2. Krønikebog 13:1-23
Abija som konge over Juda
1.Kong. 15,1-2.7-8
Abija kom til magten i Juda i kong Jeroboam af Israels 18. regeringsår, og han regerede i Jerusalem i tre år. Hans mor hed Ma’aka og var datter af Uriel fra Gibea.
Da Abija blev konge, brød krigen mellem Sydriget og Nordriget ud for alvor. Abija samlede en hær på 400.000 erfarne krigere, men Jeroboam drog imod ham med en hær på 800.000. Da Judas hær nåede frem til Zemarajims bjerg i Efraims højland, råbte kong Abija:
„Hør på mig, Jeroboam og Israels13,5 Efter at landet er opdelt i to dele, får ordet Israel to forskellige betydninger. Nogle gange refererer det til alle de 12 stammer, nogle gange kun til de 10 stammer, der udgør Nordriget. folk! Ved I ikke, at Herren, Israels Gud, etablerede en ubrydelig pagt med David og gav ham det løfte, at hans slægt skulle regere over Israel for evigt? Jeroboam er jo blot søn af kong Salomons slave, Nebat, og han har gjort oprør mod sin herre. En flok gemene slyngler sluttede sig til ham og satte sig op imod Salomons søn Rehabeam, dengang han var ung og uerfaren og ikke kunne magte dem. Tror I virkelig, det vil lykkes jer at besejre et rige, som er under Herrens beskyttelse, og hvor en af Davids efterkommere sidder på tronen? Godt nok er jeres hær dobbelt så stor som min, og I har taget de guldkalve med, som Jeroboam har lavet og fået jer til at tilbede som jeres gud. Men I har jaget Herrens præster og levitterne bort og indsat jeres egne afgudspræster, som de øvrige folkeslag gør. I accepterer alle og enhver som præst for jeres afguder—bare han bringer en tyrekalv og syv væddere som offer.
Vi derimod, vi har Herren som vores Gud, og vi har ikke vendt ham ryggen. Vores præster er alle sammen Arons efterkommere, og vi har kun levitter til at hjælpe dem. Hver morgen og aften ofrer de brændofre og røgelse til Herren, de fremlægger de hellige brød på Herrens bord, og de hælder olie på lamperne på guldlysestagen hver aften, så de altid brænder. Det er nemlig magtpåliggende for os at adlyde Herren, vores Gud, i modsætning til jer, der har vendt ham ryggen. Derfor er Gud med os—ja, han er vores fører. Når hans præster blæser i krigstrompeterne, vil han lede os i kamp. Hør efter, israelitter, opgiv dog at kæmpe imod Herren, jeres fædres Gud. I kan umuligt vinde kampen.”
I mellemtiden havde Jeroboam i al hemmelighed sendt en del af sine krigere bag om Judas hær, hvor de nu lå i baghold. Da Judas folk opdagede, at de var omringet af fjender, råbte de til Herren om hjælp. Derpå blæste præsterne i trompeterne som tegn på angreb, og hele Judas hær istemte krigsråbet. Da råbet lød, besejrede Gud Jeroboam og den israelitiske hær for øjnene af Abija og Judas folk. Israelitterne flygtede over hals og hoved, og Gud hjalp Judas hær med at slå dem. Det blev en overvældende sejr den dag, og 500.000 israelitiske krigere faldt i kampen.
Judæerne besejrede israelitterne, fordi de satte deres lid til Herren, deres fædres Gud. Abijas hær forfulgte Jeroboams hær, og de indtog flere af de israelitiske byer, bl.a. Betel, Jeshana og Efron med deres omliggende landsbyer. Jeroboam kom sig aldrig efter det nederlag, og inden længe tog Herren hans liv.
Men Abija styrkede sin kongemagt. Han havde 14 koner, 22 sønner og 16 døtre. Hvad der ellers er at fortælle om Abijas ord og bedrifter som konge, er nedskrevet i profeten Iddos kommentar.
Da Abija døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen. Hans søn Asa overtog derefter magten, og under hans regering var der fred i landet i 10 år.
2. Krønikebog 14:1-14
Asa som konge over Juda
1.Kong. 15,11-15
Asa gjorde, hvad der var godt og rigtigt i Herrens, hans Guds, øjne. Han nedbrød afgudsaltrene på offerhøjene og ødelagde frugtbarhedspælene og Asherapælene. Han opfordrede alle judæerne til at søge Herren, deres fædres Gud, og overholde Guds love og befalinger. Som følge af, at Asa fjernede alle røgelsesaltre og offersteder for afguderne rundt omkring i Judas byer, sørgede Gud for fred i landet. Herren sørgede for, at ingen af hans fjender gik til angreb på landet, så i denne fredelige periode greb Asa anledningen til at genopbygge forsvarsværkerne omkring Judas byer.
Han sagde til Judas folk: „Nu er der fred i vores land, fordi vi har søgt Herren, og det er ham, der har givet os den fred. Lad os derfor benytte chancen til at befæste byerne med mure, tårne og forskansede porte.” Så gik de i gang med arbejdet, der forløb godt.
Kong Asas hær bestod af 300.000 mænd fra Judas stamme, bevæbnet med spyd og aflange skjolde, og 280.000 mænd fra Benjamins stamme, bevæbnet med runde skjolde og buer. Alle Asas mænd var veltrænede og modige krigere.
Engang rykkede en stor hær under ledelse af kushitten Zerach ud mod kong Asa. Hæren bestod af en million mænd og 300 stridsvogne, og de slog lejr ved byen Maresha. Asa rykkede ud imod dem med sin hær og lejrede sig i dalen nord for byen.
„Herre,” bad Asa, „for dig er det uden betydning, om man har en stor eller lille hær. Du er vores Gud, og vi stoler på dig. I dit navn rykker vi ud imod den enorme hær. Lad ikke noget menneske besejre dig, Herre!”
Derpå slog Herren fjendens hær for øjnene af Asa og hans mænd. Hæren flygtede, og judæerne forfulgte dem helt til Gerar, indtil hele den fjendtlige hær var udslettet, for Herren og hans hær dræbte dem alle. Derefter vendte den judæiske hær tilbage med et stort krigsbytte. Undervejs angreb de alle småbyerne i området, og alle indbyggerne blev grebet af frygt for Herren. Også fra disse byer tog judæerne et stort krigsbytte. Desuden plyndrede de nomadernes teltlejre og vendte tilbage til Jerusalem med masser af får, geder og kameler.
2. Krønikebog 15:1-19
På et tidspunkt kom Guds Ånd over Azarja, søn af Oded, og han gik kong Asa i møde med ordene:
„Lyt til mig, kong Asa og Judas og Benjamins folk! Herren vil være med jer, så længe I holder jer til ham! Når I søger ham, skal I finde ham. Men hvis I vender jer fra ham, vil han vende sig fra jer. I lang tid levede man i Israel uden at skænke den sande Gud en tanke. Der var ikke præster til at undervise folket, og Guds lov blev ikke fulgt. Men hver gang israelitterne kom i vanskeligheder, søgte de hjælp hos Herren, deres Gud, og han hjalp dem. I lange perioder kunne man ikke færdes frit, og der var ufred og oprør rundt omkring i alle landene. Det ene folkeslag lå i krig med det andet, og den ene by bekæmpede den anden, alt sammen som følge af Guds straf over dem. Men tab ikke modet! Giv ikke op på halvvejen, for I vil blive belønnet for jeres indsats.”
Opmuntret over Azarjas profeti gik kong Asa i gang med at udrydde alle afgudsbilleder i Juda og Benjamin og de øvrige byer, han havde erobret i Efraims bjergland. Desuden genopbyggede han brændofferalteret foran templet.
Derefter sendte han bud efter lederne for hele Judas og Benjamins folk og for de israelitiske immigranter, der var ankommet fra Efraims, Manasses og Simeons områder i Nordriget. De var flyttet til Sydriget, da de så, at Herren var med kong Asa. I årets tredje måned i kong Asas 15. regeringsår mødte de op i Jerusalem. De ofrede 700 stykker hornkvæg og 7000 stykker småkvæg af det krigsbytte, de havde taget i krigen mod kushitterne. De indgik en pagt, hvori de lovede at søge og tilbede Herren, deres fædres Gud, af hele deres hjerte og hele deres sjæl. Enhver, som nægtede at tilbede Herren, skulle dømmes til døden—uanset om vedkommende var gammel eller ung, mand eller kvinde. Med høje råb bekræftede de deres troskabsløfte til Herren, og det blev understreget med blæsning i trompeter og vædderhorn. Alle var glade over den pagt, de havde sluttet med Herren, for de havde gjort det af et oprigtigt hjerte og med fuldt overlæg. Derfor velsignede Herren dem og gav dem fred til alle sider.
Kong Asa fratog tilmed sin bedstemor Ma’aka hendes privilegier som enkedronning, fordi hun havde ladet opstille et modbydeligt frugtbarhedssymbol for gudinden Ashera. Han huggede afgudsbilledet i stykker og brændte det i Kedrondalen. Det lykkedes ham ikke at udrydde alle offerhøjene i Israels land, men ønsket om at gøre Herrens vilje kendetegnede hele hans liv. I templet samlede han alle de kostbarheder, som hans far havde indviet til Herren, sammen med de sølv- og guldkar, han selv skænkede.
Landet kom ikke i regulær krig igen, før kong Asa havde regeret i 35 år.
