2. Mosebog 1:1-22
Israelitternes slavetilværelse i Egypten
Her er navnene på Jakobs sønner, som fulgte ham til Egypten sammen med deres familier: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Issakar, Zebulon og Benjamin, Dan og Naftali, Gad og Asher. Josef var allerede i Egypten. I alt bestod Jakobs familie af 70 personer.1,5 Det vil sige Jakob selv, hans 12 sønner, Dina og hans sønnesønner, hvoraf to var døde i Kana’an.
Som årene gik, døde Josef og hans brødre og hele deres generation. Men deres efterkommere fik mange børn og børnebørn, og de blev med tiden så mange, at de fyldte hele det område, de boede i.
Der var nu en ny konge i Egypten, og han kendte ikke noget til Josef eller til, hvad han havde udrettet. „De israelitter er efterhånden så talrige og stærke, at de er ved at blive en trussel imod os,” sagde kongen til sine embedsmænd. „Det må vi få sat en stopper for, ellers risikerer vi, at de i krigstilfælde slutter sig til vores fjender og flygter ud af landet.”
Så gjorde egypterne dem til slaver og satte brutale slavefogeder over dem, som skulle udmatte dem med hårdt arbejde. De tvang dem til at bygge to nye forsyningscentre for Farao—byerne Pitom og Ramses. Men jo mere egypterne mishandlede og undertrykte israelitterne, jo flere blev de. Egypterne blev bange for dem, og derfor lod de dem arbejde endnu hårdere. De var skånselsløse i deres krav og tvang dem til at lave mursten og mørtel til de egyptiske byggeprojekter foruden al slags hårdt markarbejde og drev i det hele taget rovdrift på deres arbejdskraft. Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: „Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve.” Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve.
Da kaldte kongen dem til sig og sagde: „I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?”
„Herre,” sagde de. „De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelt hen ikke kan nå frem i tide!”
Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn, og han var stadig med israelitterne, så de blev endnu mere talrige og mægtige. Så gav Farao den egyptiske befolkning følgende ordre: „Kast alle nyfødte hebræiske drenge i Nilen! Pigerne kan få lov at leve.”
2. Mosebog 2:1-25
Moses’ første år
På den tid var der en familie, hvor både manden og konen var fra Levis stamme. Konen blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig drengen var, skjulte hun ham de tre første måneder. Da hun ikke længere kunne skjule barnet, lavede hun en kurv af papyrusrør og gjorde den vandtæt med beg og tjære. Så lagde hun barnet i kurven og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. Drengens storesøster gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med ham.
Kort efter kom en af Faraos døtre ned til Nilen for at bade. Imens gik hendes hofdamer langs flodens bred. Da prinsessen fik øje på kurven mellem sivene, sendte hun en af hofdamerne hen for at hente den. Da hun åbnede kurven, så hun den lille dreng, som lå og græd, og hans gråd rørte hende dybt. „Det må være en af de hebræiske drenge!” udbrød hun.
Så trådte drengens søster frem og spurgte prinsessen: „Skal jeg få fat i en hebræisk kvinde, der kan amme barnet for dig?”
„Ja, gør det!” svarede prinsessen. Så skyndte pigen sig hjem og hentede sin mor.
„Tag dette barn med hjem og pas ham for mig,” sagde prinsessen til moderen. „Jeg skal nok betale dig for det.” Så tog moderen barnet med hjem og passede ham.
Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses,2,10 Navnet minder om et ord, der betyder „trukket op af vandet”. for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.”
Moses flygter til Midjans land
Mange år senere, da Moses var blevet voksen, gik han en dag ud for at se til sine israelitiske landsmænd. Han så, hvor hårdt de blev tvunget til at arbejde. Han så også, hvordan en egypter gennembankede en af de hebræiske slaver—en af hans egne landsmænd! Efter at have set sig om til alle sider for at være sikker på, at der ikke var nogen vidner, slog Moses egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.
Næste dag, da han igen gik derud, så han to hebræere i slagsmål. „Hold op med det!” råbte han til ham, der havde startet kampen, „du slår jo en af dine egne landsmænd!”
„Hvad bilder du dig ind?” vrissede urostifteren. „Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?” Da blev Moses bange, for han var klar over, at alle nu vidste, hvad han havde gjort. Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land,2,15 Midjans land ligger i det nuværende Saudi-Arabien, øst for den del af Det Røde Hav, som hedder Aqaba bugten. Muligvis blev dette område befolket af et folk, der nedstammer fra Abrahams søn Midjan, jf. 1.Mos. 25,2. Sandsynligvis hørte hele Sinaihalvøen under Egyptens herredømme indtil en linie fra Egyptens Bæk til Etzjon-Geber (Eilat), og Moses kom således uden for Egyptens herredømme. hvor han satte sig ved en brønd.
Der var en præst i Midjan, som havde syv døtre. De kom nu for at hente vand og fylde vandtrugene, så deres fars får kunne drikke. Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får.
Da pigerne kom hjem til deres far, Reuel, udbrød han: „I kommer tidligt hjem i dag! Hvordan kunne I give fårene vand så hurtigt?”
„En egypter hjalp os mod hyrderne,” forklarede de. „Og han trak endda vand op fra brønden til fårene!”
„Hvor er han nu?” spurgte faderen. „I lod ham vel ikke bare blive stående ude ved brønden? Inviter ham til at spise sammen med os.”
Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone. Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom,2,22 Det minder om „en fremmed dér” på hebraisk. for—som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.”
Nogen tid efter døde den egyptiske konge, men israelitterne stønnede stadig under det hårde slavearbejde. De råbte i fortvivlelse til Gud, og han hørte deres klage. Han havde jo givet sit løfte om velsignelse og hjælp til Abraham, Isak og Jakob. Gud så på israelitternes situation og havde dyb medfølelse med dem.
2. Mosebog 3:1-22
Gud kalder Moses ved den brændende busk
Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!”
„Ja, det er mig!” svarede Moses.
„Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Men tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud.
Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads—et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”
„Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”
Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.”
„Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?”
„Jeg er den, som altid er!” svarede Gud. „Du skal fortælle dem, at ‚jeg er’ har sendt dig til dem. Sig til dem, at Jahve,3,15 Guds personlige navn, Jahve, minder om det hebraiske ord for „Han vil være” eller „Det skal ske”. Efter senere jødisk tradition kan man ikke udtale Guds personlige navn, men man bruger ordet „Herren” i stedet for (på hebraisk adonaj). Derfor er det blevet tradition at sige og skrive „Herren” i stedet for Jahve. deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har sendt dig til dem. Det har altid været mit navn, og sådan skal jeg huskes fra slægt til slægt. Tag nu af sted og kald alle Israels ledere sammen. Fortæl dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, viste sig for dig, og at han sagde til dig: ‚Jeg har set, hvordan egypterne har behandlet jer. Og jeg lover at befri jer fra elendigheden i Egypten og føre jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor—et land, der flyder med mælk og honning.’ De israelitiske ledere vil tage imod dit budskab. Derefter skal I sammen gå til Egyptens konge og sige: ‚Jahve, vores Gud, har åbenbaret sig for os. Derfor vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til ham. Giv os nu din tilladelse.’ ”
Jahve fortsatte: „Jeg ved godt, at egypterkongen ikke uden videre vil lade jer rejse—ikke medmindre han bliver tvunget til det. Jeg vil tvinge ham ved at slå hårdt ned på hele Egypten, og så vil han til sidst give efter og lade jer rejse. Og jeg vil sørge for, at egypterne bliver venligt stemt og giver jer gaver, så I ikke skal rejse bort med tomme hænder. De hebræiske kvinder skal bede alle de egyptiske kvinder, der bor i nærheden af dem som fremmede, om juveler, sølv, guld og fine klæder, og I skal give jeres sønner og døtre det på. På den måde får I lov at plyndre egypternes rigdomme.”
