1. Samuelsbog 29:1-11
De andre filisterkonger vil ikke have David med i krigen
Mens israelitterne lå i lejr oppe ved Jizre’elflodens kilde, havde filistrene mønstret deres samlede hær ved byen Afek.29,1 Dette kapitel er et tilbageblik over de sidste forberedelser, før filistrene rykkede frem til Shunem som omtalt i 28,4. Formålet er at klargøre, hvorfor David ikke kom med i kampen mod Sauls hær. De fem filisterkonger var troppet op med hver deres hærstyrker, og David og hans mænd var fulgt med i bagtroppen af kong Akish’ hær.
Da de fire andre filisterkonger så David og hans mænd, sagde de til Akish: „Hvad laver de hebræere her?” Han svarede: „Det er David, som i sin tid flygtede fra kong Saul i Israel. Han har været i min tjeneste i årevis, og jeg har aldrig haft noget at udsætte på ham.”
„Send den mand hjem til den by, du har givet ham at bo i,” forlangte de øvrige konger. „Hvis han deltager i krigen, kan vi risikere, at han falder os i ryggen. Her får han jo en perfekt anledning til at genvinde Sauls tillid. Det er trods alt den selv samme mand, som Israels kvinder hyldede med ordene: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder.’ ”
Så kaldte Akish på David og hans mænd og sagde: „Jeg sværger ved den levende Gud, at jeg sætter pris på den loyalitet, I har udvist,” sagde han. „Hvis det stod til mig, ville I få lov til at følge med os i kamp. Men de andre konger siger nej. Gå nu stille og roligt tilbage til jeres by, så vi ikke rager uklar med de andre konger.”
„Jamen, hvad har jeg gjort?” udbrød David. „Har jeg ikke altid været loyal over for dig? Hvorfor må jeg ikke få lov til at kæmpe mod min herres fjender?”
„I mine øjne er du som sendt af Gud,” forsikrede kong Akish David, „men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at de andre ikke vil have dig med. Gør nu, som jeg siger, og tag hjem i morgen ved daggry.”
Tidligt næste morgen vendte David og hans mænd så tilbage til filistrenes land, mens hæren drog videre i retning af Jizre’eldalen.
1. Samuelsbog 30:1-31
David tager hævn over amalekitterne
Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden. De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn. Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier, græd de, til de ikke havde en tåre tilbage. Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført. Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.
Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.
„Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?”
„Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”
Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der. 200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen. Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn,30,11-12 Den hebraiske tekst siger „tre dage og tre nætter”. Men da man i den daværende kultur og på hebraisk talte dagene inklusivt, betyder „den tredje dag” „to dage senere” som i vers 1 eller „for to dage siden” som i vers 13 (jf. den danske oversættelse fra 1992.) Udtrykket „tre dage og nætter” betyder tre dage, inklusivt regnet, både dag og nat, altså på dansk tre dage og to nætter eller to døgn. så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham: „Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?”
„Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg. Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes30,14 På hebraisk: „kretitterne”. Det er navnet på den gruppe blandt filistrene, som boede længst mod syd. Ordet hentyder muligvis til, at disse folk oprindeligt kom fra Kreta. land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”
„Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David.
Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”
Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk. Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler. David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner. Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.
Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde. Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”
Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”
Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.
Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.” Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur,30,27-31 Septuaginta siger: Bet Zur (Jos. 15,58), den masoretiske tekst siger: Betel, som muligvis oprindeligt har været Betul (Jos. 19,4). Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel,30,27-31 Fra Septuaginta. Den masoretiske tekst siger: „Rakal”. I øvrigt nævner Septuaginta flere byer her, hvis navne sandsynligvis er faldet ud af den hebraiske tekst under afskrivningen. jerahme’elitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.
1. Samuelsbog 31:1-13
Saul og hans sønner mister livet
I mellemtiden var filistrene nået frem til Jizre’eldalen og gået til angreb på israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. Filistrene satte efter Saul og hans sønner Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.
Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev hårdt såret og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre gennemborer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. Den dag døde både Saul, hans tre sønner, hans våbendrager og hele hans livvagt.
Da de israelitter, der boede på den anden side af dalen og øst for Jordanfloden, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.
Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans tre sønners lig på Gilboahøjen. Så huggede de hovedet af Saul og tog hans våben, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og deres landsmænd. Sauls våben blev udstillet i Astartetemplet, og hans lig blev hængt op på Bet-Shans mur.
Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, gik deres tapre krigere samme nat til Bet-Shan og tog Sauls og hans sønners lig ned fra muren. Så bragte de dem til Jabesh, hvor de brændte dem. Knoglerne begravede de under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.
