vandreservoir. Ti af dem undgik døden ved at love at give ham deres forråd af hvede, byg, olivenolie og honning, som de havde skjult i nærheden af byen. Det vandreservoir, som Ishmael kastede de 70 mænd ned i, havde kong Asa ladet bygge, dengang han befæstede Mitzpa i krigen mod kong Basha af Israel.
Ishmael tog så resten af byens indbyggere til fange, både kongens døtre og alle dem, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, og flygtede til ammonitternes land.
Men da Johanan og de øvrige officerer hørte, hvad Ishmael havde gjort, samlede de alle deres mænd og satte efter ham, og de indhentede ham ved dammen nær Gibeon. Så snart Ishmaels fanger fra Mitzpa fik øje på Johanan og hans mænd, jublede de af glæde og sluttede sig til ham. Ishmael undslap med nød og næppe sammen med otte af sine mænd og nåede i sikkerhed i Ammon.
Johanan og hans mænd tog nu alle dem, de havde befriet, soldater, kvinder, børn og hoffolk, og førte dem til landsbyen Gidrot-Kimham ved Betlehem. De havde nemlig planer om at tage til Egypten, for de var bange for, hvordan babylonierne ville reagere på budskabet om Gedaljas død. Gedalja var jo blevet indsat som guvernør af selveste den babyloniske konge.
Jeremiasʼ Bog 42:1-22
Jeremias advarer folket imod at flygte til Egypten
Johanan, Jezanja, de øvrige officerer og et stort antal civile ledere kom nu hen til mig og sagde: „Gå i forbøn for os hos Herren din Gud, for som du ser, er der ikke mange tilbage af os mere. Bed Herren, din Gud, om at vise os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal tage hen.”
Jeg gav dem følgende svar: „Godt, jeg vil bede til Herren for jer, og alt, hvad han siger til mig, vil jeg fortælle jer i alle detaljer.”
„Vi lover højtideligt ind for Herrens ansigt, at vi vil adlyde alt, hvad han beder dig om at sige til os,” sagde de. „Uanset om vi bryder os om det eller ej, vil vi adlyde Herren, din Gud, som vi nu rådspørger gennem dig. For hvis vi gør, hvad han siger, vil det gå os godt.”
Ti dage senere svarede Herren på min bøn, og jeg kaldte så Johanan, officererne og de øvrige ledere sammen.
Derpå sagde jeg til dem: „I bad mig spørge Herren, Israels Gud, til råds, og her er hans svar:
Bliv boende her i landet. Hvis I gør det, vil jeg velsigne jer og give jer fremgang. Det gør mig ondt at se de lidelser, I har været igennem, selv om jeg var nødt til at straffe jer. I behøver ikke frygte den babyloniske konge, for jeg vil beskytte jer, så han ikke kan gøre jer noget ondt. Jeg vil være barmhjertig imod jer og sørge for, at han også er barmhjertig. I kan trygt blive boende i landet.
Men hvis I nægter at blive boende i landet, som Herren, jeres Gud, har sagt, og hvis I absolut vil til Egypten, fordi I tror jer sikre for krig og hungersnød dernede, så hør, hvad Herren siger til den rest af judæere, som er tilbage: Hvis I rejser til Egypten, vil al den krig og hungersnød I frygter her, følge jer, så I mister livet dernede. Det er den skæbne, der venter hver eneste af jer: Hvis I slår jer ned i Egypten, vil I dø som ofre for krig, hungersnød og sygdom. Det bliver min straf for jeres ulydighed.
Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: På samme måde som jeg i min vrede straffede Jerusalems indbyggere, vil jeg straffe jer, så snart I ankommer til Egypten. I vil blive afskyet og hadet, forbandet og hånet, og I kommer aldrig hjem til jeres land igen.”
Derefter sagde jeg til dem: „I er en rest af Judas folk, og Herren har advaret jer imod at tage til Egypten. Hvis I vælger ikke at lytte til Herren, kommer I til at bøde med jeres liv. Det var jer selv, der bad mig søge Herren om råd, og I lovede at adlyde ham, lige meget hvad det var, han sagde. I dag har jeg så givet jer Herrens svar, men I er åbenbart alligevel ikke villige til at gøre, som han siger. Derfor skal I vide, at hvis I gør alvor af at rejse til det land, som I ønsker at flygte til, vil I blive ramt af krig, hungersnød og sygdom.”
