Job 20 – HTB & BPH

Het Boek

Job 20:1-29

1Daarop nam Sofar van Naäma het woord en sprak: 2Mijn inzicht dwingt mij tot antwoord, Omdat het in mij stormt, 3Nu ik een grievend verwijt moet horen, En domme bluf mij antwoord geeft. 4Weet ge dan niet, dat van de vroegste tijd af, Sinds de mens op de aarde werd geplaatst, 5Het gejuich van den boze slechts korte tijd duurt, De vreugde van den goddeloze een ogenblik? 6Al verheft zijn gestalte zich hemelhoog, En reikt zijn hoofd tot de wolken: 7Als zijn eigen drek verdwijnt hij voor immer, Die hem zagen, roepen: Waar is hij? 8Spoorloos vervluchtigt hij als een droom, Wordt weggevaagd als een nachtgezicht; 9Het oog, dat hem zag, bespeurt hem niet langer, De plaats, waar hij woonde, aanschouwt hem niet meer. 10Zijn zonen bedelen bij armen, Zijn kinderen geven zijn rijkdom af; 11En al is zijn gebeente vol jeugdige kracht, Het legt zich neer bij hem in het graf. 12Hoe zoet het slechte in zijn mond mag smaken, Hoe hij het onder zijn tong ook verbergt, 13Hoe hij het smekt en niet doorslikt, En het tegen zijn gehemelte houdt: 14Toch verschaalt zijn spijs in zijn ingewanden, Wordt in zijn binnenste adderengif; 15Hij slokt schatten in, maar braakt ze uit, God drijft ze weer uit zijn buik. 16Adderengif moet hij drinken, Een slangentong zal hem doden; 17Hij zal geen beken van olie genieten, Geen stromen van honing en boter. 18Zijn winst geeft hij terug, en slokt ze niet door, Verheugt zich niet in de vrucht van zijn handel; 19Want hij heeft de armen verdrukt en verlaten, Hun huis geroofd, niet gebouwd. 20Omdat hij voor zijn buik geen verzadiging vond, Niets aan zijn eetlust ontsnapte, 21En niets aan zijn vraatzucht ontging: Daarom houdt zijn voorspoed geen stand! 22Op het toppunt van zijn geluk wordt het hem bang, Wordt hij door al de slagen van rampspoed getroffen; 23Terwijl hij zijn buik vult, laat God zijn ziedende toorn op hem los, Laat schichten regenen op zijn ingewanden. 24Als hij vlucht voor de ijzeren wapenrusting, Doorboort hem de koperen boog, 25Puilt de schicht uit zijn rug, De bliksemende pijl uit zijn gal. Dan overvalt hem de doodschrik, 26De diepste duisternis houdt hem omvangen; Een vuur verslindt hem, dat niet is ontstoken, Vreet weg wat nog leeft in zijn tent. 27De hemelen openbaren zijn schuld, En de aarde staat tegen hem op; 28Een stortvloed spoelt zijn woning weg, Een vloedgolf op de dag van zijn toorn! 29Dit is het lot van den boze, door God hem bedeeld, Het erfdeel, dat de Godheid hem toewijst!

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 20:1-29

Zofars anden tale til Job

1Derefter tog Zofar til genmæle:

2„Jeg bliver nødt til at sætte dig på plads,

for det, du siger, er oprørende.

3Det er nemt nok at anklage os,

men jeg ved, hvordan jeg skal svare dig.

4Ved du ikke, at fra tidernes morgen,

så længe der har været mennesker til,

5har de gudløses triumf været kort,

og deres glæde kun varet et øjeblik?

6Selv om deres selvglæde når til himlen,

og de går med næsen i sky,

7bliver de kastet bort som affald,

og deres venner spørger, hvor de blev af.

8De forsvinder som en drøm, når man vågner,

fordufter, som var det hele et synsbedrag.

9Deres venner ser dem ikke mere,

aldrig vender de tilbage til deres hjemby.

10Børnene må levere tilbage, hvad deres fædre har stjålet,

for de svage skal have det igen, som blev taget fra dem.

11De gudløse dør og bliver lagt i graven,

selv om de stadig var unge og stærke.

12De elsker smagen af synd,

nyder den i fulde drag,

13lader den smelte langsomt på tungen,

synker den med stort velbehag.

14Men i maven giver den voldsomme smerter,

som var det slangegift, de havde slugt.

15Gud sørger for, at de kaster den op,

den velstand de guffede i sig, kommer op igen.

16Men giften har gjort sin virkning,

de går til som bidt af en slange.

17De kan ikke længere skumme fløden

eller nyde en overflod af honning.

18De må aflevere deres uretmæssige bytte,

får ikke glæde af det, de har ranet.

19For de knuste ubarmhjertigt de hjælpeløse,

overtog huse, som ikke var deres.

20Altid skrabede de til sig,

men intet af det får de gavn af.

21De stjal, hvad de kunne få fat i,

men den slags rigdom varer ikke ved.

22Midt i velstanden rammes de af ulykken,

katastroferne regner ned over dem.

23Mens de sidder i fred og spiser,

rammes de af Guds vrede,

han lader slagene hagle ned over dem.

24De prøver at flygte for sværdet,

men bliver ramt i ryggen af en pil.

25Når de trækker pilen ud,

drypper spidsen af galde.

Dødens rædsler står malet i deres ansigter,

26deres skatte ender i glemslens mørke.

Guds ild fortærer dem,

opbrænder alle deres ejendele.

27Himlens magter straffer dem for deres synd,

jorden vidner imod dem.

28Guds vrede regner ned over dem,

deres huse skylles væk af en flodbølge.

29Sådan er de gudløses skæbne.

Det er Gud selv, der straffer dem.”