King James Version

Acts 7:1-60

1Then said the high priest, Are these things so? 2And he said, Men, brethren, and fathers, hearken; The God of glory appeared unto our father Abraham, when he was in Mesopotamia, before he dwelt in Charran, 3And said unto him, Get thee out of thy country, and from thy kindred, and come into the land which I shall shew thee. 4Then came he out of the land of the Chaldæans, and dwelt in Charran: and from thence, when his father was dead, he removed him into this land, wherein ye now dwell. 5And he gave him none inheritance in it, no, not so much as to set his foot on: yet he promised that he would give it to him for a possession, and to his seed after him, when as yet he had no child. 6And God spake on this wise, That his seed should sojourn in a strange land; and that they should bring them into bondage, and entreat them evil four hundred years. 7And the nation to whom they shall be in bondage will I judge, said God: and after that shall they come forth, and serve me in this place. 8And he gave him the covenant of circumcision: and so Abraham begat Isaac, and circumcised him the eighth day; and Isaac begat Jacob; and Jacob begat the twelve patriarchs. 9And the patriarchs, moved with envy, sold Joseph into Egypt: but God was with him, 10And delivered him out of all his afflictions, and gave him favour and wisdom in the sight of Pharaoh king of Egypt; and he made him governor over Egypt and all his house. 11Now there came a dearth over all the land of Egypt and Chanaan, and great affliction: and our fathers found no sustenance. 12But when Jacob heard that there was corn in Egypt, he sent out our fathers first. 13And at the second time Joseph was made known to his brethren; and Joseph’s kindred was made known unto Pharaoh. 14Then sent Joseph, and called his father Jacob to him, and all his kindred, threescore and fifteen souls. 15So Jacob went down into Egypt, and died, he, and our fathers, 16And were carried over into Sychem, and laid in the sepulchre that Abraham bought for a sum of money of the sons of Emmor the father of Sychem. 17But when the time of the promise drew nigh, which God had sworn to Abraham, the people grew and multiplied in Egypt, 18Till another king arose, which knew not Joseph. 19The same dealt subtilly with our kindred, and evil entreated our fathers, so that they cast out their young children, to the end they might not live. 20In which time Moses was born, and was exceeding fair, and nourished up in his father’s house three months: 21And when he was cast out, Pharaoh’s daughter took him up, and nourished him for her own son. 22And Moses was learned in all the wisdom of the Egyptians, and was mighty in words and in deeds. 23And when he was full forty years old, it came into his heart to visit his brethren the children of Israel. 24And seeing one of them suffer wrong, he defended him, and avenged him that was oppressed, and smote the Egyptian: 25For he supposed his brethren would have understood how that God by his hand would deliver them: but they understood not. 26And the next day he shewed himself unto them as they strove, and would have set them at one again, saying, Sirs, ye are brethren; why do ye wrong one to another? 27But he that did his neighbour wrong thrust him away, saying, Who made thee a ruler and a judge over us? 28Wilt thou kill me, as thou diddest the Egyptian yesterday? 29Then fled Moses at this saying, and was a stranger in the land of Madian, where he begat two sons. 30And when forty years were expired, there appeared to him in the wilderness of mount Sina an angel of the Lord in a flame of fire in a bush. 31When Moses saw it, he wondered at the sight: and as he drew near to behold it, the voice of the Lord came unto him, 32Saying, I am the God of thy fathers, the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob. Then Moses trembled, and durst not behold. 33Then said the Lord to him, Put off thy shoes from thy feet: for the place where thou standest is holy ground. 34I have seen, I have seen the affliction of my people which is in Egypt, and I have heard their groaning, and am come down to deliver them. And now come, I will send thee into Egypt. 35This Moses whom they refused, saying, Who made thee a ruler and a judge? the same did God send to be a ruler and a deliverer by the hand of the angel which appeared to him in the bush. 36He brought them out, after that he had shewed wonders and signs in the land of Egypt, and in the Red sea, and in the wilderness forty years.

37¶ This is that Moses, which said unto the children of Israel, A prophet shall the Lord your God raise up unto you of your brethren, like unto me; him shall ye hear. 38This is he, that was in the church in the wilderness with the angel which spake to him in the mount Sina, and with our fathers: who received the lively oracles to give unto us: 39To whom our fathers would not obey, but thrust him from them, and in their hearts turned back again into Egypt, 40Saying unto Aaron, Make us gods to go before us: for as for this Moses, which brought us out of the land of Egypt, we wot not what is become of him. 41And they made a calf in those days, and offered sacrifice unto the idol, and rejoiced in the works of their own hands. 42Then God turned, and gave them up to worship the host of heaven; as it is written in the book of the prophets, O ye house of Israel, have ye offered to me slain beasts and sacrifices by the space of forty years in the wilderness? 43Yea, ye took up the tabernacle of Moloch, and the star of your god Remphan, figures which ye made to worship them: and I will carry you away beyond Babylon. 44Our fathers had the tabernacle of witness in the wilderness, as he had appointed, speaking unto Moses, that he should make it according to the fashion that he had seen. 45Which also our fathers that came after brought in with Jesus into the possession of the Gentiles, whom God drave out before the face of our fathers, unto the days of David; 46Who found favour before God, and desired to find a tabernacle for the God of Jacob. 47But Solomon built him an house. 48Howbeit the most High dwelleth not in temples made with hands; as saith the prophet, 49Heaven is my throne, and earth is my footstool: what house will ye build me? saith the Lord: or what is the place of my rest? 50Hath not my hand made all these things?

51¶ Ye stiffnecked and uncircumcised in heart and ears, ye do always resist the Holy Ghost: as your fathers did, so do ye. 52Which of the prophets have not your fathers persecuted? and they have slain them which shewed before of the coming of the Just One; of whom ye have been now the betrayers and murderers: 53Who have received the law by the disposition of angels, and have not kept it.

54¶ When they heard these things, they were cut to the heart, and they gnashed on him with their teeth. 55But he, being full of the Holy Ghost, looked up stedfastly into heaven, and saw the glory of God, and Jesus standing on the right hand of God, 56And said, Behold, I see the heavens opened, and the Son of man standing on the right hand of God. 57Then they cried out with a loud voice, and stopped their ears, and ran upon him with one accord, 58And cast him out of the city, and stoned him: and the witnesses laid down their clothes at a young man’s feet, whose name was Saul. 59And they stoned Stephen, calling upon God, and saying, Lord Jesus, receive my spirit. 60And he kneeled down, and cried with a loud voice, Lord, lay not this sin to their charge. And when he had said this, he fell asleep.

Bibelen på hverdagsdansk

Apostlenes Gerninger 7:1-60

Stefanus’ forsvarstale

1„Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. 2„Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. 3Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’7,3 1.Mos. 12,1. 4Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. 5Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. 6Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. 7‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’7,7 1.Mos. 15,13-16. 8Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.7,8 Jf. 1.Mos. 17,1-14. Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.

9Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham 10og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. 11Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. 12Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. 13Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an. 14Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.7,14 Ifølge 1.Mos. 46,26 var der 66, når man ikke talte Jakobs svigerdøtre med. Her er der muligvis medregnet ni svigerdøtre. 15Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. 16Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.

17Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. 18Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. 19Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. 20På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, 21men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, 22og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.

23Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. 24Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. 25Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.

26Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ 27Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? 28Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ 29Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.

30Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. 31Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: 32‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’7,32 Jf. 2.Mos. 3,6. Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. 33Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 34Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’

35Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk. 36Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring.

37Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’7,37 Jf. 5.Mos. 18,15. 38Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os.

39Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten. 40Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’ 41Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt. 42Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen? 43Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’7,43 Citat fra den græske oversættelse af Amos 5,25-27.

44Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. 45Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, 46hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. 47Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, 48men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:

49‚Himlen er min trone,

og jorden er min fodskammel.

Hvordan vil I bygge et hus til mig?

Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?

50Jeg har jo selv skabt det hele.’7,50 Es. 66,1-2.

51I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. 52Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. 53I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”

Stefanus henrettes ved stening

54Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56„Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”

57Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,7,58 De betragtede det, Stefanus havde sagt, som blasfemi mod Gud, og ifølge 3.Mos. 24,14 var det deres religiøse pligt at stene en sådan person. men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.