5. Mosebog 13:1-19, 5. Mosebog 14:1-29 BPH

5. Mosebog 13:1-19

I skal adlyde alle de befalinger, jeg pålægger jer. I må hverken trække noget fra eller lægge noget til. Hvis der findes en profet iblandt jer, eller en, der ved hjælp af drømme udtaler sig om fremtiden, og hans forudsigelser viser sig at gå i opfyldelse, og hvis han samtidig opfordrer jer til afgudsdyrkelse, må I ikke følge hans opfordring, for det er Herren, jeres Gud, der gennem den frafaldne profet sætter jer på prøve for at se, om I virkelig elsker Herren med hele jeres sjæl og sind. I må aldrig dyrke andre guder end Herren! Adlyd hans befalinger og hold jer til ham. Men den profet, som ville lede jer på afveje, skal henrettes, for han har forsøgt at lokke jer til at gøre oprør imod Herren, jeres Gud, der førte jer ud af slavetilværelsen i Egypten. Ved at henrette en sådan profet fjerner I det onde fra jeres midte.

Det samme gælder, hvis en nær ven eller nogen af jeres nærmeste familie forsøger at friste jer. Selv hvis din ægtefælle, din bror eller søster, din søn eller datter i al fortrolighed opfordrer dig til at dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine forfædre har kendt til, må du ikke give efter og lytte til dem. Du må ikke engang vise nogen form for forståelse eller på anden måde prøve at undskylde dem. Henret dem! Kast selv den første sten mod dem, og lad derefter de andre anklagere komme til, for de forsøgte at lokke jer bort fra Herren, jeres Gud, den Gud, der førte jer ud af slaveriet i Egypten. Det vil sætte skræk i livet på resten af folket, så de ikke begår den samme synd.

Hvis I hører om, at der i en af Israels byer findes onde mennesker, som har lokket byen til at dyrke fremmede guder, skal I først undersøge, om det er sandt. Hvis det virkelig viser sig, at noget så forkasteligt er sket i en af de byer, Herren har givet jer, skal I angribe byen og udrydde dens indbyggere og husdyr. Bagefter skal I samle alt byttet midt på torvet og brænde det, ja, I skal sætte ild til hele byen og lade den være et brændoffer for Herren, jeres Gud. Lad ruinerne være, genopbyg aldrig byen igen, og lad være med at beholde noget af byttet. Da vil Herrens voldsomme vrede lægge sig, og han vil vise jer nåde og barmhjertighed og fortsat velsigne jer, så I bliver en mægtig nation, sådan som han lovede jeres forfædre.

Men Herren, jeres Gud, vil kun vise jer barmhjertighed, hvis I holder jer til ham og adlyder de befalinger, jeg pålægger jer i dag, så I gør, hvad der i Herrens øjne er ret.

Read More of 5. Mosebog 13

5. Mosebog 14:1-29

Om at være indviet til Herren

I er Guds børn. Derfor må I ikke snitte jer selv til blods eller barbere ansigtshåret14,1 Ifølge Jer. 41,5 var det et tegn på sorg at snitte sig selv og barbere skægget af, muligvis også øjenbrynene. Skikken var forbundet med afgudsdyrkelse og derfor forbudt for Israels folk. Teksten her taler ikke direkte om skægget, men om håret foran på hovedet, altså på ansigtet. af for at vise jeres sorg over en, der er død, sådan som de andre folkeslag gør. Nej, I skal være et helligt folk, indviet til Herren alene, for han har udvalgt jer blandt alle folk på jorden til at være hans ejendomsfolk.

I må ikke spise urene dyr, men I må gerne spise okser, får, geder, hjorte, gazeller, antiloper, rådyr, stenbukke og bjerggeder.

Alle dyr, der tygger drøv og har spaltede klove, må I spise, men alle andre dyr må I ikke spise. Derfor må I ikke spise kameler, harer og klippegrævlinger, for de tygger drøv, men de har ikke spaltede klove.

I må heller ikke spise svin, for de har spaltede klove, men de tygger ikke drøv og er derfor urene. I må ikke engang røre den slags dyr, når de er døde.

Alle fisk med finner og skæl må I spise, alle andre dyr, der lever i vandet, skal I regne for urene.

Alle fugle må I spise, bortset fra følgende som er urene: ørne, gribbe, fiskeørne, de forskellige falke- og høgearter, krager og ravne, strudse, måger, skarver, ibiser, rørhøns, ørkenugler, storke, de forskellige hejrearter og hærfugle.14,11-18 Betydningen af nogle af de hebraiske navne for fuglearter kendes ikke med sikkerhed. Flagermus må I heller ikke spise.

Alle insekter med vinger er urene og må derfor ikke spises, men de dyr med vinger, som er rene, må I gerne spise.14,20 Ifølge 3.Mos. 11,20-23 er alle insekter urene og må ikke spises, bortset fra græshopper, der ikke regnes for insekter, men vingede væsener på linie med de småfugle, der ikke er rovdyr.

Spis ikke selvdøde dyr, men sælg dem eventuelt til de fremmede iblandt jer, så de kan spise dem. Men I må ikke selv spise den slags, for I er et helligt folk, indviet til Herren jeres Gud.

Kog ikke et gedekid i mælk fra dets mor.

Om tiende

Hvert år skal I give en tiendedel af jeres høst til Herren. Bring din tiende til det sted, som Herren vil udvælge til sin helligdom og hold festmåltid der. Det gælder tiende af korn, ny vin og olivenolie samt de førstefødte husdyr. Formålet med at give tiende er, at I derved skal lære at sætte Gud på førstepladsen i jeres liv. Hvis helligdommen ligger så langt borte, at det er for besværligt at bringe tienden dertil, kan I sælge de varer, I ellers skulle have givet i tiende, og rejse op til helligdommen med pengene og dér købe en okse, et får, noget vin eller øl, så I sammen med jeres husstand kan feste for Herrens ansigt. Glem ikke levitterne iblandt jer. Inviter dem med og del maden med dem, for de har ikke fået tildelt jord som jer andre.

Hvert tredje år skal I samle tienden på et bestemt sted i byen og dele den ud mellem de jordløse levitter, de fremmede, enkerne og de forældreløse iblandt jer, så de kan komme og spise sig mætte. Da vil Herren, jeres Gud, velsigne jer i jeres arbejde.

Read More of 5. Mosebog 14