Esajasʼ Bog 8:11-22
Om at have tillid til Gud
Herren opfordrede mig kraftigt til at stå fast og ikke følge flertallet. Henvendt til os, der fulgte ham, sagde han: „I skal ikke kalde noget for en sammensværgelse, bare fordi andre gør det. Bliv ikke grebet af panik som flertallet. Det er mig, I skal respektere, frygte og ære, for jeg er Herren, den Almægtige. Jeg er som en helligdom og et tilflugtssted, men også som en anstødssten, som både Israel og Juda vil snuble over, en fælde, som Jerusalems indbyggere vil blive fanget i. Mange vil snuble og falde over den. Skriv det ned, som jeg har sagt, og sæt segl på bogrullen, så de, der følger mig, kan holde fast ved mit ord.”
Jeg har forventning til, at Herren griber ind, selv når han vender ryggen til Israels folk. Jeg sætter al min lid til ham. Her er jeg sammen med de børn, som Herren gav mig. Vi er som tegn8,18 Esajas betyder „Jahve frelser”. Se noterne til 7,3.14 og 8,1. for Israels folk fra Herren, den Almægtige, som bor på Zions bjerg.
Måske vil nogle sige til jer: „Prøv at spørge de clairvoyante til råds, dem der mumler og hvisker. Skal man ikke søge råd hos sine guder og adspørge de døde angående de levende, så man kan få vejledning og hjælp?” Men de, der siger sådan, famler i mørket. De kommer til at vandre modløse og sultne gennem landet. Hungersnøden vil gøre dem bitre, så de forbander både kongen og Gud. Hvad enten de spejder mod det høje eller ser sig omkring på jorden, er der kun modgang og håbløst mørke omkring dem.
Esajasʼ Bog 9:1-20
Det folk, som går rundt i mørke,
skal se et strålende lys.
Lyset vil skinne på alle,
som lever i dødsskyggens land.
Herre, du gør jubelen stor,
du fylder os med glæde,
som når høstfolk fryder sig over høsten,
som krigere jubler, når de deler byttet.
For du bryder det tunge åg,
som hviler på vores skuldre,
knækker slavefogedens kæp,
som da du frelste os fra midjanitterne.
Støvler, der trampede i krigen,
og kapper, som er sølet i blod
skal brændes op,
fortæres af ilden.
For et barn er født os!
En søn er os givet!
Han skal herske over os,
og han skal kaldes:
„Underfuld Rådgiver”,
„Vældig Gud”,
„Evig Fader”,
„Fredsfyrste”.
Når han bliver konge i Davidsriget,
bliver hans magt uden grænser,
og han skaber fred overalt.
For han bygger sit rige på retfærdighed
fra nu af og til evig tid.
Herren, den Almægtige,
vil gøre, hvad han har besluttet.
Herrens dom over Nordriget
Herren har udtalt sin dom over Israels rige, over Jakobs slægt. Alle i Samaria har hørt det, det er kendt i Efraims land. Alligevel siger de i hovmod og trods: „Hvis landet lægges i ruiner, bygger vi det bare op igen, så det bliver bedre end før. Vi bruger tilhugne natursten i stedet for brændte lersten, og vi erstatter det ødelagte morbærfigentræ med cedertræ.” Herren vil svare på deres hovmod ved at føre fjender imod dem, aramæerne fra øst og filistrene fra vest. Med vidtåbne gab kommer de og opsluger Israel. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Men de angrede ikke over for ham, der straffede dem. De søgte stadig ikke Herren, den Almægtige. Derfor vil Herren hugge hoved og hale af Israel og tilintetgøre både høj og lav på samme dag. Landets ledere er hovedet, de løgnagtige profeter er halen. Folkets ledere førte dem vild, de viste dem vej til afgrunden.
Derfor vil Herren ikke hjælpe de unge krigere, og han har ikke medynk med dem, der bliver enker, og dem, der bliver faderløse. De er jo alle onde og gudløse, og de taler som tåber. Derfor er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Ondskaben brænder som en ild, der fortærer tjørn og tidsel og antænder skovens tætte krat, så røgen hvirvler op. Herren den Almægtiges vrede afsvider landet, og folket bliver ildens bytte. Ingen hjælper hinanden, men de slås med deres nærmeste om føden. De stjæler mad fra hinanden, men bliver ikke mætte. De æder alt, hvad de kan finde af spiseligt, men er lige sultne. Nogle vil endda fortære deres egne børn. Manasse er imod Efraim, Efraim er imod Manasse—og sammen overfalder de Judas stamme. Alligevel er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Esajasʼ Bog 10:1-19
Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse, frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn.
Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme? I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Herrens dom over Assyriens hovmod
Men jeg vil også dømme assyrerne, min vredes kæp. Det er min vrede, der giver dem sejr, og jeg bruger dem til at straffe mit frafaldne folk, som har provokeret mig til vrede. Jeg lader den assyriske hær hærge og plyndre dem og trampe dem ned som gadens snavs. Assyrerkongen ved ikke, at han er mit redskab. Han ønsker bare at tilintetgøre mange folkeslag. „Er mine stormænd ikke mægtige som konger?” vil han sige. „Vi indtog Kalno, som vi indtog Karkemish. Hamat måtte overgive sig nøjagtig som Arpad. Det gik Samaria som Damaskus. Jeg har besejret riger, som havde langt flere guder til at beskytte sig end Jerusalem og Samaria. Hvem kan så hindre mig i at gøre med Jerusalem og dets guder, som jeg gjorde med Samaria og dets guder?”
Men når Herren har udført sine planer imod Zions bjerg og Jerusalem, vender han sig imod Assyriens konge og straffer ham for hans hovmod, griskhed og praleri.
„Jeg er stærk, jeg er klog, jeg er mægtig!” praler han. „Se blot, hvor mange riger jeg har indtaget. Jeg har overskredet deres grænser, plyndret dem for skatte og stødt deres konger fra tronen. Jeg har samlet deres rigdomme, som man samler æg fra en forladt fuglerede, uden at nogen gjorde modstand eller gav lyd fra sig!”
Men hør her, assyrerkonge! Praler en økse overfor den person, som svinger den? Bestemmer saven over den, som saver? Er en kæp herre over den, som slår med den? Kan en stok gå af sig selv?
På grund af dit praleri vil Herren, den Almægtige, lade sygdom tynde ud iblandt dine tropper. Under din ydre styrke ulmer ilden. Lyset fra Israels Hellige vil blive som en fortærende ild. Pludselig vil han gøre det af med dig som tjørne og tidsler, der går op i røg. Ja, Herren vil tynde ud både i din hær og i dit folk, som når træerne i en skov eller frugthave bliver fældet. Der bliver så få tilbage, at selv et barn kan tælle dem.
