New International Version

Matthew 22

The Parable of the Wedding Banquet

1Jesus spoke to them again in parables, saying: “The kingdom of heaven is like a king who prepared a wedding banquet for his son. He sent his servants to those who had been invited to the banquet to tell them to come, but they refused to come.

“Then he sent some more servants and said, ‘Tell those who have been invited that I have prepared my dinner: My oxen and fattened cattle have been butchered, and everything is ready. Come to the wedding banquet.’

“But they paid no attention and went off—one to his field, another to his business. The rest seized his servants, mistreated them and killed them. The king was enraged. He sent his army and destroyed those murderers and burned their city.

“Then he said to his servants, ‘The wedding banquet is ready, but those I invited did not deserve to come. So go to the street corners and invite to the banquet anyone you find.’ 10 So the servants went out into the streets and gathered all the people they could find, the bad as well as the good, and the wedding hall was filled with guests.

11 “But when the king came in to see the guests, he noticed a man there who was not wearing wedding clothes. 12 He asked, ‘How did you get in here without wedding clothes, friend?’ The man was speechless.

13 “Then the king told the attendants, ‘Tie him hand and foot, and throw him outside, into the darkness, where there will be weeping and gnashing of teeth.’

14 “For many are invited, but few are chosen.”

Paying the Imperial Tax to Caesar

15 Then the Pharisees went out and laid plans to trap him in his words. 16 They sent their disciples to him along with the Herodians. “Teacher,” they said, “we know that you are a man of integrity and that you teach the way of God in accordance with the truth. You aren’t swayed by others, because you pay no attention to who they are. 17 Tell us then, what is your opinion? Is it right to pay the imperial tax[a] to Caesar or not?”

18 But Jesus, knowing their evil intent, said, “You hypocrites, why are you trying to trap me? 19 Show me the coin used for paying the tax.” They brought him a denarius, 20 and he asked them, “Whose image is this? And whose inscription?”

21 “Caesar’s,” they replied.

Then he said to them, “So give back to Caesar what is Caesar’s, and to God what is God’s.”

22 When they heard this, they were amazed. So they left him and went away.

Marriage at the Resurrection

23 That same day the Sadducees, who say there is no resurrection, came to him with a question. 24 “Teacher,” they said, “Moses told us that if a man dies without having children, his brother must marry the widow and raise up offspring for him. 25 Now there were seven brothers among us. The first one married and died, and since he had no children, he left his wife to his brother. 26 The same thing happened to the second and third brother, right on down to the seventh. 27 Finally, the woman died. 28 Now then, at the resurrection, whose wife will she be of the seven, since all of them were married to her?”

29 Jesus replied, “You are in error because you do not know the Scriptures or the power of God. 30 At the resurrection people will neither marry nor be given in marriage; they will be like the angels in heaven. 31 But about the resurrection of the dead—have you not read what God said to you, 32 ‘I am the God of Abraham, the God of Isaac, and the God of Jacob’[b]? He is not the God of the dead but of the living.”

33 When the crowds heard this, they were astonished at his teaching.

The Greatest Commandment

34 Hearing that Jesus had silenced the Sadducees, the Pharisees got together. 35 One of them, an expert in the law, tested him with this question: 36 “Teacher, which is the greatest commandment in the Law?”

37 Jesus replied: “‘Love the Lord your God with all your heart and with all your soul and with all your mind.’[c] 38 This is the first and greatest commandment. 39 And the second is like it: ‘Love your neighbor as yourself.’[d] 40 All the Law and the Prophets hang on these two commandments.”

Whose Son Is the Messiah?

41 While the Pharisees were gathered together, Jesus asked them, 42 “What do you think about the Messiah? Whose son is he?”

“The son of David,” they replied.

43 He said to them, “How is it then that David, speaking by the Spirit, calls him ‘Lord’? For he says,

44 “‘The Lord said to my Lord:
    “Sit at my right hand
until I put your enemies
    under your feet.”’[e]

45 If then David calls him ‘Lord,’ how can he be his son?” 46 No one could say a word in reply, and from that day on no one dared to ask him any more questions.

Footnotes

  1. Matthew 22:17 A special tax levied on subject peoples, not on Roman citizens
  2. Matthew 22:32 Exodus 3:6
  3. Matthew 22:37 Deut. 6:5
  4. Matthew 22:39 Lev. 19:18
  5. Matthew 22:44 Psalm 110:1

Bibelen på hverdagsdansk

Matthæus 22

Historien om kongesønnens bryllupsfest

1Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:

„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ 10 Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.

11 Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. 12 ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. 13 Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, 14 for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord

15 Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. 16 Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne[a] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. 17 Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” 18 Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? 19 Vis mig den mønt, I betaler skat med.”

De rakte ham en. 20 „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

21 „Det er kejserens navn og billede.”

„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”[b]

22 Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde

23 Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: 24 „Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 25 Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to, 26 men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv. 27 Til sidst døde også konen. 28 Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”

29 „I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. 30 Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. 31 Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:

32 ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’

Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”

33 Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.

Det vigtigste bud i Toraen

34 Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. 35 De fik en af de skriftlærde til at spørge:

36 „Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”

37 Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.[c] 38 Det er det største og fornemmeste bud. 39 Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’[d] 40 Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”

Messias som Davids søn

41 Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: 42 „Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”[e]

„Han er Davids søn,” svarede de.

43 „Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:

44 ‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
    imens jeg overvinder dine fjender.’[f]

45 Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

46 Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.

Footnotes

  1. 22,16 Herodianerne er en gruppe, som støttede og var nært knyttet til kong Herodes Antipas, der slog Johannes Døber ihjel. De ønskede samarbejde med den romerske besættelsesmagt, mens farisæerne var stærkt imod romerne.
  2. 22,21 Da jøderne vidste, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og at noget af Guds væsen er præget ind i enhver af hans skabninger, forstod de, at Jesus dermed sagde, at de skulle give deres liv til Gud.
  3. 22,37 5.Mos. 6,4-5.
  4. 22,39 3.Mos. 19,18.
  5. 22,42 På hebraisk bruges „søn” også om en efterkommer.
  6. 22,44 Sl. 110,1