Isaiah 63 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

Isaiah 63:1-19

God Will Save His People and Punish Their Enemies

1Who is this man coming from the city of Bozrah in Edom?

His clothes are stained bright red.

Who is he? He is dressed up in all his glory.

He is marching toward us with great strength.

The Lord answers, “It is I.

I have won the battle.

I am mighty.

I have saved my people.”

2Why are your clothes red?

They look as if you have been stomping

on grapes in a winepress.

3The Lord answers, “I have been stomping on the nations

as if they were grapes.

No one was there to help me.

I walked all over the nations because I was angry.

That is why I stomped on them.

Their blood splashed all over my clothes.

So my clothes were stained bright red.

4I decided it was time to pay back Israel’s enemies.

The year for me to set my people free had come.

5I looked around, but no one was there to help me.

I was shocked that no one gave me any help.

So I used my own power to save my people.

I had the strength to do it because I was angry.

6I walked all over the nations because I was angry with them.

I made them drink from the cup of my great anger.

I poured out their blood on the ground.”

Isaiah Praises the Lord and Prays to Him

7I will talk about the kind things the Lord has done.

I’ll praise him for everything he’s done for us.

He has done many good things

for the nation of Israel.

That’s because he loves us and is very kind to us.

8In the past he said, “They are my people.

They are children who will be faithful to me.”

So he saved them.

9When they suffered, he suffered with them.

He sent his angel to save them.

He set them free because he is loving and kind.

He lifted them up and carried them.

He did it again and again in days long ago.

10But they refused to obey him.

They made his Holy Spirit sad.

So he turned against them and became their enemy.

He himself fought against them.

11Then his people remembered what he did long ago.

They recalled the days of Moses and his people.

They asked, “Where is the God who brought

Israel through the Red Sea?

Moses led them as the shepherd of his flock.

Where is the God who put

his Holy Spirit among them?

12He used his glorious and powerful arm

to help Moses.

He parted the waters of the sea in front of them.

That mighty act made him famous forever.

13He led them through that deep sea.

Like a horse in open country,

they didn’t trip and fall.

14They were like cattle that are taken down to the plains.

They were given rest by the Spirit of the Lord.”

That’s how he guided his people.

So he made a glorious name for himself.

15Lord, look down from heaven.

Look down from your holy and glorious throne.

Where is your great love for us?

Where is your power?

Why don’t you show us

your tender love and concern?

16You are our Father.

Abraham might not accept us as his children.

Jacob might not recognize us as his family.

But you are our Father, Lord.

Your name is One Who Always Sets Us Free.

17Lord, why do you let us wander away from you?

Why do you let us become so stubborn

that we don’t respect you?

Come back and help us.

We are the tribes that belong to you.

18For a little while your holy people possessed the land.

But now our enemies have torn your temple down.

19We are like people you never ruled over.

We are like those who don’t belong to you.

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 63:1-19

Guds dom over Israels undertrykkere

1Hvem er den mægtige fyrste i blodrøde klæder, som kommer fra Botzra i Edoms land?

„Det er mig, Herren, som har magt til at frelse, og som afsiger retfærdige domme.”

2Hvorfor er dit tøj så rødt, som om du havde trampet druerne i vinpersen?

3„Jeg trådte vinpersen alene. Der var ingen, som hjalp mig. I min vrede nedtrådte jeg dem, som var de druer. Jeg trampede på dem, så jeg blev oversprøjtet med blod. 4Hævnens time var kommet, tiden til at befri mit folk fra deres undertrykkere. 5Jeg ventede på, om nogen ville hjælpe mig, jeg undrede mig over, at ingen støttede mig. Så fuldførte jeg dommen alene i min stærke vrede. 6Jeg nedtrådte folkene i vrede, fyldte dem med min harmes vin og lod deres blod løbe ud på jorden.”

Profeten mindes befrielsen fra slaveriet i Egypten og folkets utroskab

7Jeg vil mindes Herrens trofasthed. Jeg vil takke ham for alt, hvad han gjorde for os, glæde mig over hans godhed imod Israels folk, over hans barmhjertighed og urokkelige troskab. 8Han sagde: „Det er jo mit folk, og de vil ikke svigte mig.” Da befriede han dem fra slaveriet. 9Han sendte ikke en engel eller et sendebud for at redde dem, men han greb selv ind. På grund af sin kærlighed ynkedes han over dem og befriede dem. Han har jo båret dem og beskyttet dem helt fra begyndelsen.

10Men de gjorde alligevel oprør imod ham og bedrøvede hans hellige Ånd. Derfor blev han deres fjende og kæmpede imod dem.

Folket mindes Guds indgreb i fortiden og beder om hjælp

11Men så kom de i tanke om de gamle dage, hvor Moses førte folket ud af Egypten, og de råbte: „Hvor er den Gud, som førte Israels folk med dets ledere sikkert gennem havet? Hvor er den Gud, som gav sin hellige Ånd til sin tjener Moses? 12-13Hvor er den Gud, som viste sin vældige magt og gav Moses autoritet til at kløve havet foran hele folket? Hvor er den Gud, som udførte de store mirakler, som vi aldrig glemmer? De vandrede gennem havet så let som heste gennem ørkenen. 14Som kvæget, der føres ned til græsset i dalen, førte Herrens Ånd folket til et hvilested. Sådan førte Herren sit folk for at vise sin herlighed.

15Herre, se nu til os fra din hellige bolig i din herligheds Himmel. Hvad er der blevet af din nidkærhed for dit folk? Hvor er din vældige magt? Hvor er din barmhjertighed og kærlighed? Hvorfor oplever vi det ikke? 16Du er jo vores Far. Abraham og Jakob kan ikke hjælpe os. Det er dig, Herre, som har hjulpet og reddet os fra ældgammel tid. 17Herre, hvorfor tillader du os at fare vild fra dine veje? Hvorfor gør du os sløve, så vi glemmer at have ærefrygt for dig? Kom tilbage og grib ind, for vi ønsker at tjene dig, og vi tilhører dig. 18Dit hellige folk boede i landet en kort tid, men nu er det vores fjender, der nedtramper dit hellige sted. 19Vi har altid været dit folk. De andre folkeslag tilbeder dig ikke, og det er ikke dem, der har dig som deres Herre. Gid du ville flænge himlen og stige ned til os. Så ville bjergene bæve.