Ang Pulong Sang Dios

Galacia 3

Ang Pagtuman sa Kasuguan ukon ang Pagtuo kay Cristo

1Kamo nga mga taga-Galacia, kulang ang inyo pag-intiendi! Ngaa nagapati kamo sa mga tawo nga nagadaya sa inyo nga sundon gid ninyo ang Kasuguan ni Moises? Maathag ang akon ginsiling sa inyo kon ano ang kahulugan sang kamatayon ni Cristo sa krus. Indi bala nga nabaton na ninyo ang Espiritu Santo paagi sa inyo pagtuo sa Maayong Balita nga inyo nabatian, kag indi tungod sa inyo pagtuman sa Kasuguan? Matuod gid nga kulang ang inyo pag-intiendi. Kay sang pagsugod ninyo sang inyo pagtuo kay Cristo nagsalig kamo sa bulig sang Espiritu Santo, pero subong nagahunahuna kamo nga malambot ninyo ang inyo lalambuton bilang Kristohanon paagi sa inyo kaugalingon nga pagpaninguha. Ano, wala bala sing pulos ang inyo naeksperiensyahan? Indi mahimo nga wala lang ato sing pulos. Indi bala nga ginhatagan kamo sang Dios sang Espiritu Santo kag paagi sa iya nagahimo kamo sang mga milagro? Kag indi bala nga nabaton ninyo ini paagi sa inyo pagtuo sa Maayong Balita nga inyo nabatian, kag indi tungod sa inyo pagtuman sa Kasuguan?

Pareho bala sang natabo kay Abraham. Suno sa Kasulatan, “Nagtuo siya sa Dios, kag tungod sang iya pagtuo ginpakamatarong siya sang Dios.”[a] Gani maathag nga ang mga tawo nga nagatuo sa Dios amo ang matuod nga mga kaliwat ni Abraham. Sang una pa gid nagsiling ang Kasulatan nga pakamatarungon sang Dios ang mga indi Judio tungod sang ila pagtuo sa iya. Suno sa Kasulatan, ining Maayong Balita ginpahayag sang Dios kay Abraham. Nagsiling siya, “Pakamaayuhon ko ang tanan nga nasyon paagi sa imo.”[b] Nagtuo si Abraham sa promisa sang Dios kag ginpakamaayo siya. Gani ang tanan nga nagatuo sa Dios ginapakamaayo man pareho kay Abraham.

10 Pero ang mga tawo nga nagasalig sa ila pagtuman sa Kasuguan ginpakamalaot na sang Dios. Kay suno sa Kasulatan, “ginapakamalaot ang wala nagatuman sang tanan nga ginapatuman sang Kasuguan.”[c] 11 Maathag nga wala gid sing tawo nga pakamatarungon sang Dios tungod sang iya pagtuman sa Kasuguan. Kay nagasiling ang Kasulatan, “Ang tawo nga ginpakamatarong sang Dios tungod sa iya pagtuo magakabuhi.”[d] [e] 12 Ang Kasuguan wala sing labot sa pagtuo, kay nagasiling ang Kasulatan, “Ang tawo nga nagatuman sang tanan nga ginasiling sang Kasuguan makaangkon sang kabuhi.”[f] 13 Ginpakamalaot na kita sang Dios tungod nga indi ta matuman ang tanan nga ginasiling sang Kasuguan. Pero gintubos kita ni Cristo sa sini nga pagpakamalaot. Siya amo ang ginpakamalaot sang Dios para sa aton. Kay nagasiling ang Kasulatan, “Ang bisan sin-o nga ginbitay sa kahoy ginpakamalaot sang Dios.”[g] 14 Amo ini ang ginhimo sang Dios agod paagi kay Cristo Jesus ang pagpakamaayo nga iya ginhatag kay Abraham mahatag man niya sa mga indi Judio, agod nga paagi sa aton pagtuo mabaton ta ang Espiritu Santo nga iya ginpromisa.

Ang Kasuguan kag ang Promisa sang Dios

15 Mga utod, hatagan ko kamo sang halimbawa. Wala sing may makapanginwala ukon makadugang sa kasugtanan nga ginpirmahan na. 16 Karon, nagpromisa ang Dios kay Abraham kag sa iya kaliwat. Wala siya nagsiling kay Abraham, “sa imo mga kaliwat” nga ang buot silingon madamo nga mga tawo, kundi ang siling niya, “sa imo kaliwat”[h] nga ang buot silingon isa lang ka tawo; kag ini wala sing iban kundi si Cristo. 17 Ang buot ko silingon amo ini: may ginpromisa ang Dios kay Abraham. Kag ato nga promisa nahimo sa wala pa ang Kasuguan, tungod nga mga 430 pa ka tuig ang nakaligad antes ginhatag sang Dios ang Kasuguan. Gani atong ginpromisa sang Dios indi mahimo nga gub-on ukon dulaon sang Kasuguan. 18 Kay kon mabaton naton ang pagpakamaayo paagi sa pagtuman sa Kasuguan, ti wala na sing pulos ang iya promisa kay Abraham. Pero ang matuod, ginhatag sang Dios ang pagpakamaayo bilang pagtuman sa iya promisa.

19 Kon amo sina, ngaa ginhatag pa gid ang Kasuguan? Ang Kasuguan gindugang sang Dios agod mahibaluan sang mga tawo nga nagapakasala sila. Kag ini hasta lang sa pag-abot sang kaliwat ni Abraham nga gintumod sang Dios sa iya promisa. Ginhatag sang Dios ina nga Kasuguan paagi sa iya mga anghel, kag sila ang naghatag sini sa mga tawo paagi sa manugpatunga. 20 Pero ang promisa indi pareho sini. Wala ginhatag ini sang Dios kay Abraham paagi sa manugpatunga ukon kaupod ang mga anghel, kundi siya lang mismo.

21 Karon, basi maghunahuna kamo nga ang Kasuguan nagakontra sa mga promisa sang Dios. Wala! Kay kon ginhatag ang Kasuguan agod makahatag sang kabuhi nga wala sing katapusan, ina na lang kuntani ang paagi sang Dios agod pakamatarungon niya kita. 22 Sa baylo, nagasiling ang Kasuguan nga ang tanan nga tawo gin-ulipon sang sala. Gani ang mga nagatuo kay Jesu-Cristo amo lang ang makaangkon sang ginpromisa sang Dios.

23 Sang wala pa ang ginatawag nga pagtuo kay Cristo, daw pareho kita sa mga priso. Ang Kasuguan amo ang nagpriso sa aton hasta sa adlaw nga nag-abot si Cristo kag nagtuo na kita sa iya. 24 Ang halimbawa sang Kasuguan pareho sang isa ka yaya nga nag-atipan sa aton hasta sa pag-abot ni Cristo, agod paagi sa aton pagtuo sa iya pakamatarungon niya kita. 25 Kag tungod nga subong ara na ang ginatawag nga pagtuo, wala na kita sa idalom sang pag-atipan sang sina nga yaya.

26 Kamo tanan mga anak na sang Dios tungod sang inyo pagtuo kay Cristo Jesus. 27 Kay ginbautisohan kamo sa inyo paghiusa kay Cristo.[i] Kon sa mga bayo, ginsuksok na ninyo si Cristo. 28 Karon palareho na lang ang mga Judio kag ang mga indi Judio, ang mga ulipon kag ang mga indi ulipon, ang mga lalaki kag ang mga babayi. Kita tanan palareho na lang tungod nga kita ara na kay Cristo Jesus. 29 Kag tungod nga kamo iya na ni Cristo, mga kaliwat kamo ni Abraham, kag kon ano ang ginpromisa sang Dios kay Abraham mabaton man ninyo.

Footnotes

  1. 3:6 Gen. 15:6.
  2. 3:8 Gen. 12:3; 18:18; 22:18.
  3. 3:10 Deu. 27:26.
  4. 3:11 magakabuhi: buot silingon, magakabuhi sa wala sing katapusan kag ara sa Dios.
  5. 3:11 Hab. 2:4.
  6. 3:12 Lev. 18:5.
  7. 3:13 Deu. 21:23.
  8. 3:16 Tan-awa ang Gen. 12:7 kag ang footnote.
  9. 3:27 sa inyo paghiusa kay Cristo: ukon, bilang tanda sang inyo paghiusa kay Cristo; ukon, agod mahiusa kamo kay Cristo.

Bibelen på hverdagsdansk

Galaterne 3

Guds accept opnås ved tro, ikke ved at overholde de jødiske love

1I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset? Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love? Eller var det, fordi I greb om budskabet i tro? Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt i Åndens kraft. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser? I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte? Når Gud giver jer sin Ånds kraft og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt?

Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham.[a] I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham. Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud ville acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham, nemlig: „Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet.”[b] Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.

10 Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: „Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt, hvad der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom.”[c] 11 Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde alle lovene. Der står jo skrevet: „Den retskafne får livet ved sin tro.”[d] 12 Men den jødiske lov bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”[e] 13 Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: „Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom.”[f] 14 Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os.

Løfterne til Abraham sammenlignet med lovens pagt

15 Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. 16 Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”,[g] og det vil sige Kristus. 17 Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud 430 år senere oprettede en pagt med hele Israels folk, lovens pagt. 18 Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.

19 Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. 20 Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.

Abrahams velsignelse fås ved tro på Kristus, ikke gennem loven

21 Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. 22 Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt.[h] Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet.

23 Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af loven. 24 Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham. 25 Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af den jødiske lov.[i]

I er ikke umyndige slaver, men Guds børn

26 Gennem jeres tro på Jesus er I alle blevet Guds børn. 27 Alle I, som blev døbt til at tilhøre Kristus, har iklædt jer Kristus. 28 Der er opstået en helt ny enhed mellem jøder og grækere, slaver og frie folk, mænd og kvinder. Vi er alle blevet ét på grund af vores fælles tro på Kristus. 29 Da I nu tilhører Kristus, er I også åndeligt set børn af Abraham, og I er blevet medarvinger til det, som Gud for længe siden lovede Abraham.

Footnotes

  1. 3,6 Jf. 1.Mos. 15,6.
  2. 3,8 1.Mos. 12,3.
  3. 3,10 5.Mos. 27,26 LXX.
  4. 3,11 Hab. 2,4. Rom. 1,17.
  5. 3,12 3.Mos. 18,5. Rom. 10,5.
  6. 3,13 5.Mos. 21,22-23.
  7. 3,16 Paulus tænker muligvis på udtrykket „i din sæd skal alle jordens folk velsignes” i 1.Mos. 22,18; 26,4 og 28,14. Udtrykket „i din sæd” i 1.Mos. 22,18 er en præcisering af udtrykket „i dig” fra 1.Mos. 12,3, som Paulus citerede i vers 8. Her gøres det klart, at velsignelsen gennem Abraham til alle jordens folkeslag skulle komme gennem en af Abrahams efterkommere. Det er også muligt, at Paulus tænker på andre steder, hvor hele udtrykket „og i din sæd” findes, nemlig 1.Mos. 13,15; 17,8; 24,7; 26,3. I åndelig forstand er Abrahams børn alle, som tror på Kristus, og de får del i de åndelige velsignelser, som hører Guds rige til. Ligesom Israels folk blev et stort folk med et konkret land med den berømte David som konge, således er Abrahams åndelige efterkommere blevet til et stort folk i et nyt åndeligt rige med Davidssønnen Jesus som konge.
  8. 3,22 Sl. 14,1-3, Rom. 3,10.
  9. 3,25 Eller: „vi er ikke længere under Toraens formynderskab”. Det græske ord henviser til en person, der skulle fortælle mindreårige børn, hvad de skulle gøre, og sørge for, at de blev holdt i skak og ikke kom på afveje. Det samme ord forekommer i vers 24 og i 1.Kor. 4,15.