Slovo na cestu

Matouš 5:1-48

Ježíš vyslovuje blahoslavenství

1Když Ježíš uviděl zástupy lidí, vystoupil se svými učedníky na návrší, posadil se v jejich středu 2a učil je:

3„Kteří lidé jsou skutečně šťastni?

Šťastni jsou pokorní, nenamyšlení,

vždyť těm patří Boží království.

4Šťastni jsou ti, kteří pláčou v zármutku,

vždyť Bůh je potěší.

5Šťastni jsou ti, kteří pro sebe nic nevymáhají,

vždyť jim Bůh dá celou zemi.

6Šťastni jsou ti, kteří touží po tom, co je správné,

jako žízniví po vodě,

vždyť jejich žízeň bude utišena.

7Šťastni jsou milosrdní,

vždyť Bůh k nim bude také milosrdný.

8Šťastni jsou ti, kteří si zachovali čistý pohled naživot,

vždyť oni uvidí Boha.

9Šťastni jsou ti, kteří působí pokoj,

vždyť k těm se Bůh bude hlásit jako ke svým dětem.

10Šťastni jsou ti, kteří mají těžkosti proto,

že poslouchají Boha;

jim se otevírá Boží svět.

11Šťastni jste, když vámi kvůli mně pohrdají, pronásledují vás a vymýšlejí si na vás pomluvy. 12Máte důvod k radosti a dokonce i k veselí, neboť co vás čeká v nebi, mnohonásobně převýší vaše utrpení. Ostatně takhle zacházeli s Božími lidmi vždycky.

Ježíš učí o soli a světle

13Vy jste sůl země. Když už sůl by měla ztratit svoji chuť, čím se bude solit? Sůl bez chuti se nehodí k ničemu a může být jen vyhozena a zašlapána.

14Vy jste světlo světa. Město postavené na hoře je odevšad vidět. 15Také svíčku nerozsvěcujete proto, abyste ji schovali, ale stavíte ji na svícen, aby svítila každému v domě. 16Tak ať svítí vaše světlo všem lidem; ať za vašimi dobrými činy vidí Boha a jeho chválí.

Ježíš učí o zákonu

17Nemyslete si, že jsem přišel proto, abych zrušil, co bylo přikázáno a předpověděno ve Starém zákoně. Naopak, přišel jsem, abych to všechno uskutečnil a dovršil. 18Ujišťuji vás, že dokud trvá nebe a země, ani písmenko nebo čárka z toho, co Bůh přikázal, neztratí svou platnost, dokud se nenaplní. 19A proto každý, kdo by nebral vážně i to nejmenší přikázání a vedl by tak lidi, bude poslední v Božím království. Ale ten, kdo se Božími příkazy řídí a učí tak druhé, bude velký v nebeském království. 20Pamatujte si: chcete-li vejít do nebeského království, musí vám jít o víc než jen o formální plnění příkazů a zákazů, jako to činí učitelé zákona a farizejové.

Ježíš učí o hněvu

21V Desateru stojí psáno: Nezabiješ. Proto kdo zabil, musí před soud. 22Ale já vám říkám, že bude souzen každý, kdo se hněvá na svého bližního. Pohrdání člověkem je zločin, a kdo svolává na druhého Boží trest, sám mu propadne.

23Dáváš-li do pořádku svůj vztah k Bohu a uvědomíš si, že máš s někým nesrovnalost, 24-26odstraň ji a smiř se s ním. Teprve potom předstup před Boha. Nejsi-li ochoten ke smíru s druhým člověkem, bude na tebe žalovat tvůj hněv před Bohem a neunikneš odsouzení. Je to tak, jako když tě věřitel vede k soudci. Nedomluvíš-li se s ním cestou, půjdeš do vězení a celý dluh si odpykáš.

Ježíš učí o smyslnosti

27Znáte další přikázání Desatera: Nebudeš cizoložit. 28Já vám však říkám, kdo by se podíval žádostivě na jinou ženu, porušil manželství, byť jenom v myšlenkách.

29-30Učiň všechno pro to, aby k tobě pokušení nepronikalo. Neboj se zříci se něčeho, co se ti dnes zdá pro tvůj život tak nepostradatelné jako oko nebo pravá ruka. Lépe je žít s jedním okem nebo jednou rukou než ztratit věčný život.

Ježíš učí o rozvodu

31Mojžíšův zákon připouští, aby se muž se ženou rozvedl, musí jí to však dát písemně. 32Já však říkám, že kdo se rozvádí se svojí ženou, aniž mu byla nevěrná, sám ji uvádí do nevěry. Kdo se ožení s takovou ženou, cizoloží.

Ježíš učí o přísaze

33A další přikázání: Nepřísahej křivě, ale splň své přísahy jako dané Pánu Bohu! 34Já vám však říkám: Nepřísahejte vůbec; neberte si za svědka nebe, protože je Božím trůnem; 35nedovolávejte se ničeho na zemi, protože je jeho podnoží. Nepřísahejte ani při posvátném Jeruzalému, protože je městem velikého Krále. 36Nepřísahejte ani při své hlavě, protože není ve vaší moci, aby vám rostly bílé nebo černé vlasy. 37Říkejte prostě ano, nebo ne. To stačí. Když zdůrazňujete svoje slova přísahou, dokazujete, že nemluvíte vždycky pravdu a každá lež pochází od zlého.

Ježíš učí o odplatě

38Je také psáno: Oko za oko, zub za zub. 39Já vám říkám, abyste neodpláceli zlým za zlé. Naopak, uhodí-li tě někdo přes pravou tvář, nastav mu i levou. 40A když by se s tebou chtěl někdo soudit a vzít ti šaty, dej mu i kabát; 41jestliže tě někdo nutí, abys s ním šel kus cesty, jdi s ním dvakrát tak daleko. 42Dej tomu, kdo tě prosí, a neodmítej toho, kdo si chce od tebe vypůjčit.

Ježíš učí o milování nepřátel

43A dále bylo řečeno: Miluj přítele a měj v nenávisti svého nepřítele! 44-45Ale já vám říkám: milujte své nepřátele, modlete se za ty, kteří vás pronásledují. Tak budete dělat čest svému Otci v nebi. On dovoluje, aby slunce svítilo na zlé i dobré, a déšť sesílá na ty, kdo ho ctí, i na ty, kdo jím pohrdají. 46Jakou máte zásluhu, když projevujete lásku těm, kteří vám ji oplácejí? Copak to nedokážou i sobci? 47A chováte-li se přátelsky jen ke svým blízkým, co děláte zvláštního? Na to ještě nemusíte věřit v Boha. 48Nevymlouvejte se na hranice svých možností, ale buďte tak dokonalí v lásce, jako je váš nebeský Otec.

Bibelen på hverdagsdansk

Mattæusevangeliet 5:1-48

Bjergprædikenen

1Da Jesus så de mange mennesker, gik han op på den nærliggende bakke.5,1 Den græske tekst siger „på bjerget” i bestemt form. Sandsynligvis er det den bjergskråning, som ligger lidt nord for Kapernaum. Der satte han sig ned, disciplene slog kreds om ham, 2og han begyndte at undervise dem:5,2 Mattæus har i de næste tre kapitler samlet en række ord og taler af Jesus, som næppe oprindeligt blev sagt på samme tid og sted. Derfor er der en del korte afsnit med forskellige emner i disse kapitler.

Sand lykke

Luk. 6,20-23

3„Velsignede er de, der erkender deres afhængighed af Gud5,3 Ordret: „åndeligt fattige”. Udtrykket „fattige” i det Gamle Testamente henviser ofte til dem, som er ydmyge og erkender, at de har brug for Guds hjælp. Det er en modsætning til de selvtilstrækkelige og selvretfærdige.

for de skal få del i Guds rige.

4Velsignede er de, der sørger over situationen5,4 Den græske tekst har blot „de, der sørger”, men det er næppe en personlig sorg over en afdød slægtning, jf. Schindlers oversættelse. Det brændende spørgsmål var, hvordan Davidsriget ville blive genoprettet af den ventede Messias. Jøderne forventede en politisk frelser, men Jesus søger allerede her at forberede disciplene på den åndelige frelser, han i virkeligheden var. Guds rige kan ikke oprettes eller fremmes med magt, vold eller politiske midler.

for de skal blive trøstet.

5Velsignede er de ydmyge—

for de skal få landet5,5 Det græske ord kan betyde enten landet eller jorden, ligesom det hebraiske eretz. Oversættelsen her bygger på formodningen om, at der er tale om en hentydning til Guds løfte til Abraham om det land, som Gud ville give ham og hans efterkommere samt en henvisning til Sl. 37,11. Jesus tænker dog videre end det konkrete land, Israel. Guds rige er anderledes og større end et fysisk rige. Man kommer ind i Guds rige på en anden måde, og dét rige fungerer efter andre principper end et jordisk rige. Der tænkes sikkert også på „den nye jord”, som Gud engang vil etablere. i eje.

6Velsignede er de, der tørster efter retfærdighed—

for de skal få slukket deres tørst.

7Velsignede er de barmhjertige—

for de skal mødes med barmhjertighed.

8Velsignede er de rene af hjertet—

for de skal få lov at se Gud.

9Velsignede er de, der stifter fred—

for de skal kaldes børn af Gud.

10Velsignede er de, der bliver forfulgt, fordi de gør Guds vilje—

for de skal få del i Guds rige.

11Velsignede er I, når man håner, forfølger og bagtaler jer, fordi I tror på mig. 12Glæd jer af hele jeres hjerte, for I får en stor løn i Himlen. Sådan forfulgte man også profeterne før jer.

Jordens salt og verdens lys

Mark. 9,50; 4,21; Luk. 14,34-35; 8,16

13I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?5,13 I jødisk forståelse var salt symbol på den åndelige visdom, der er forbundet med fuld lydighed og overgivelse til at gøre Guds vilje. Det græske ord, som her er gengivet ved miste sin kraft, betyder normalt at være uden visdom og helhjertet lydighed. Hvis det sker for disciplene, har de mistet deres åndelige kraft. På hebraisk er der et ord (tapel), som på en gang betyder „mangel på visdom” og „mangel på salt, smagløst”. Det kan ikke bruges til noget, men bliver bare smidt ud, og folk træder det ned.

14I er verdens lys, og det skal kunne ses, ligesom en by, der ligger på et bjerg, kan ses langt væk. 15Man tænder jo ikke en lampe for at skjule den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så den kan lyse for alle i huset. 16På samme måde skal I lade det lys, I har fået, skinne for folk, så de kan se, at det, I gør, er prisværdigt, og så de kan give jeres Far i Himlen ære.

Jesus er kommet for at opfylde Toraen og profetierne

17I skal ikke tro, at jeg er kommet for at tilintetgøre Toraen eller Profetbøgerne.5,17 Jøderne opdelte deres hellige skrift, det Gamle Testamente, i tre dele: Toraen, Profetbøgerne og de historiske bøger (skrifterne). Her nævner Jesus altså de to vigtigste dele af det Gamle Testamente. Begge dele indeholder en mængde profetier om Messias, som Jesus nu er kommet for at opfylde. Undertiden bruges ordet Toraen som henvisning til hele Skriften, andre gange siger man Toraen og Profetbøgerne, og andre gange igen Toraen, Profeterne og Skrifterne. Jesus opfyldte Guds vilje, som den er beskrevet i Toraen, uden at følge alle menneskelige fortolkninger og stramninger af Toraens bud. Nej, jeg er kommet for at opfylde det, der står i dem. 18Det siger jeg jer: Så længe himlen og jorden består, skal end ikke den mindste del af Toraen forsvinde. Det skal opfyldes alt sammen. 19Hvis nogen derfor går imod et af de mindste bud i Toraen og lærer andre at gøre det samme, skal de kaldes de mindste i Guds rige. Men de, som lever efter Guds vilje og lærer andre det samme, skal kaldes de største i Guds rige. 20Men det siger jeg jer: Hvis I ikke opfylder Guds vilje på en ny og bedre måde, end de skriftlærde og farisæerne gør, så kommer I slet ikke ind i Guds rige.

Om forsoning i stedet for vrede

21I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre: ‚Du må ikke begå drab.’ Hvis nogen gør det, skal de stilles for retten. 22Men jeg siger jer: Den, der blot bliver vred på en af sine nærmeste, burde stilles for retten. Og den, der kalder en anden for en forbandet idiot, burde straks stilles for en domstol. Og de, der kalder andre for ugudelige tåber, fortjener selv at blive kastet i Helvedes ild.

23Når du går hen for at give en gave til Gud, og du så kommer i tanke om, at en af dine bekendte har noget imod dig, 24så lad gaven vente. Gå først hen og bliv forsonet med vedkommende. Derefter kan du bringe din gave.

25Hvis nogen anklager dig for ikke at have betalt, hvad du skylder, så få et forlig i stand, inden det er for sent. Ellers bliver du slæbt i retten, og dommeren overgiver dig til retsbetjenten, som sætter dig i fængsel. 26Det siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt alt, hvad du skylder.

Om ægteskabsbrud og skilsmisse

Mark. 10,11-12; Luk. 16,18

27I ved, at Toraen siger: ‚Du må ikke bryde ægteskabet.’5,27 2.Mos. 20,14. 28Men jeg siger jer, at enhver mand, der ser på en kvinde med tanker om utroskab, han har allerede begået ægteskabsbrud i sit hjerte. 29Hvis dit øje er årsag til, at du bukker under for fristelsen, så riv det ud og kast det bort. Det er bedre, at en enkelt del af dig bliver ødelagt, end at hele din krop bliver kastet i Helvedes ild. 30Hvis det er din hånd, der fører dig i fristelse, så hug den af og kast den bort. Det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at du med alle lemmer i behold ender i Helvede.

31I har også hørt, at hvis en mand skiller sig fra sin kone, skal han give hende et skilsmissebrev.5,31 5.Mos. 24,1. 32Men jeg siger jer, at den mand, der skiller sig fra sin kone, uden at hun har været ham utro, han får hende til at være skyldig i ægteskabsbrud, når hun gifter sig igen,5,32 I den daværende kultur kunne en kvinde ikke forsørge sig selv, så hun var afhængig af en mand eller anden familie for at kunne overleve. Hun bliver nærmest tvunget ind i et nyt ægteskab, selv om det første ægteskab stadig er gældende. og manden, der gifter sig med hende, vil også være skyldig i ægteskabsbrud.

Om at sværge

33Der blev også sagt til vores forfædre: ‚Du må ikke bryde en ed, som du har aflagt over for Gud, men du skal holde det, du har svoret.’5,33 Jf. 4.Mos. 30,3. 34Men jeg siger jer: Lad helt være med at sværge. Du skal ikke sige ‚ved Himlen’, for Himlen er Guds trone. 35Du skal heller ikke sige ‚ved Jorden’, for Jorden er Guds fodskammel. Du må heller ikke sige: ‚Jeg sværger ved Jerusalem’, for Jerusalem er Den store Konges by. 36Sig heller ikke: ‚Om det så koster mig mit hoved’, for du er ikke i stand til at gøre ét hår på dit hoved hvidt eller sort. 37Sig ganske enkelt: ‚Ja, jeg vil’, eller: ‚Nej, jeg vil ikke’. Hvad der ligger ud over det, kommer fra den Onde.

Om at elske sine fjender i stedet for at gøre gengæld

Luk. 6,27-36

38I har hørt, at der blev sagt: ‚Øje for øje og tand for tand.’5,38 2.Mos. 21,24; 5.Mos. 19,21. 39Men jeg siger jer: Gengæld ikke ondt med ondt. Hvis nogen slår dig på den højre5,39 Et slag med bagsiden af hånden var en voldsom fornærmelse. At vende den venstre kind til kan betyde en anmodning om ligeværdighed. Formålet er at gøre den anden skamfuld. kind, så vend den anden til. 40Hvis nogen truer dig med en retssag for at få din inderkjortel, så lad ham få yderkjortlen med.5,40 Så står du uden tøj, og det ville gøre den anden skamfuld. 41Hvis nogen befaler dig at bære hans oppakning en kilometer, så gå to kilometer med ham. 42Giv til dem, der beder om hjælp. Afvis ikke dem, der vil låne af dig.

43I har hørt, at der blev sagt: ‚Du skal elske din næste og hade din fjende.’5,43 Se 3.Mos. 19,18, 5.Mos. 7,2, 2.Sam. 22,41, Sl. 139,22. 44Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.5,44 En del håndskrifter har følgende ord efter „Elsk jeres fjender” og før „forfølger”: „Velsign dem, der forbander jer. Gør godt imod dem, der hader jer. Bed for dem, der mishandler jer og…”. Ordene er sandsynligvis tilføjet senere fra Luk. 6,27-28. 45Derved handler I som jeres himmelske Fars sande børn, for han lader sin sol skinne til gavn både for de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør hans vilje, og dem, der ikke gør. 46Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. 47Hvis I kun hilser på dem, der hilser på jer, hvad særligt gør I så? Gør alle ikke det? 48Nej, I bør have samme kærlighed, som jeres Far i Himlen har.5,48 Mere ordret står der: „I skal være fuldkomne, ligesom jeres Far i Himlen er fuldkommen.” Men det danske ord „fuldkommen” svarer ikke til det græske og underliggende hebraiske. Det henviser til, at et mål er blevet nået, at man har opnået modenhed, eller at man er helstøbt. Schindler oversætter det som „I [skal] lære at favne lige så vidt, som jeres Far i Himlen.” Det passer godt ind som den afsluttende replik i et afsnit, der handler om at vise samme grænseoverskridende kærlighed, som vores Far i Himlen gør. Se også parallelstedet i Luk. 6,36.