Ezekiels Bog 32:1-32
Dommen over Egyptens konge
På den første dag i den 12. måned i det 12. år af vores eksil sagde Herren til mig: „Du menneske, syng en sørgesang for Egyptens konge:
Du var som en løve blandt nationerne,
som et uhyre fra havet fór du frem,
piskede Nilens vande op
og trampede bredderne til mudder.
Men hør, hvad Herren siger til dig:
Jeg fanger dig i mit fiskenet,
sender min hær og trækker dig op,
lader dig ligge på bredden og dø,
slænger dig ud i den øde ørken,
så himlens fugle slår ned på dig,
og jordens rovdyr mættes med dit kød.
Jeg spreder dit kød ud over bjergene,
kaster dine knogler i dalenes kløfter.
Jeg lader jorden drikke dit blod,
og bjergenes kløfter fyldes deraf.
Når dommens dag rammer dig,
tildækker jeg himlens stjerner.
Solen bliver gemt bag sorte skyer,
og månens lys forsvinder.
Jeg slukker alle himlens lys,
så hele dit land opsluges af mørke.
Rygtet om din skæbne vil nå ud til lande,
som du aldrig har set eller hørt om,
og folkene dér vil fyldes af frygt.
Mange folkeslag bliver lammet af rædsel,
og deres konger ryster af skræk,
når de ser, hvordan jeg svinger mit sværd
og lader det ramme dig med frygtelig kraft.
For det er, hvad Gud Herren siger:
Babyloniens konges sværd skal ramme dig.
Jeg sender verdens vældigste hær imod dig,
den er berømt for sin grusomhed.
Den raserer det, du er allermest stolt af,
og udrydder både folk og husdyr.
Kvæget, der græsser langs floden, bliver udryddet.
Ingen hove skal længere mudre vandet til,
ingen menneskefødder forstyrre flodens ro.
Nilens vand bliver klart og gennemsigtigt,
floden skal flyde som olivenolie, siger Herren.
Når jeg lægger dit land øde
og udrydder din befolkning,
da vil folk indse, at jeg er Herren.
Da skal denne klagesang synges.
Alle folkeslag skal stemme i
og sørge over Egyptens skæbne, siger Herren.”
På den 15. dag i samme måned sagde Herren til mig: „Du menneske, sørg over Egypten, for jeg styrter landet ned i dødsriget sammen med andre, mægtige nationer.
Du Egypten, er du mon bedre end de andre?
Kom ned og lig blandt de andre gudløse!
Egypterne skal dø som alle andre.
Sværdet er draget og vil ramme dem alle.
Dødsrigets helte tager imod dem med skadefryd,
giver dem plads iblandt alle de faldne.
‚Nu er de gudløse egyptere faldet,’ råber de.
‚Heltene er pludselig blevet så tavse.’
Der ligger Assyriens mægtige fyrster.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
De ligger i dødsrigets inderste kroge.
Skønt de spredte rædsel på jorden,
endte dog alle som offer for sværdet.
Elams mægtige konger er der,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
Deres skæbne blev som alle andres.
Blandt dødsrigets dræbte fik de et hvilested,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle de gudløse segnede for sværdet,
for de spredte rædsel i de levendes land.
Nu må de bide skammen i sig,
for de faldt selv for sværdet til sidst.
Der ligger Mesheks og Tubals fyrster,
omgivet af deres faldne krigere.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
De ligger ikke blandt de gamle helte,
som fik en ærefuld begravelse
og fik deres våben med i dødsriget,
sværdet under hovedet og skjoldet over kroppen,
for de spredte rædsel i de levendes land.
Egypten, dine krigere må ligge mellem de gudløse,
side om side med alle de andre dræbte.
Der ligger Edoms konger og fyrster,
som fik deres grav blandt de slagne,
blandt de gudløse, der endte i døden.
Alle nordens fyrster ligger slagne dernede,
side om side med folkene fra Sidon.
Alle de gudløse segnede for sværdet.
De spredte skræk og rædsel omkring sig,
men nu må de bide skammen i sig
sammen med de andre gudløse i graven.
Når egypterkongen ender på det sted,
kan han se på de andre og trøste sig med,
at han ikke er den eneste, der tabte en krig.
Egypterkongen og hele hans hær
spredte skræk og rædsel i de levendes land.
Nu ligger han blandt de gudløse og dræbte,
der faldt for sværdet, siger Gud Herren.”
Ezekiels Bog 33:1-32
Ezekiel som Guds vagtpost i Israel
Herren sagde til mig: „Du menneske, tal til dit folk og giv dem følgende budskab: Når jeg sender en fjendtlig hær imod et land, udpeger landets befolkning en vagtpost. Og når vagtposten får øje på den fremstormende hær, blæser han straks alarm, så folket er advaret. Hvis der nu er nogle, der ikke tager advarslen alvorligt, og derfor senere bliver dræbt, så er det deres egen skyld. For de hørte jo alarmen, men rettede sig ikke efter den. De er selv skyld i deres død, for hvis de havde lyttet til advarslen, kunne de have reddet livet. Men hvis nu vagtposten ser den fremstormende hær og ikke blæser alarm for at advare folket, så er det vagtposten, der er skyld i, at de omkommer. Folket dør godt nok på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve vagtposten til regnskab for deres død.
Du menneske, jeg har udvalgt dig til vagtpost for Israels folk. Derfor skal du høre godt efter, hvad jeg siger, og så advare folket. Hvis jeg siger, at nogle onde mennesker skal dø for deres ondskabs skyld, og hvis du ikke advarer dem, så de får mulighed for at omvende sig, da skal de onde mennesker godt nok dø på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve dig til regnskab for deres død. Advarer du dem derimod, og de nægter at omvende sig, skal de dø på grund af deres synder, men du er uden skyld i deres død.
Du menneske, du skal sige til Israels folk: I er klar over, at I lider på grund af jeres synder og overtrædelser, og at det snart er ude med jer. I spørger, om I ikke kan gøre noget for at overleve. Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg har ingen glæde af, at de onde skal dø. Jeg vil meget hellere se dem omvende sig fra deres ondskab, så de kan redde livet. Åh Israel, omvend jer dog fra jeres synder! Hvorfor ønsker I at dø?
Du menneske, sig til mit folk: Hvis retskafne mennesker vender sig bort fra mig og gør oprør, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem fra straffen. Og hvis syndige mennesker omvender sig, skal de ikke dø på grund af deres tidligere synder.
Godt nok har jeg sagt, at retskafne mennesker får et godt liv. Men hvis de bliver for selvsikre og begynder at synde, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem. De skal dø, fordi de har gjort oprør og syndet imod mig. Men hvis onde mennesker lytter til min advarsel, omvender sig fra deres synd og begynder at handle retfærdigt, bliver de ikke straffet med døden. Hvis de betaler det tilbage, de har stjålet, hvis de udleverer et pant, de har taget i sikkerhed, og hvis de begynder at følge mine love, som sigter på et godt liv, og holder sig fra uretfærdighed, så skal de leve og ikke dø. De vil ikke blive dømt på grund af deres tidligere synder, for de har besluttet at gøre det rigtige, og derfor har de ret til at leve.
‚Det er ikke fair!’ siger I. Hør lige her, Israels folk: Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? Når retskafne mennesker holder op med at handle ret og i stedet vælger at synde, er det så ikke fair, at de må bære straffen for deres synd og dø? Og når onde mennesker tager afstand fra deres tidligere synder og i stedet vælger at adlyde min lov, er det så ikke fair, at de redder livet? Hvordan kan I påstå, at det ikke er fair? Bør jeg ikke dømme jer efter jeres handlinger?”
På den femte dag i den tiende måned i det 12. år af vores eksil ankom en flygtning fra Jerusalem og meddelte, at byen var faldet. Aftenen før havde jeg oplevet Herrens kraft over mig, så da manden fra Jerusalem ankom, kunne jeg igen tale.33,22 Jf. 3,26 og 24,25-27. Herren sagde da til mig:
„Du menneske, de overlevende fra Judas folk, som bor spredt mellem ruinerne i Israels land, siger: ‚Abraham var kun én person, men han fik lovning på at få hele det hellige land i eje. Vi er alle sammen hans efterkommere, så det løfte må også gælde os.’ Men jeg, Herren, siger: I spiser kød med blod i, dyrker jeres afskyelige afguder og begår mord. Tror I så, at jeg vil give jer landet i eje? I stoler på jeres egne våben. I begår de frygteligste synder og er ægteskabsbrydere alle sammen. Og I vil have landet tilbage?
Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, skal de overlevende blandt Judas ruiner også falde for sværdet! De, som prøver at skjule sig i det fri, skal ædes af de vilde dyr, og de, som gemmer sig i fæstninger og huler, skal dø af sygdom. Jeg gør landet til en ødemark og knækker dets stolthed. Jeg gør bjergene så øde, at ingen tør rejse gennem dem. Når jeg har lagt hele landet i ruiner som følge af folkets synder, vil de indse, at jeg er Herren.
Du menneske, dine landsmænd taler om dig, når de mødes ved murene og i døråbningerne. ‚Kom, lad os gå hen og høre, hvilke budskaber Herren har til os,’ siger de. Så stimler de sammen hos dig og sætter sig ned for at høre på dig. Men de har ikke tænkt sig at adlyde mine ord, for de taler altid om deres egne ønsker, og de er mest optaget af at søge efter penge og profit. For dem er du blot underholdning. Du er som en, der synger kærlighedssange med en smuk stemme og spiller på harpe for dem. De hører ordene, men de vil ikke adlyde.
