Job 27 – NIV & BPH

New International Version

Job 27:1-23

Job’s Final Word to His Friends

1And Job continued his discourse:

2“As surely as God lives, who has denied me justice,

the Almighty, who has made my life bitter,

3as long as I have life within me,

the breath of God in my nostrils,

4my lips will not say anything wicked,

and my tongue will not utter lies.

5I will never admit you are in the right;

till I die, I will not deny my integrity.

6I will maintain my innocence and never let go of it;

my conscience will not reproach me as long as I live.

7“May my enemy be like the wicked,

my adversary like the unjust!

8For what hope have the godless when they are cut off,

when God takes away their life?

9Does God listen to their cry

when distress comes upon them?

10Will they find delight in the Almighty?

Will they call on God at all times?

11“I will teach you about the power of God;

the ways of the Almighty I will not conceal.

12You have all seen this yourselves.

Why then this meaningless talk?

13“Here is the fate God allots to the wicked,

the heritage a ruthless man receives from the Almighty:

14However many his children, their fate is the sword;

his offspring will never have enough to eat.

15The plague will bury those who survive him,

and their widows will not weep for them.

16Though he heaps up silver like dust

and clothes like piles of clay,

17what he lays up the righteous will wear,

and the innocent will divide his silver.

18The house he builds is like a moth’s cocoon,

like a hut made by a watchman.

19He lies down wealthy, but will do so no more;

when he opens his eyes, all is gone.

20Terrors overtake him like a flood;

a tempest snatches him away in the night.

21The east wind carries him off, and he is gone;

it sweeps him out of his place.

22It hurls itself against him without mercy

as he flees headlong from its power.

23It claps its hands in derision

and hisses him out of his place.”

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 27:1-23

Job hævder fortsat sin uskyld

1Job fortsatte:

2„Jeg sværger ved den levende, almægtige Gud,

som har gjort mig uret og forbitret mit liv,

3at så længe jeg lever her på jorden,

så længe jeg endnu trækker vejret,

4skal intet ondt ord komme over mine læber,

ingen løgn skal udgå fra min mund!

5Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger,

til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld.

6Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved.

Min samvittighed er ren, og det har den altid været.

De gudløse straffes

7Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er,

mine modstandere dele skæbne med de onde.

8Hvad håb er der for de onde,

når Gud gør ende på deres liv?

9Mon Gud hører deres skrig,

når de råber om hjælp?

10De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige,

de kommer ikke dagligt til ham i bøn.

11Lad mig fortælle jer om Guds kraft

og indvi jer i den Almægtiges tanker.

12Ja, egentlig burde I vide det i forvejen,

men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord?

13Hør her hvilken skæbne, der venter de onde,

hvilken straf de får fra den Almægtige:

14Uanset hvor mange børn, de har,

vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel.

15De overlevende bliver bragt i graven af sygdom,

end ikke deres enker vil begræde dem.

16Selv om de gudløse kan have penge som skidt

og kostbare klæder i kassevis,

17bliver det de retskafne, som overtager rigdommen,

de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder.

18De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv,

som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken.

19De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen,

og vågne ludfattige om morgenen.

20Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler,

ulykken kommer over dem som en hvirvelvind.

21De mister alt, hvad de ejer,

som havde en storm blæst dem ud i ørkenen.

22Ulykken jager dem som en orkan,

mens de kæmper for ikke at blive knust.

23Den slår kløerne i dem

og blæser dem langt bort fra deres hjem.