2. Kongebog 12:1-22, 2. Kongebog 13:1-25, 2. Kongebog 14:1-22 BPH

2. Kongebog 12:1-22

Joash sætter templet i stand

Joash blev konge over Judas rige i kong Jehu af Israels syvende regeringsår. Han var syv år gammel på det tidspunkt, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. Dog udryddede han ikke offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at brænde ofre der.

En dag sagde kong Joash til præsterne: „Tempelbygningen trænger til en gennemgribende restaurering. De penge, som folk bringer til Herrens hus som frivillige gaver eller som indløsning for det førstefødte, der tilhører Herren, skal I derfor bruge til at bekoste istandsættelsen af templet.”

Men i kong Joash’ 23. regeringsår var præsterne endnu ikke begyndt på arbejdet. Derfor kaldte han Jojada og de øvrige præster sammen. „Hvorfor har I ikke sørget for restaureringen af templet?” spurgte han. „Nu er det slut med at bruge midlerne på jer selv og jeres egne formål. Fra nu af skal alle pengene gå til templet.”

Men præsterne bad om at blive fritaget for ansvaret for restaureringen. Til gengæld gik de med til ikke længere at modtage penge direkte fra folket. Jojada borede derefter et hul i låget på en stor kiste og placerede kisten til højre for alteret, når man går ind i templet, og de præster, der fungerede som dørvogtere, sørgede for, at alle de guld- og sølvstykker, som folk kom med, blev lagt i denne kiste. Hver gang kisten var fuld, blev pengene lagt i poser og vejet af statssekretæren og ypperstepræsten i fællesskab. Derefter blev pengene overdraget til arbejdsformændene, som udbetalte løn til træskærerne, bygningshåndværkerne, murerne og stenhuggerne. Nogle af pengene blev brugt til materialerne af træ og sten. Samtlige reparationsudgifter blev betalt med disse penge. Men pengene blev ikke brugt til indkøb af sølvbaljer, vægesakse, stænkeskåle, trompeter eller andre guld- og sølvgenstande. Man krævede ikke af arbejdsformændene, at de fremlagde regnskab for forvaltningen af pengene, for det var helt igennem ærlige mennesker. Men de penge, som kom ind gennem skyldofre og forsoningsofre, blev ikke lagt i kisten. Dem kunne præsterne bruge til deres egne behov.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda

På det tidspunkt gik kong Hazael af Aram til angreb på filisterbyen Gat, og det lykkedes ham at erobre byen, hvorefter han marcherede mod Jerusalem. Da tog kong Joash alle de hellige tempelredskaber, som var blevet skænket af ham selv og hans forfædre, Joshafat, Joram og Ahazja, dem der før ham havde været konger i Juda, og sendte dem sammen med alt det guld, der fandtes i templets skatkammer og i det kongelige palads, til kong Hazael. Det var nok til, at den aramæiske konge afblæste angrebet på Jerusalem.

Resten af Joash’ livshistorie og de bedrifter han udførte, er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Der blev begået forræderi imod ham, idet nogle af hans egne embedsmænd myrdede ham, engang han opholdt sig i Jerusalems fæstningsbygning, som ligger ved vejen ned til Silla. Attentatmændene var Jozakar, Shimats søn, og Jozabad, Shomers søn. Kongen blev begravet i Davidsbyen, og hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.

Read More of 2. Kongebog 12

2. Kongebog 13:1-25

Afgudsdyrkelsen fortsætter i Nordriget, mens Jehus søn er konge

I kong Joash af Judas 23. regeringsår blev Joahaz, Jehus søn, konge i Israel. Han herskede i Samaria i 17 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i Jeroboams spor, kongen der oprindelig havde lokket Israel til afgudsdyrkelse. Derfor lå Herrens vrede over Israels folk, så han tillod kong Hazael af Aram og hans søn, Ben-Hadad, at gå til angreb på dem gang på gang.

Til sidst var kong Joahaz trængt så meget op i en krog, at han bad Herren om hjælp, og Herren hørte hans bøn. Han kunne jo se, hvor hårdt Arams konge pressede dem. Derfor sendte Herren dem en leder, der befriede Israel fra det aramæiske tyranni. Derefter var der fred og tryghed i Israel som før.

Alligevel fortsatte folket deres afgudsdyrkelse og fulgte således Jeroboams onde eksempel, og de blev ved med at tilbede gudinden Ashera i Samaria. På grund af de mange angreb fra Aram var Joahaz’ hær til sidst nede på 50 ryttere, ti stridsvogne og 10.000 fodfolk, for Arams konge havde tilintetgjort resten af hæren og trådt dem ned som støv under sine fødder.

Resten af Joahaz’ livshistorie og hans bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

Joahaz døde og blev begravet i Samaria, hvorefter hans søn Joash blev konge.

Kong Joash af Israel

Joash, søn af Joahaz, blev konge over Israel i kong Joash af Judas 37. regeringsår, og han regerede ud fra Samaria i 16 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fortsatte i Jeroboams spor og opmuntrede folket til at dyrke afguder. Resten af Joash’ historie og hans bedrifter, blandt andet hans krige mod kong Amatzja af Juda, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. Joash døde og blev begravet i Samaria sammen med Israels øvrige konger. Efter ham blev hans søn Jeroboam konge over Israel.

Elisas død

Profeten Elisa blev alvorligt syg, og da han lå på sit dødsleje, fik han besøg af kong Joash, som bøjede sig grædende over ham:

„Mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”

„Skaf mig en flitsbue og nogle pile,” befalede Elisa. Det gjorde kongen så.

Derefter bad Elisa kongen om at spænde buen, mens han lagde sine egne hænder oven på kongens.

„Luk det vindue op, der vender mod øst,” fortsatte Elisa. Det gjorde man så.

„Skyd!” kommanderede Elisa, og kongen sendte pilen ud gennem vinduet i østlig retning.

Da sagde Elisa til kongen: „Det var Herrens pil, som skal bringe sejr over Aram. Ved Afek skal du påføre dem det afgørende nederlag. Tag nu de andre pile og slå dem ned i gulvet.”

Kongen tog pilene og slog dem ned i gulvet tre gange. „Det var ærgerligt,” udbrød profeten. „Hvorfor slog du dem ikke mod gulvet fem eller seks gange? Havde du gjort det, kunne du have slået aramæerne definitivt. Men nu vil du kun besejre dem tre gange.”

Derefter døde Elisa og blev begravet.

På den tid skete det ikke sjældent om foråret, at moabitiske røverbander strejfede rundt i landet. Engang under en fredelig begravelse blev følget overrasket af en sådan røverbande, og i panik smed man liget ned i Elisas grav og flygtede for røverne. Men så snart liget kom i berøring med Elisas knogler, kom den døde til live og sprang op.

Israel vinder delvis sejr over aramæerne, som Elisa forudsagde

Kong Hazael af Aram havde tyranniseret Israel under hele kong Joahaz’ regeringsperiode. Men Herren viste nåde imod Israels folk på grund af den pagt, han havde sluttet med Abraham, Isak og Jakob. Han ville ikke helt udslette dem, og endnu ville han ikke sende dem i landflygtighed.

Da kong Hazael af Aram døde, blev hans søn Ben-Hadad konge i hans sted, og tre gange besejrede kong Joash af Israel Ben-Hadad. Det lykkedes ham også at erobre de israelitiske byer tilbage, som Ben-Hadad havde taget fra hans far, kong Joahaz.

Read More of 2. Kongebog 13

2. Kongebog 14:1-22

Kong Amatzja af Juda

Amatzja blev konge over Juda i kong Joash af Israels andet regeringsår. Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. Han fulgte i sin fars spor og gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, dog ikke så helhjertet som sin forfar David. Heller ikke han fik udryddet offerstederne rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at bringe brændofre der.

Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”14,6 Jf. 5.Mos. 24,16. Amatzja nedsablede 10.000 edomitiske soldater i Saltdalen, og han erobrede også byen Sela og kaldte den Jokte’el, hvilket den hedder den dag i dag.

En dag udstedte han en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu. Kong Joash sendte følgende besked tilbage:

„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. Du har ganske vist besejret Edom og er vældig stolt over det. Men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”

Men Amatzja ville ikke høre efter, så kong Joash af Israel mobiliserede sin hær og mødte kong Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. Joash tog det guld og sølv, der var tilbage i templets og paladsets skatkamre. Han tog også en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.

Resten af Joash’ livshistorie og hans bedrifter samt flere detaljer om kampen mod kong Amatzja af Juda er beskrevet i Israels kongers krønikebog. Da han døde, blev han begravet i Samaria ved siden af Israels øvrige konger, og hans søn Jeroboam blev konge i hans sted.

Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, og hans livshistorie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Hans embedsmænd i Jerusalem havde planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. Derefter udnævnte Judas befolkning Amatzjas 16-årige søn Uzzija til konge. Det var Uzzija, der erobrede Eilat tilbage og befæstede byen nogen tid efter sin fars død.

Read More of 2. Kongebog 14