New International Version

Genesis 3

The Fall

1Now the serpent was more crafty than any of the wild animals the Lord God had made. He said to the woman, “Did God really say, ‘You must not eat from any tree in the garden’?”

The woman said to the serpent, “We may eat fruit from the trees in the garden, but God did say, ‘You must not eat fruit from the tree that is in the middle of the garden, and you must not touch it, or you will die.’”

“You will not certainly die,” the serpent said to the woman. “For God knows that when you eat from it your eyes will be opened, and you will be like God, knowing good and evil.”

When the woman saw that the fruit of the tree was good for food and pleasing to the eye, and also desirable for gaining wisdom, she took some and ate it. She also gave some to her husband, who was with her, and he ate it. Then the eyes of both of them were opened, and they realized they were naked; so they sewed fig leaves together and made coverings for themselves.

Then the man and his wife heard the sound of the Lord God as he was walking in the garden in the cool of the day, and they hid from the Lord God among the trees of the garden. But the Lord God called to the man, “Where are you?”

10 He answered, “I heard you in the garden, and I was afraid because I was naked; so I hid.”

11 And he said, “Who told you that you were naked? Have you eaten from the tree that I commanded you not to eat from?”

12 The man said, “The woman you put here with me—she gave me some fruit from the tree, and I ate it.”

13 Then the Lord God said to the woman, “What is this you have done?”

The woman said, “The serpent deceived me, and I ate.”

14 So the Lord God said to the serpent, “Because you have done this,

“Cursed are you above all livestock
    and all wild animals!
You will crawl on your belly
    and you will eat dust
    all the days of your life.
15 And I will put enmity
    between you and the woman,
    and between your offspring[a] and hers;
he will crush[b] your head,
    and you will strike his heel.”

16 To the woman he said,

“I will make your pains in childbearing very severe;
    with painful labor you will give birth to children.
Your desire will be for your husband,
    and he will rule over you.”

17 To Adam he said, “Because you listened to your wife and ate fruit from the tree about which I commanded you, ‘You must not eat from it,’

“Cursed is the ground because of you;
    through painful toil you will eat food from it
    all the days of your life.
18 It will produce thorns and thistles for you,
    and you will eat the plants of the field.
19 By the sweat of your brow
    you will eat your food
until you return to the ground,
    since from it you were taken;
for dust you are
    and to dust you will return.”

20 Adam[c] named his wife Eve,[d] because she would become the mother of all the living.

21 The Lord God made garments of skin for Adam and his wife and clothed them. 22 And the Lord God said, “The man has now become like one of us, knowing good and evil. He must not be allowed to reach out his hand and take also from the tree of life and eat, and live forever.” 23 So the Lord God banished him from the Garden of Eden to work the ground from which he had been taken. 24 After he drove the man out, he placed on the east side[e] of the Garden of Eden cherubim and a flaming sword flashing back and forth to guard the way to the tree of life.

Footnotes

  1. Genesis 3:15 Or seed
  2. Genesis 3:15 Or strike
  3. Genesis 3:20 Or The man
  4. Genesis 3:20 Eve probably means living.
  5. Genesis 3:24 Or placed in front

Bibelen på hverdagsdansk

1 Mosebog 3

Hvordan menneskets ulydighed begynder

1Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: „Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?” „Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!” svarede kvinden. „Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!” „I dør da ikke,” hvislede slangen. „Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.”

Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun en til sin mand, som også var der, og han spiste af den. Straks lagde de mærke til, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.

Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne. Gud kaldte: „Adam, hvor er du?” 10 Adam svarede: „Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.” 11 „Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. „Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?” 12 „Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,” indvendte Adam, „og så spiste jeg.”

13 Så vendte Gud sig til kvinden: „Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. „Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, „og så spiste jeg.”

Konsekvensen af ulydighed

14 Nu talte Gud til slangen: „Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv! 15 Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom.[a] Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”

16 Derpå sagde Gud til kvinden: „Jeg vil forstærke ubehaget ved din graviditet og smerten ved at føde børn. Du vil gerne have magt over[b] din mand, men du skal underordne dig under ham.[c]

17 Til Adam sagde Gud: „Fordi du adlød din kone og spiste af frugten, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, er du nu skyld i, at jorden bliver forbandet. Hele dit liv må du møjsommeligt slide for at skaffe dig føden. 18 Nu må du leve af, hvad du kan dyrke på marken, hvor der også vil vokse tjørn og tidsler. 19 Du kommer til at arbejde hårdt for føden, indtil du dør og bliver lagt i jorden, hvoraf du er formet. For af jord er du kommet, og til jord skal du blive.”

20 Adam kaldte sin kone Eva[d], for hun blev hele menneskeslægtens mor. 21 Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone.

22 Så sagde Gud: „Nu da menneskene er blevet som os i den forstand, at de kender både det gode og det onde, skal de ikke også spise frugten fra livets træ og leve evigt.” 23 Derfor bortviste Gud dem fra Edens have og satte dem til at dyrke den jord, hvoraf de var taget. 24 Han drev dem ud og satte keruber[e] øst for Edens have til at bevogte vejen til livets træ med glimtende og hvirvlende flammesværd.

Footnotes

  1. 3,15 Det hebraiske ord for „afkom” kan forstås enten som hele slægten eller som en enkelt efterkommer. Det er sikkert en profetisk hentydning til den frelser, der engang skulle komme—Messias. Jf. 1.Mos. 22,18.
  2. 3,16 Eller: „Du vil længes efter”. Mere ordret: „Du vil række ud efter”. Fortolkningen i teksten bygger på, at den samme konstruktion på hebraisk findes i 1.Mos. 4,7.
  3. 3,16 Mere ordret: „han skal regere over dig.” En anden mulig oversættelse er: „du vil søge at få magten over ham, men han er ansvarlig for dig/er sat over dig.”
  4. 3,20 Navnet Eva på hebraisk minder om et ord, der betyder „livgiver”.
  5. 3,24 Keruber er engle, der ofte fungerer som vagtposter. I modsætning til andre engle har de vinger.