Ezekiels Bog 7:1-27
Afslutningen nærmer sig
Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, nu er enden nær for Israels folk, og det gælder for hele landet, at afslutningen nærmer sig. Nu er tiden kommet. Jeg udøser min vrede over jer og straffer jer for alle jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed, for I må tage konsekvensen af jeres ondskab, så I kan indse, at jeg er Herren.
Ulykkerne begynder at vælte ind over jer, for nu er tiden kommet. I har løbet linen ud, og straffen hænger over hovedet på jer. Solen er gået ned for jer, som bor i mit land. Fjenden er på vej, og I kommer snart til at høre skærende rædselsskrig på højene i stedet for glædesråb. Jeg vil give min vrede frit løb, så I rammes af min knusende dom for jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed og skåner ingen. I må lide straffen for jeres ondskab og afgudsdyrkelse, så I kan indse, at jeg er Herren, og at det er mig, der straffer jer. Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks. De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.
Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle. Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.
Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle. Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom. De, der undslipper, flygter op i bjergene og hænger med hovedet som skræmte duer. De sørger over deres synder. Man lader hænderne synke i afmagt, og alles knæ ryster af skræk. De klæder sig i sæk og aske, og rædsel står malet i deres ansigt. Deres glatbarberede hoveder viser deres fortvivlelse og skam.
De vil smide deres sølvmønter væk, og deres guld vil overhovedet ikke gavne dem noget. Deres kostbarheder kan ikke redde dem, for på vredens dag er de intet værd. Sølv og guld kan ikke mætte de tomme maver, og for øvrigt var det deres jagt efter rigdom, som førte dem ud på syndens skråplan. De var så stolte af deres smykker, men de brugte dem til at lave afguder af. Derfor vil jeg gøre det sådan, at deres sølv og guld hænger dem langt ud af halsen. Gudløse folkeslag vil komme og overtage det, så de kan bruge det til deres egne afgudsbilleder. Jeg vil ikke røre en finger, når fjenderne trænger ind i templet og røver alt af værdi.
Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere. Onde folkeslag vil overtage jeres huse, og nedbryde alt det, I er så stolte over. Jeres afgudshøje vil blive ødelagt. Skræk og rædsel vil overmande jer. I vil søge efter fred, men ikke finde den. Katastroferne vil vælte ind over jer, og I vil høre de forfærdeligste rygter. I vil spørge profeterne, om de har fået et syn, og I ville ønske, at præsterne havde svar på jeres spørgsmål, eller lederne havde nogle gode råd. Men det får I intet ud af. Kongen sørger, og fyrsterne står rådvilde og uden håb. Hele folket er lammet af frygt og forfærdelse. Jeg giver jer, hvad I har fortjent. Nu dømmer jeg jer, som altid havde så travlt med at dømme andre. Så må I da kunne indse, at jeg er Herren.”
Ezekiels Bog 8:1-18
Folkets afgudsdyrkelse
På den femte dag i den sjette måned i det sjette år af vores eksil i Babylonien opholdt jeg mig i mit hus sammen med en gruppe af Judas ledere. Da kom Guds kraft over mig, og jeg fik igen et syn. Jeg så en skikkelse, der så ud som et menneske. Fra hofterne og nedefter så han ud som flammende ild, og fra hofterne og opefter så han ud som glødende metal. Han rakte noget ligesom en hånd ud og greb mig i håret. Ånden løftede mig op i luften, så jeg svævede mellem himmel og jord, og jeg blev i synet ført til Jerusalem, til templets indre forgård, hvor der tæt ved den nordlige indgang var opstillet et stort afgudsbillede, som vakte Herrens vrede.
Pludselig fyldte Guds stråleglans stedet på samme måde, som jeg tidligere havde set den i dalen, og han sagde til mig: „Du menneske, se mod nord!” Da jeg gjorde det, kunne jeg se det afskyelige afgudsbillede ved den nordlige indgang, tæt ved alteret. „Ser du, hvem de bringer deres ofre til?” fortsatte han. „Ser du, hvilke afskyelige handlinger Israels folk begår? På den måde jager de mig ud af mit eget tempel. Men du vil få endnu værre ting at se.”
Så førte han mig hen til indgangen til den ydre forgård, og jeg kunne se et hul i muren.
„Gør hullet større!” beordrede han, og da jeg gjorde det, opdagede jeg en dør til en stor sal.
„Gå ind,” beordrede han, „så skal du se den ondskab, som går for sig derinde.” Så gik jeg ind gennem døren.
Indenfor så jeg, at væggene var fyldt med billeder af alle mulige urene dyr og afskyelige afguder. De var mejslet ind i væggen hele vejen rundt. 70 af Israels ledere, deriblandt Ja’azanja, Shafans søn, stod hele vejen rundt foran billederne og tilbad dem hver med sit røgelseskar i hånden. En tyk sky af røgelse hang i luften. „Se hvordan de israelitiske ledere i hemmelighed tilbeder afguder i deres bedehuse,” sagde Herren. „De siger, at jeg ikke kan se dem, og at jeg har forladt landet og ladt dem i stikken. Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”
Derefter førte han mig til den nordlige indgang til den ydre forgård, hvor der sad en flok kvinder og fejrede den årlige sørgehøjtid for afguden Tammuz.8,14 En frugtbarhedsgud, som mentes at dø hvert efterår og komme til live igen om foråret. „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”
Så førte han mig ind i templets indre forgård. Og der, mellem alteret og forhallen ind til selve tempelbygningen, stod omkring 25 mænd8,16 De 25 repræsenterer de 24 præsteskifter plus ypperstepræsten, altså hele præstestanden. med ryggen til Herrens tempel. Med ansigtet vendt mod øst tilbad de solen!
„Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Ikke alene tilbeder Judas folk afguderne her lige foran mit tempel, men de fylder også hele landet med vold. Deres stinkende afgudsdyrkelse er ulidelig.8,17 Den sidste del af verset er uforståelig. Derfor får de min vrede at føle. Jeg vil ikke skåne dem eller vise nogen form for medlidenhed. Nej, om de så skriger om nåde, vender jeg det døve øre til.”
Ezekiels Bog 9:1-11
Afgudsdyrkerne dræbes
Så hørte jeg Herren råbe med tordenrøst: „Kom her, I mænd, som jeg har udvalgt til bødler, og tag jeres våben med.”
Da kom der seks mænd ind gennem den nordlige port i den ydre forgård, alle med våben i hånden. Desuden var der en, som var klædt i linned og bar nogle skriveredskaber. De gik alle hen og tog opstilling ved bronzealteret foran indgangen til templet, og Israels Guds stråleglans løftede sig fra sin sædvanlige plads over keruberne og stod nu ved templets indgang. „Gå gennem Jerusalems gader,” råbte Herren til manden med skriveredskaberne, „og sæt et mærke på panden af alle dem, som græder og sukker over al den synd, de ser omkring sig.”
Derefter hørte jeg Herren sige til de andre mænd: „Følg efter ham og dræb alle, som ikke har et mærke på panden. Skån ingen, vis ingen barmhjertighed. Dræb unge såvel som gamle, kvinder såvel som børn. Kun dem, som har et mærke på panden, må I ikke slå ihjel. Begynd her ved templet.” Så begyndte de med at slå de 70 ledere ihjel.
„Fyld forgården med ligene af de dræbte,” fortsatte han, „også selv om det gør templet urent. Derefter skal I gå ud i byen.” Da de 70 ledere var slået ihjel, fortsatte mændene ud i byen.
Da de var gået, kastede jeg mig ned med ansigtet mod jorden og udbrød: „Åh, Gud Herre, er du så vred, at du vil udslette hele Israels folk?”
„Både Nordriget og Sydriget har begået utrolige synder,” svarede han. „Landet er fuldt af uretfærdighed og mord. De påstår, at jeg ikke opdager noget, og at jeg har forladt mit land og mit folk. Derfor vil jeg ikke skåne dem eller vise medlidenhed. De skal komme til at betale for al deres ondskab og afgudsdyrkelse.”
Manden, som var klædt i linned og havde skriveredskaber, kom kort efter tilbage og sagde: „Jeg har fuldført den opgave, du gav mig.”
