Exodus 13 – NIV & BPH

New International Version

Exodus 13:1-22

Consecration of the Firstborn

1The Lord said to Moses, 2“Consecrate to me every firstborn male. The first offspring of every womb among the Israelites belongs to me, whether human or animal.”

3Then Moses said to the people, “Commemorate this day, the day you came out of Egypt, out of the land of slavery, because the Lord brought you out of it with a mighty hand. Eat nothing containing yeast. 4Today, in the month of Aviv, you are leaving. 5When the Lord brings you into the land of the Canaanites, Hittites, Amorites, Hivites and Jebusites—the land he swore to your ancestors to give you, a land flowing with milk and honey—you are to observe this ceremony in this month: 6For seven days eat bread made without yeast and on the seventh day hold a festival to the Lord. 7Eat unleavened bread during those seven days; nothing with yeast in it is to be seen among you, nor shall any yeast be seen anywhere within your borders. 8On that day tell your son, ‘I do this because of what the Lord did for me when I came out of Egypt.’ 9This observance will be for you like a sign on your hand and a reminder on your forehead that this law of the Lord is to be on your lips. For the Lord brought you out of Egypt with his mighty hand. 10You must keep this ordinance at the appointed time year after year.

11“After the Lord brings you into the land of the Canaanites and gives it to you, as he promised on oath to you and your ancestors, 12you are to give over to the Lord the first offspring of every womb. All the firstborn males of your livestock belong to the Lord. 13Redeem with a lamb every firstborn donkey, but if you do not redeem it, break its neck. Redeem every firstborn among your sons.

14“In days to come, when your son asks you, ‘What does this mean?’ say to him, ‘With a mighty hand the Lord brought us out of Egypt, out of the land of slavery. 15When Pharaoh stubbornly refused to let us go, the Lord killed the firstborn of both people and animals in Egypt. This is why I sacrifice to the Lord the first male offspring of every womb and redeem each of my firstborn sons.’ 16And it will be like a sign on your hand and a symbol on your forehead that the Lord brought us out of Egypt with his mighty hand.”

Crossing the Sea

17When Pharaoh let the people go, God did not lead them on the road through the Philistine country, though that was shorter. For God said, “If they face war, they might change their minds and return to Egypt.” 18So God led the people around by the desert road toward the Red Sea.13:18 Or the Sea of Reeds The Israelites went up out of Egypt ready for battle.

19Moses took the bones of Joseph with him because Joseph had made the Israelites swear an oath. He had said, “God will surely come to your aid, and then you must carry my bones up with you from this place.”13:19 See Gen. 50:25.

20After leaving Sukkoth they camped at Etham on the edge of the desert. 21By day the Lord went ahead of them in a pillar of cloud to guide them on their way and by night in a pillar of fire to give them light, so that they could travel by day or night. 22Neither the pillar of cloud by day nor the pillar of fire by night left its place in front of the people.

Bibelen på hverdagsdansk

2. Mosebog 13:1-22

De førstefødte tilhører Herren

1Herren gav også Moses følgende befaling: 2„Alle Israels førstefødte sønner skal indvies til mig—også alle førstefødte handyr. De skal tilhøre mig.”

3Så sagde Moses til folket: „Den her dag er en dag, I altid vil huske, for det var den dag, I forlod Egypten og blev reddet ud af slaveriet. Herren førte jer ud ved sin vældige magt og mægtige undere. På den dag må I kun spise brød, der er bagt uden surdej.

4-5Denne dag i aviv13,4-5 Aviv er den første måned i det religiøse år, og det svarer til marts-april. måned skal hvert år fejres til minde om jeres befrielse fra slaveriet i Egypten. Når Herren har ført jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, hivvitterne og jebusitterne bor—det land, som han lovede jeres forfædre, et land, som ‚flyder med mælk og honning’, så skal I holde påske hvert år i aviv måned. 6-7I syv dage skal I spise usyrnet brød, og den syvende dag skal være en særlig højtidsdag for Herren. I de syv dage højtiden varer, må der ikke findes syrnet brød eller surdej i noget hjem, ja overhovedet ikke inden for landets grænser. 8Hvert år under denne højtid skal I forklare jeres børn, hvad det er, I fejrer—nemlig hvad Herren gjorde for jer, da han reddede jer fra slaveriet i Egypten. 9Denne årlige højtid skal være et konkret tegn, der giver jer identitet som Herrens befriede folk. Den skal være som et mærke på jeres hånd og pande og minde jer om, at I altid skal tænke og handle på Herrens befalinger, for med vældig magt og mægtige undere førte han jer ud af Egypten.

10I skal fejre påske hvert år i aviv måned. 11Og når Herren fører jer ind i kana’anæernes land, som han for længe siden lovede jeres forfædre, 12skal alle jeres førstefødte sønner og førstefødte handyr gives til Herren, fordi det førstefødte tilhører ham. 13Men da æsler er urene dyr, skal I ikke give ham et førstefødt hanæsel. I stedet kan I give ham et lam eller et gedekid. Hvis I vælger ikke at give noget i stedet for æselføllet, skal I brække halsen på det. Og hvis I ikke vil give jeres førstefødte sønner til at tjene Herren, skal I indløse dem med et passende offer, som I giver til Herren i stedet for.

14I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad skal disse indløsningsofre gøre godt for?’ skal I svare dem: ‚Med vældig magt og mægtige undere udfriede Herren os fra slaveriet i Egypten. 15Farao nægtede at lade os rejse, og derfor slog Herren alle de førstefødte sønner i Egypten ihjel tillige med alle de førstefødte handyr. Det er derfor, vi nu giver vores førstefødte sønner og vores førstefødte handyr til Herren, selv om sønnerne kan indløses med et andet offer.’ 16Jeg understreger igen, at denne tradition skal være som et mærke på jeres hånd og pande, et synligt tegn til minde om, at det var Herren, som med sin vældige magt førte jer ud af Egypten.”

Skyen, der går foran folket

17-18Da Farao endelig lod israelitterne rejse, førte Gud dem ikke gennem filistrenes land, skønt det var den mest direkte vej fra Egypten til Kana’ans land. Gud sagde: „Folket kunne miste modet og ønske at vende tilbage til Egypten, når der bliver kampe undervejs.” I stedet førte han dem ad en omvej gennem ørkenen i retning mod Det Røde Hav. Israelitterne forlod Egypten i grupper på 50 familier.13,17-18 Eller: „i række og geled som en marcherende hær.” Meningen er omstridt.

19Moses tog Josefs mumie med sig, for Josef havde ladet Israels ledere sværge på, at man ville tage hans knogler med, når Gud engang førte sit folk ud af Egypten.

20Efter deres første stop i Sukkot slog de lejr ved Etam i udkanten af ørkenen. 21Herren gik selv foran dem, om dagen i form af en skysøjle for at vise dem vej og om natten i form af en ildsøjle for at lyse for dem. På den måde kunne de rejse både om dagen og om natten. 22Skysøjlen forlod dem ikke om dagen, og ildsøjlen forlod dem ikke om natten.