Psalms 106 – NIV & BPH

New International Version

Psalms 106:1-48

Psalm 106

1Praise the Lord.106:1 Hebrew Hallelu Yah; also in verse 48

Give thanks to the Lord, for he is good;

his love endures forever.

2Who can proclaim the mighty acts of the Lord

or fully declare his praise?

3Blessed are those who act justly,

who always do what is right.

4Remember me, Lord, when you show favor to your people,

come to my aid when you save them,

5that I may enjoy the prosperity of your chosen ones,

that I may share in the joy of your nation

and join your inheritance in giving praise.

6We have sinned, even as our ancestors did;

we have done wrong and acted wickedly.

7When our ancestors were in Egypt,

they gave no thought to your miracles;

they did not remember your many kindnesses,

and they rebelled by the sea, the Red Sea.106:7 Or the Sea of Reeds; also in verses 9 and 22

8Yet he saved them for his name’s sake,

to make his mighty power known.

9He rebuked the Red Sea, and it dried up;

he led them through the depths as through a desert.

10He saved them from the hand of the foe;

from the hand of the enemy he redeemed them.

11The waters covered their adversaries;

not one of them survived.

12Then they believed his promises

and sang his praise.

13But they soon forgot what he had done

and did not wait for his plan to unfold.

14In the desert they gave in to their craving;

in the wilderness they put God to the test.

15So he gave them what they asked for,

but sent a wasting disease among them.

16In the camp they grew envious of Moses

and of Aaron, who was consecrated to the Lord.

17The earth opened up and swallowed Dathan;

it buried the company of Abiram.

18Fire blazed among their followers;

a flame consumed the wicked.

19At Horeb they made a calf

and worshiped an idol cast from metal.

20They exchanged their glorious God

for an image of a bull, which eats grass.

21They forgot the God who saved them,

who had done great things in Egypt,

22miracles in the land of Ham

and awesome deeds by the Red Sea.

23So he said he would destroy them—

had not Moses, his chosen one,

stood in the breach before him

to keep his wrath from destroying them.

24Then they despised the pleasant land;

they did not believe his promise.

25They grumbled in their tents

and did not obey the Lord.

26So he swore to them with uplifted hand

that he would make them fall in the wilderness,

27make their descendants fall among the nations

and scatter them throughout the lands.

28They yoked themselves to the Baal of Peor

and ate sacrifices offered to lifeless gods;

29they aroused the Lord’s anger by their wicked deeds,

and a plague broke out among them.

30But Phinehas stood up and intervened,

and the plague was checked.

31This was credited to him as righteousness

for endless generations to come.

32By the waters of Meribah they angered the Lord,

and trouble came to Moses because of them;

33for they rebelled against the Spirit of God,

and rash words came from Moses’ lips.106:33 Or against his spirit, / and rash words came from his lips

34They did not destroy the peoples

as the Lord had commanded them,

35but they mingled with the nations

and adopted their customs.

36They worshiped their idols,

which became a snare to them.

37They sacrificed their sons

and their daughters to false gods.

38They shed innocent blood,

the blood of their sons and daughters,

whom they sacrificed to the idols of Canaan,

and the land was desecrated by their blood.

39They defiled themselves by what they did;

by their deeds they prostituted themselves.

40Therefore the Lord was angry with his people

and abhorred his inheritance.

41He gave them into the hands of the nations,

and their foes ruled over them.

42Their enemies oppressed them

and subjected them to their power.

43Many times he delivered them,

but they were bent on rebellion

and they wasted away in their sin.

44Yet he took note of their distress

when he heard their cry;

45for their sake he remembered his covenant

and out of his great love he relented.

46He caused all who held them captive

to show them mercy.

47Save us, Lord our God,

and gather us from the nations,

that we may give thanks to your holy name

and glory in your praise.

48Praise be to the Lord, the God of Israel,

from everlasting to everlasting.

Let all the people say, “Amen!”

Praise the Lord.

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 106:1-48

Herrens trofasthed imod sit folk

1Halleluja!

Tak Herren, for han er god.

Hans trofasthed varer til evig tid.

2Hvem har tal på alle hans undere?

Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?

3Velsignede er de, der gør det gode,

de, der altid handler ret.

4Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,

giv også mig del i dine goder.

5Lad mig se dit folk få fremgang,

lad mig glædes sammen med dine udvalgte,

juble med det folk, som tilhører dig.

6Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,

vi har begået fejl og handlet forkert.

7Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,

de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,

i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.

8Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld

og for at vise sin magt for verden.

9Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,

og folket kunne gå tørskoet over.

10Han frelste dem fra deres fjender,

friede dem fra egypternes had.

11Vandet skyllede hen over forfølgerne,

så de druknede alle som en.

12Da troede folket på Guds løfter

og brød ud i lovsang til ham.

13Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,

de holdt op med at søge hans vilje.

14I ørkenen krævede de kød at spise,

de udfordrede Guds tålmodighed.

15Han gav dem, hvad de forlangte,

men straffede dem også for deres oprør.

16Nogle i lejren blev misundelige på Moses

og på Aron, Guds udvalgte præst.

17Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,

lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.

18Ild for ned fra himlen

og fortærede dem, der gjorde oprør.

19Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,

de tilbad en afgud af metal.

20De byttede Guds herlighed bort

for et billede af et dyr, der æder græs.

21De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,

han, som reddede dem på forunderlig vis.

22Tænk på de mirakler, han udførte,

de fantastiske undere ved Det Røde Hav.

23Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,

men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,

så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.

24De nægtede at gå ind i det frugtbare land,

for de troede ikke på Guds løfte.

25De sad bare i deres telte og surmulede

og ville slet ikke høre på Herrens ord.

26Derfor svor han højt og helligt,

at oprørerne skulle dø i ørkenen.

27Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene

og gøres til flygtninge i fremmede lande.

28Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,

de holdt fest og ofrede til livløse afguder.

29Deres opførsel krænkede Herren dybt,

og han lod en pest bryde ud iblandt dem.

30Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,

og det gjorde, at plagen holdt op.

31Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,

og det vil han altid blive husket for.

32Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,

og Moses faldt i unåde hos Herren.

33De gjorde ham nemlig så oprørt,

at han talte i vrede og handlede overilet.

34De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,

som Herren havde befalet dem at udrydde.

35De giftede sig tilmed ind i deres familier,

lærte sig deres ugudelige skikke,

36så de dyrkede de fremmedes afguder

og derved blev skyld i deres egen ulykke.

37De ofrede både deres sønner og døtre

til de fremmede folkeslags guder.

38Fordi de myrdede uskyldige børn

og ofrede dem til afguderne,

blev landet besmittet af det udgydte blod.

39Guds folk var blevet urent i hans øjne,

deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.

40Derfor blussede Guds vrede op imod dem,

han følte afsky for sit ejendomsfolk.

41Han overgav dem i fremmedes vold,

deres fjender undertrykte dem.

42De gjorde livet surt for dem

og kuede dem på alle måder.

43Gang på gang befriede Herren sit folk,

men de blev ved med at gøre oprør

og falde dybere og dybere i synd.

44Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,

han hørte deres råb om nåde.

45Han havde jo indgået en pagt med sit folk,

og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.

46Han sørgede for, at de fremmede herskere

fik medlidenhed med dem.

47Vor Herre og Gud, frels os!

Bring os tilbage fra landflygtigheden,

så vi kan give dig taknemmelighedsofre

og lovprise dit hellige navn.

48Lovet være Herren, Israels Gud.

Lad os prise ham nu og til evig tid.

Lad hele folket svare: Amen!

Halleluja!