Nueva Versión Internacional

Salmos 42

LIBRO II

Al director musical. Masquil de los hijos de Coré.

1Cual ciervo jadeante en busca del agua,
    así te busca, oh Dios, todo mi ser.
Tengo sed de Dios, del Dios de la vida.
    ¿Cuándo podré presentarme ante Dios?
Mis lágrimas son mi pan de día y de noche,
    mientras me echan en cara a todas horas:
    «¿Dónde está tu Dios?»

Recuerdo esto y me deshago en llanto:
    yo solía ir con la multitud,
    y la conducía a la casa de Dios.
Entre voces de alegría y acciones de gracias
    hacíamos gran celebración.

¿Por qué voy a inquietarme?
    ¿Por qué me voy a angustiar?
En Dios pondré mi esperanza
    y todavía lo alabaré.
    ¡Él es mi Salvador y mi Dios!

Me siento sumamente angustiado;
    por eso, mi Dios, pienso en ti
desde la tierra del Jordán,
    desde las alturas del Hermón,
    desde el monte Mizar.
Un abismo llama a otro abismo
    en el rugir de tus cascadas;
todas tus ondas y tus olas
    se han precipitado sobre mí.

Esta es la oración al Dios de mi vida:
    que de día el Señor mande su amor,
    y de noche su canto me acompañe.
Y le digo a Dios, a mi Roca:
    «¿Por qué me has olvidado?
¿Por qué debo andar de luto
    y oprimido por el enemigo?»
10 Mortal agonía me penetra hasta los huesos
    ante la burla de mis adversarios,
mientras me echan en cara a todas horas:
    «¿Dónde está tu Dios?»

11 ¿Por qué voy a inquietarme?
    ¿Por qué me voy a angustiar?
En Dios pondré mi esperanza,
    y todavía lo alabaré.
    ¡Él es mi Salvador y mi Dios!

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 42

Bøn i eksil

1Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.

Som hjorten tørster efter rindende vand,
    sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
Jeg længes efter at se den levende Gud,
    hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
    „Hvor bliver din Gud af?”
Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
    da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
    det var festdage med glædesråb og lovsang.
Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
    Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
    Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
    mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
        ved foden af Hermonbjerget.
Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
    Jeg råber til dig fra min dybe nød,
        jeg håber at overdøve vandfaldets torden.

Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
    Hver nat synger jeg lovsange til ham.
        Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
    Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
    når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
    „Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
    Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
    vil jeg synge en takkesang til ham.

Footnotes

  1. 42,1 På hebraisk: maskil. Ordets betydning kendes ikke med sikkerhed.