1 Kings 17 – NIVUK & BPH

New International Version – UK

1 Kings 17:1-24

Elijah announces a great drought

1Now Elijah the Tishbite, from Tishbe17:1 Or Tishbite, of the settlers in Gilead, said to Ahab, ‘As the Lord, the God of Israel, lives, whom I serve, there will be neither dew nor rain in the next few years except at my word.’

Elijah fed by ravens

2Then the word of the Lord came to Elijah: 3‘Leave here, turn eastward and hide in the Kerith Ravine, east of the Jordan. 4You will drink from the brook, and I have instructed the ravens to supply you with food there.’

5So he did what the Lord had told him. He went to the Kerith Ravine, east of the Jordan, and stayed there. 6The ravens brought him bread and meat in the morning and bread and meat in the evening, and he drank from the brook.

Elijah and the widow at Zarephath

7Some time later the brook dried up because there had been no rain in the land. 8Then the word of the Lord came to him: 9‘Go at once to Zarephath in the region of Sidon and stay there. I have instructed a widow there to supply you with food.’ 10So he went to Zarephath. When he came to the town gate, a widow was there gathering sticks. He called to her and asked, ‘Would you bring me a little water in a jar so I may have a drink?’ 11As she was going to get it, he called, ‘And bring me, please, a piece of bread.’

12‘As surely as the Lord your God lives,’ she replied, ‘I don’t have any bread – only a handful of flour in a jar and a little olive oil in a jug. I am gathering a few sticks to take home and make a meal for myself and my son, that we may eat it – and die.’

13Elijah said to her, ‘Don’t be afraid. Go home and do as you have said. But first make a small loaf of bread for me from what you have and bring it to me, and then make something for yourself and your son. 14For this is what the Lord, the God of Israel, says: “The jar of flour will not be used up and the jug of oil will not run dry until the day the Lord sends rain on the land.” ’

15She went away and did as Elijah had told her. So there was food every day for Elijah and for the woman and her family. 16For the jar of flour was not used up and the jug of oil did not run dry, in keeping with the word of the Lord spoken by Elijah.

17Some time later the son of the woman who owned the house became ill. He grew worse and worse, and finally stopped breathing. 18She said to Elijah, ‘What do you have against me, man of God? Did you come to remind me of my sin and kill my son?’

19‘Give me your son,’ Elijah replied. He took him from her arms, carried him to the upper room where he was staying, and laid him on his bed. 20Then he cried out to the Lord, ‘Lord my God, have you brought tragedy even on this widow I am staying with, by causing her son to die?’ 21Then he stretched himself out on the boy three times and cried out to the Lord, ‘Lord my God, let this boy’s life return to him!’

22The Lord heard Elijah’s cry, and the boy’s life returned to him, and he lived. 23Elijah picked up the child and carried him down from the room into the house. He gave him to his mother and said, ‘Look, your son is alive!’

24Then the woman said to Elijah, ‘Now I know that you are a man of God and that the word of the Lord from your mouth is the truth.’

Bibelen på hverdagsdansk

1. Kongebog 17:1-24

Elias profeterer hungersnød over Israel

1Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: „Så sandt Herren lever—Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener—så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”

2Derefter sagde Herren til Elias: 3„Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden. 4Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”

5Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften, 6hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.

Elias og enken i Zarepta

7Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet. 8Da sagde Herren til Elias:

9„Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” 10Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. 11Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”

12„Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”

13„Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn, 14for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”

15Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise, 16for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.

17Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.

18„Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”

19„Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen. 20Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?” 21Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”

22Herren hørte Elias’ bøn, og drengen blev levende igen. 23Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”

24Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”