Job 29 – NIV & BPH

New International Version

Job 29:1-25

Job’s Final Defense

1Job continued his discourse:

2“How I long for the months gone by,

for the days when God watched over me,

3when his lamp shone on my head

and by his light I walked through darkness!

4Oh, for the days when I was in my prime,

when God’s intimate friendship blessed my house,

5when the Almighty was still with me

and my children were around me,

6when my path was drenched with cream

and the rock poured out for me streams of olive oil.

7“When I went to the gate of the city

and took my seat in the public square,

8the young men saw me and stepped aside

and the old men rose to their feet;

9the chief men refrained from speaking

and covered their mouths with their hands;

10the voices of the nobles were hushed,

and their tongues stuck to the roof of their mouths.

11Whoever heard me spoke well of me,

and those who saw me commended me,

12because I rescued the poor who cried for help,

and the fatherless who had none to assist them.

13The one who was dying blessed me;

I made the widow’s heart sing.

14I put on righteousness as my clothing;

justice was my robe and my turban.

15I was eyes to the blind

and feet to the lame.

16I was a father to the needy;

I took up the case of the stranger.

17I broke the fangs of the wicked

and snatched the victims from their teeth.

18“I thought, ‘I will die in my own house,

my days as numerous as the grains of sand.

19My roots will reach to the water,

and the dew will lie all night on my branches.

20My glory will not fade;

the bow will be ever new in my hand.’

21“People listened to me expectantly,

waiting in silence for my counsel.

22After I had spoken, they spoke no more;

my words fell gently on their ears.

23They waited for me as for showers

and drank in my words as the spring rain.

24When I smiled at them, they scarcely believed it;

the light of my face was precious to them.29:24 The meaning of the Hebrew for this clause is uncertain.

25I chose the way for them and sat as their chief;

I dwelt as a king among his troops;

I was like one who comforts mourners.

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 29:1-25

Jobs tidligere lykkelige liv

1Job fortsatte:

2„Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,

dengang Gud sørgede så godt for mig,

3da han udøste sin velsignelse over mig

og fjernede alle forhindringer fra min vej.

4Jeg husker endnu mine velmagtsdage,

dengang Gud var gæst i mit hjem.

5Den Almægtige var altid hos mig,

og jeg havde mine børn omkring mig.

6Mine køer gav spandevis af mælk

og min olivenpresse mængder af olie.

7Jeg havde min plads blandt lederne i byen

og sad som dommer på byens torv.

8De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,

og de ældre rejste sig op i respekt.

9Snakken forstummede blandt lederne,

alle tav stille for at høre mig tale.

10Selv de mest ansete satte fingeren for munden,

for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.

11Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,

alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.

12Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,

hjalp de forældreløse til at få deres ret.

13De døende velsignede mig,

deres enker jublede af glæde.

14Jeg blev anset for at være ærligheden selv,

retfærdigheden i egen høje person.

15Jeg blev de blindes øjne

og de lammes fødder.

16Jeg blev de fattiges forsørger

og de fremmedes forsvarer.

17Jeg vristede uskyldige ofre

ud af gabet på de gudløse.

18Jeg forventede en fredfyldt død

efter et langt og lykkeligt liv.

19Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,

og hvis grene forfriskes af nattens væde.

20Jeg blev æret hver eneste dag,

og min styrke blev dagligt fornyet.

21Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,

de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.

22Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,

men de tog imod mine råd med glæde.

23De så frem til mine gode råd,

som landmanden ser frem til regnen,

og sugede min vejledning til sig,

som var de den tørre jord.

24Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,

når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.

25Jeg viste dem vejen, de skulle gå,

og fungerede som deres leder.

Jeg gik i spidsen for dem som en konge,

jeg var den, som trøstede de sørgende.