2. Samuelsbog 7:1-29
Guds pagtsløfte til David og hans slægt
David var nu flyttet ind i sit kongelige palads, og Herren havde skaffet fred i landet, så israelitterne ikke længere lå i konstant krig med nabofolkene. En dag sagde David til profeten Natan: „Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ—men Guds Ark står stadig i et telt!”
„Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, „for Herren er med dig.”
Men samme nat sagde Herren til Natan: „Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig! Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte israelitterne ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra sted til sted. Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk, Israel? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ? Derfor skal du give David følgende besked fra den almægtige Herre: ‚Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk. Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden. Jeg har givet mit folk et sted at slå sig ned og bo uden frygt og uden at blive mishandlet af deres fjender, sådan som det skete før i tiden, dengang jeg indsatte dommere til at lede mit folk. Jeg har skaffet dig fred for alle dine fjender. Hør nu efter, hvad jeg siger: I stedet for at du bygger mig et hus, vil jeg „bygge” dig et kongehus. Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt. Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.7,13 Det hebraiske udtryk „for evigt” betegner en ikke nærmere fastsat tidsperiode uden nogen klar afslutning. Det kan betyde noget vedvarende gennem alle kommende generationer i al fremtid, eller det kan betyde så længe vedkommende lever, jf. 1.Sam. 1,22; 13,13; 20,23.42. Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Når han forsynder sig overfor mig, vil jeg sende andre folkeslag imod ham for at straffe ham, men jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med Saul for at overdrage magten til dig. Der vil altid stå en konge fra din slægt for mit ansigt. Ja, din slægts herredømme vil vare til evig tid.’ ”
Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Herren havde sagt. David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: „Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, måtte mennesker forstå, hvad det her betyder.7,19 Betydningen af den hebraiske tekst er omstridt. Hvad mere kan jeg sige? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. Du har gjort dette for at stadfæste dit ord, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for din tjener. Herre, du er uendelig stor—der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag og deres guder bort foran dig. Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.
Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den almægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. Almægtige Herre, Israels Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med følgende bøn til dig. Almægtige Herre, min Gud, dine ord kan man altid regne med, og du har givet mig gode løfter for fremtiden. Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Min Herre og min Gud, det er dit løfte, og når du velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”
2. Samuelsbog 8:1-18
Davids sejre over nabofolkene
David besejrede efterhånden filistrene fuldstændigt og undertvang dem ved at indtage deres hovedstad. Han besejrede også moabitterne. Han lod dem lægge sig ned i lange rækker, hvorefter han afmålte dem med en målesnor: To snorlængder blev slået ihjel, en snorlængde fik lov at leve. De overlevende blev Davids skattepligtige undersåtter.
Kong Hadadezer af Zoba, Rehobs søn, forsøgte at generobre sit gamle territorium syd for Eufratfloden,8,3 Et område, som Saul havde taget fra ham. men David besejrede ham. Ved den lejlighed erobrede David 1000 stridsvogne8,4 Oplysningen om de 1000 vogne er ved en fejl faldet ud af den hebraiske kopi, men findes i LXX og 1.Krøn. 18,4. og tog 70008,4 Den hebraiske kopi siger 1700, men LXX og 1.Krøn. 18,4 siger 7000. ryttere og 20.000 fodfolk til fange. Han skar haserne over på 90 procent af hestene. Da aramæerne rykkede ud fra Damaskus for at hjælpe Hadadezer, huggede David 22.000 af dem ned. I Damaskusområdet udstationerede han flere garnisoner og indlemmede aramæerne blandt sine skattepligtige undersåtter. Herren gav David sejr over alle hans fjender. David beslaglagde alle de guldskjolde, som kong Hadadezers officerer havde brugt, og førte dem til Jerusalem sammen med en stor ladning kobber fra byerne Teba og Berotaj.
Da kong Toi af Hamat8,9 I det nordvestlige Syrien, vest for Zoba området og ca. 200 km nord for Damaskus. hørte om Davids triumf over Hadadezers hær, sendte han sin søn Joram af sted for at lykønske ham. Hadadezer og Toi var nemlig ærkefjender. Joram forærede David mange gaver af sølv, guld og bronze, og David indviede dem til Herren sammen med det guld og sølv, han havde taget i krigsbytte fra edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene, amalekitterne og kong Hadadezers hær.
Således voksede Davids ry ude omkring. På hjemvejen fra kampene mod nord tilintetgjorde han 18.000 edomitter i Saltdalen, hvorefter han etablerede en række garnisoner i Edom, så edomitterne kom under Davids herredømme. Således gav Herren David sejr, hvor som helst han kom frem.
Davids embedsmænd
David var en retfærdig konge i Israel, der gav alle en fair behandling. Joab var øverstbefalende for hæren; Joshafat, Ahiluds søn, var kongens øverste embedsmand med ansvar for arkiverne; Zadok, Ahitubs søn, og Ahimelek, Ebjatars søn,8,17 Ahimelek var far til Ebjatar ifølge 1.Sam. 22,20, så enten er der sket en fejl, eller også er det en anden Ebjatar. var de ledende præster; Seraja var statssekretær; Benaja, Jojadas søn, var chef for livgarden; og Davids egne sønner havde ledende stillinger ved hoffet.
