2. Mosebog 6:13-30
Alligevel befalede Herren Moses og Aron at gå til kong Farao og forlange, at han skulle lade israelitterne forlade Egypten.
Levis slægt frem til Moses og Aron
Følgende personer var overhoveder for forskellige slægter blandt Israels folk:
Israels ældste søn Ruben havde følgende sønner: Hanok, Pallu, Hetzron og Karmi.
Simeons sønner hed Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Shaul (hans mor var kana’anæer).
Levis sønner hed: Gershon, Kehat og Merari. Levi blev 137 år gammel. Gershons sønner hed Libni og Shimi. Kehats sønner hed Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel. Kehat blev 133 år gammel. Meraris sønner hed Mahli og Mushi. Disse blev slægtsoverhoveder i Levis stamme ifølge deres slægtsbog.
Amram giftede sig med Jokebed, som var hans faster, og de fik sønnerne Aron og Moses. Amram blev 137 år gammel. Jitzhars sønner hed Kora, Nefeg og Zikri. Uzziels sønner hed Mishael, Elsafan og Sitri.
Aron giftede sig med Elisheba, som var datter af Amminadab og søster til Nahshon. Deres børn hed Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
Koras sønner hed Assir, Elkana og Abiasaf. De blev overhoveder for familierne i Koras slægt.
Arons søn Eleazar giftede sig med en af Putiels døtre, og de fik en søn der hed Pinehas. Alle disse var slægtsoverhoveder inden for Levis stamme med tilhørende familier.
Aron og Moses, som er nævnt her i slægtstavlen, er de to mænd, til hvem Herren sagde: „Før Israels stammer ud af Egypten!” Det var dem, som gik til Farao for at få tilladelse til at føre folket ud af landet.
Herrens befaling til Moses og Aron
Dengang Herren talte til Moses i Egypten, sagde han til ham: „Jeg er Herren! Sig alt det, jeg pålægger dig, til kong Farao af Egypten.” Men Moses svarede: „Jeg duer jo ikke til at tale! Hvorfor skulle Farao høre på mig?”
2. Mosebog 7:1-29
„Hør nu engang, Moses,” sagde Herren. „Jeg vil vise Farao, at det er Gud selv, der står bag dig, og din bror Aron skal være den, der fører ordet. Sig alt det, jeg fortæller dig, videre til Aron, så han kan sige det videre til Farao. Han skal forlange, at Israels folk får lov at forlade Egypten. Men jeg vil gøre Farao stædig, og derefter vil jeg gøre mange tegn og undere i Egypten. Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg straffe Egypten med store katastrofer, hvorefter jeg vil føre mit talrige folk ud. Når egypterne ser min magt, og hvordan jeg tvinger dem til at lade mit folk rejse, vil de komme til at forstå, at jeg er Herren!”
Så var Moses og Aron parat til at gøre, som Herren havde befalet. Moses var på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron var 83.
Staven forvandles til en slange
Dernæst sagde Herren til Moses: „Når Farao kræver, at I skal gøre et under for at bevise din Guds magt, skal Aron smide sin stav på jorden foran Farao, og den vil blive forvandlet til en slange.”
Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren havde befalet: Aron smed sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk, og staven blev straks forvandlet til en slange. Men Farao kaldte på sine vismænd og troldmænd, og de var i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af deres magi. Deres stave blev til slanger ligesom Arons, men Arons slange slugte troldmændenes slanger. Farao var imidlertid lige stædig og ville ikke høre på dem—nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Første katastrofe: Vand bliver til blod
Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. Gå derfor hen til ham i morgen tidlig, når han går ned til Nilen. Vent på ham ved bredden og sørg for at have staven, der blev til en slange, parat. Sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig for at sige: ‚Lad mit folk rejse, så de kan tilbede mig i ørkenen!’ Endnu har du ikke bøjet dig for kravet, men nu siger Herren til dig: ‚Du skal få at se, at jeg er Herren!’ Jeg slår nu Nilens vand med denne stav, og vandet vil blive til blod! Fiskene vil dø, og floden vil komme til at stinke, så dit folk vil nægte at drikke vand fra den.”
Og Herren fortsatte: „Sig så til Aron, at han skal pege ud over alle Egyptens vande med sin stav. Når han gør det, vil vandet i alle landets floder, kanaler, damme og vandreservoirer forvandles til blod. Ja, selv vandet i alle trækar og stenkrukker vil blive til blod.”
Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, så vandet blev til blod, fiskene døde, og alt flodvandet stank. Egypterne kunne ikke længere drikke det. Vand blev til blod overalt i Egypten. De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron—nøjagtig som Herren havde forudsagt. Han vendte sig om og gik tilbage til sit palads, som om der intet var sket. Imens gravede egypterne brønde langs floden for at finde rent vand, for de kunne jo ikke drikke vandet i floden. Sådan gik der syv dage.
Anden katastrofe: Frøer
Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. Hvis du stadig nægter, vil jeg lade mængder af frøer plage dit land fra ende til anden. Nilen skal komme til at vrimle med frøer, og frøerne vil trænge ind i dit palads og dit soveværelse—ja, helt op i din seng. De vil myldre ind i alle egypternes huse, selv ind i bageovnene og op i gryderne. Frøerne vil kravle rundt på dig og dine hoffolk—ja, på alle landets indbyggere.”
2. Mosebog 8:1-28
Og Herren gav Moses besked om, at Aron med sin stav skulle pege ud over landets floder, alle kanalerne og dammene, så frøerne kunne invadere landet. Aron adlød, og der vrimlede frøer frem overalt. Men ved hjælp af deres magi fik også troldmændene frøer til at vrimle frem.
Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Bed Jahve om at fjerne frøerne fra mig og mit folk, så vil jeg give jeres folk tilladelse til at rejse ud og tilbede jeres Gud.”
„Hvornår vil du have, jeg skal bede for dig, dine tjenere og dit folk?” spurgte Moses. „Når jeg beder, vil frøerne forsvinde fra jeres huse og kun være i floden.”
„I morgen!” sagde Farao.
„Det skal ske,” svarede Moses. „Så vil du forstå, at der ikke findes nogen så mægtig som vores Gud, Jahve. Alle frøer vil forsvinde fra dig og dine huse, dine tjenere og dit folk. Kun de frøer der findes i Nilen, vil blive tilbage.”
Moses og Aron forlod nu Farao, og Moses bad Herren om at udrydde frøerne. Herren gjorde, hvad Moses bad om. Frøerne døde i husene, i gårdene og på markerne. De blev samlet i store dynger, og det stank over hele landet. Men da Farao så, at han var blevet fri for frøerne, kom stædigheden over ham igen, og han nægtede at lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Tredje katastrofe: Myg
Så sagde Herren til Moses: „Sig til Aron, at han skal slå på jordens støv med sin stav. Så vil støvet i hele Egypten blive forvandlet til myggesværme.” Moses og Aron gjorde igen, som Herren havde befalet, og pludselig vrimlede det med myg over hele landet, og de angreb både mennesker og dyr. Troldmændene forsøgte igen at gøre miraklet efter, men denne gang kunne de ikke. Myggene sad tæt på både mennesker og dyr.
„Det er et tegn fra Gud!” udbrød troldmændene. Men Farao var lige stædig og hårdhjertet, og ville ikke lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Fjerde katastrofe: Fluer
Så sagde Herren til Moses: „Stå tidligt op i morgen og gå Farao i møde, når han er på vej til floden. Sig til ham fra mig af: Lad mit folk rejse ud for at tilbede mig. Hvis du stadig nægter, vil jeg sende store sværme af fluer over dig, dine tjenere og hele dit folk. Dine huse og egypternes huse vil blive fyldt med fluer, og jorden vil blive dækket af dem. Men i Goshens land, hvor israelitterne bor, vil jeg gøre en undtagelse, så der ingen fluer vil være. Så må du vel kunne fatte, at jeg er Herren, og at jeg har magten her i landet. Jeg vil gøre forskel på mit folk og dit folk. Det her mirakel skal ske i morgen.”
Og Herren gjorde, som han havde sagt: Vældige sværme af fluer trængte ind i Faraos palads og i hans tjeneres huse og i hvert eneste hjem i Egypten, så hele landet var forpestet af fluer.
Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Så tag da af sted og bring ofre til jeres Gud, men gør det inden for landets grænser. Tag ikke ud i ørkenen.”
Men Moses svarede: „Nej, det går ikke an. Egypterne vil afsky den måde, vi ofrer til vores Gud på. Hvis vi gør noget for øjnene af dem, som de finder afskyeligt, vil de så ikke stene os? Vi bliver nødt til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til Herren, vores Gud, sådan som han har befalet os.”
„Ja ja, så rejs da,” sagde Farao modstræbende, „men tag ikke for langt væk! Og skynd jer så at bede til jeres Gud om, at de fluer må forsvinde!”
„Så snart jeg er ude af paladset, skal jeg bede vores Gud om at udrydde fluerne,” svarede Moses. „Og fluerne vil forsvinde fra dig, dine tjenere og dit folk i morgen. Men pas på, at du ikke igen narrer os og nægter at lade folket rejse hen og ofre til Herren.”
Så forlod Moses Farao og bad Herren om at fjerne fluerne, og Herren gjorde, som Moses bad: Alle fluerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk. Ikke én eneste blev tilbage. Men også denne gang blev Farao hård og stædig, så han ikke lod israelitterne rejse.
