Jeremia 10 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

Jeremia 10:1-25

Die Götzen helfen euch nicht!

1Hört, ihr Israeliten, was der Herr euch zu sagen hat: 2»Folgt nicht dem Beispiel der anderen Völker! Wenn sie ungewöhnliche Himmelserscheinungen sehen, bekommen sie große Angst. Ihr aber braucht euch nicht zu fürchten. 3Denn die Religion dieser Völker ist eine Täuschung: Da fällen sie im Wald einen Baum, und der Kunsthandwerker schnitzt daraus eine Figur. 4Er verziert das Standbild mit Silber und Gold und nagelt es fest, damit es nicht wackelt. 5Und dann steht sie da, die Götterfigur, wie eine Vogelscheuche im Gurkenfeld! Sie kann weder reden noch gehen, sie muss getragen werden. Fürchtet euch nicht vor diesen Göttern! Sie können euch nichts Böses tun, und noch weniger können sie euch helfen.«

6Herr, dir ist niemand gleich! Du bist erhaben und bekannt für deine Macht. 7Wer sollte dich nicht fürchten, du König aller Völker? Dir allein gebührt die Ehre, denn kein Weiser und König auf dieser Welt ist dir gleich. 8Sie sind allesamt dumm und ohne Verstand. Was können sie von Holzfiguren schon lernen? 9Sie holen Silber aus Tarsis und Gold aus Ufas; der Bildhauer und der Goldschmied fertigen die Figur an. Dann bekommt sie ein Gewand aus blauem und violettem Purpurstoff. Ja, diese Götter werden von Kunsthandwerkern hergestellt!

10Der Herr aber ist der wahre und lebendige Gott, der ewige König. Wenn er zornig wird, dann bebt die Erde, kein Volk kann seinen Zorn ertragen.

11Sagt den Völkern: Eure Götter, die Himmel und Erde nicht erschaffen haben, werden unter diesem Himmel vergehen und von der Erde verschwinden!10,11 Dieser Vers ist im Grundtext auf Aramäisch, der damaligen Weltsprache, überliefert. 12Der Herr aber hat die Erde durch seine Macht geschaffen. In seiner großen Weisheit hat er ihr Fundament gelegt und den Himmel ausgebreitet. 13Wenn er es befiehlt, tosen die Wassermassen oben am Himmel; er lässt die Wolken aufsteigen vom Horizont. Er sendet Blitz und Regen und schickt den Wind aus seinen Kammern auf die Reise. 14Davor muss jeder Mensch verstummen! Dumm ist er gegenüber Gottes großer Weisheit. Und die Goldschmiede müssen sich schämen über ihre gegossenen Figuren, denn diese Götter sind blanker Betrug, kein Leben ist in ihnen. 15Eine Täuschung sind sie und verdienen nichts als Spott! Wenn Gott sein Urteil spricht, ist es aus mit ihnen. 16Ganz anders ist der Gott Jakobs als sie! Denn er hat das Weltall geschaffen und Israel zu seinem Eigentum erwählt. »Der Herr, der allmächtige Gott« wird er genannt.

Jerusalems Wunden heilen nicht mehr

17Ihr Einwohner von Jerusalem, die Stadt ist belagert! Rafft euer Hab und Gut zusammen! 18Denn so spricht der Herr: »Es ist so weit! Diesmal werde ich die Bewohner aus dem Land fortjagen und in große Bedrängnis bringen: Überall werden die Feinde sie finden.

19›Ich bin verloren‹, schreit Jerusalem, ›ich bin schwer verletzt, meine Wunden heilen nicht mehr! Dabei hatte ich gedacht: Es ist nur eine leichte Krankheit, die ich gut ertragen kann.10,19 Oder: Dies ist meine Krankheit, ich muss sie ertragen. 20Doch nun ist mein Zelt zerstört, die Seile sind zerrissen. Meine Kinder sind fortgegangen, keins von ihnen ist mehr bei mir. Niemand baut mein Zelt wieder auf und spannt die Decken darüber. 21Unsere Hirten sind ohne Verstand – sie fragen nicht mehr nach dem Herrn. Kein Wunder, dass ihnen nichts mehr gelingt und ihre ganze Herde verstreut ist.

22Da! Der Feind rückt aus dem Norden an, man hört schon den Lärm! Er wird die Städte Judas zu Ruinen machen, in denen die Schakale hausen.‹«

23Herr, ich habe erkannt: Das Leben eines Menschen liegt nicht in seiner Hand. Niemand kann seine Schritte nach eigenem Plan lenken. 24Strafe uns, o Herr, aber geh nicht zu hart mit uns ins Gericht! Lass deinen Zorn nicht an uns aus, denn dann wären wir verloren! 25Gieß deinen Zorn aus über die Völker, die dich nicht anerkennen, und über die Nationen, die deinen Namen nicht anrufen. Denn sie haben dein Volk, die Nachkommen von Jakob, vernichtet. Wie Raubtiere haben sie es verschlungen und seine Heimat verwüstet!

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 10:1-25

Skabningens Herre

1Israels folk, hør hvad Herren har at sige:

2„I må ikke dyrke de fremmede folkeslags guder eller følge deres skikke. Lad jer ikke skræmme af tegn i solen, månen eller stjernerne, selv om andre folk frygter for den slags. 3Deres overtro er nytteløs, og deres afguder er falske. De hugger et træ om i skoven, og en håndværker forarbejder det til afgudsbilleder. 4Han pynter dem med guld og sølv, stiller dem op og hamrer dem fast, så de ikke vælter. 5Sådan nogle afguder er som fugleskræmsler i en melonmark. De kan ikke tale, og de må bæres omkring, for de kan ikke gå. Dem skal I ikke være bange for. De kan ikke gøre nogen fortræd, men de gør heller ingen gavn.”

6Da sagde jeg: „Åh, Herre, ingen kan sammenlignes med dig. Du er en stor Gud, og alle kender din magt. 7Du er Konge over alle folkeslag på jorden. Alle burde vise dig ærefrygt. Ingen blandt jordens vismænd og mægtige konger kan sammenlignes med dig.”

8De, der søger råd hos afguder af træ, er lige så tåbelige som deres træguder. 9De importerer det fineste sølv fra Tarshish og guld fra Ofir for at udsmykke deres guder. Derefter klæder de dem i imponerende, rødviolette purpurkåber, som var de konger. Dog er de kun en dygtig kunsthåndværkers arbejde.

10Men Herren er den eneste sande og virkelige Gud, vores Konge, som lever for evigt. Jorden skælver, når han er vred, og folkeslagene frygter hans harme.

11Israels folk, mind de andre folkeslag om, at det ikke er deres såkaldte guder, der har skabt himlen og jorden. Tværtimod, en dag skal de forsvinde fra jordens overflade. 12Det var Herren, der med sin vældige styrke, visdom og snilde grundlagde universet, skabte jorden og udspændte himmelhvælvingen. 13Med sin tordnende røst får han regnen til at styrte ned. Han samler skyerne fra horisonten, skaber lyn og regn og slipper vinden løs.

14Alle afgudsdyrkerne er tåbelige, de forstår ingenting. Guldsmedene vil engang skamme sig over at have lavet afgudsbilleder, som er det rene svindel og bedrag. Der er jo ikke gnist af liv i dem. 15De er nytteløse og latterlige, og en skønne dag bliver de ødelagt. 16Men Jakobs Gud er helt anderledes. Han er verdens Skaber, og Israel er hans udvalgte folk. Han er den almægtige Gud.

17„Pak jeres ejendele,” siger Herren, „for Jerusalem kommer snart under belejring. 18Jeg vil straffe jer hårdt og smide jer ud af landet.”

19Da vil Jerusalem råbe i fortvivlelse: „Jeg er dødeligt såret, det er ude med mig! Jeg troede, det bare var en mindre sygdom, og at jeg ville komme over det. 20Men nu er mit hus revet ned, og mine indbyggere er væk. Der er ingen tilbage til at bygge mig op igen.”

21Årsagen til Jerusalems ulykke er, at folkets ledere er tåber, der ikke beder Herren om hjælp eller vejledning. De handler uden forstand, og dem, de skulle være ledere for, bliver spredt. 22Hør! Der lyder krigslarm i nord, nu nærmer dommen sig. Judas byer skal jævnes med jorden og blive et tilholdssted for sjakaler.

23Herre, vi ved, at det ikke står i menneskets magt at bestemme sin egen skæbne, for ingen har kontrol over sin livsbane. 24Derfor er det nødvendigt, at du irettesætter os, Herre. Straf os, men gør det med måde, ikke i ubændig vrede, for ellers går vi til grunde. 25Udøs hellere din vrede over de folkeslag, der ikke tilbeder dig, for det er dem, der ødelægger vores land, så der kun er ruiner tilbage.