Isaiah 16 – NIV & BPH

New International Version

Isaiah 16:1-14

1Send lambs as tribute

to the ruler of the land,

from Sela, across the desert,

to the mount of Daughter Zion.

2Like fluttering birds

pushed from the nest,

so are the women of Moab

at the fords of the Arnon.

3“Make up your mind,” Moab says.

“Render a decision.

Make your shadow like night—

at high noon.

Hide the fugitives,

do not betray the refugees.

4Let the Moabite fugitives stay with you;

be their shelter from the destroyer.”

The oppressor will come to an end,

and destruction will cease;

the aggressor will vanish from the land.

5In love a throne will be established;

in faithfulness a man will sit on it—

one from the house16:5 Hebrew tent of David—

one who in judging seeks justice

and speeds the cause of righteousness.

6We have heard of Moab’s pride—

how great is her arrogance!—

of her conceit, her pride and her insolence;

but her boasts are empty.

7Therefore the Moabites wail,

they wail together for Moab.

Lament and grieve

for the raisin cakes of Kir Hareseth.

8The fields of Heshbon wither,

the vines of Sibmah also.

The rulers of the nations

have trampled down the choicest vines,

which once reached Jazer

and spread toward the desert.

Their shoots spread out

and went as far as the sea.16:8 Probably the Dead Sea

9So I weep, as Jazer weeps,

for the vines of Sibmah.

Heshbon and Elealeh,

I drench you with tears!

The shouts of joy over your ripened fruit

and over your harvests have been stilled.

10Joy and gladness are taken away from the orchards;

no one sings or shouts in the vineyards;

no one treads out wine at the presses,

for I have put an end to the shouting.

11My heart laments for Moab like a harp,

my inmost being for Kir Hareseth.

12When Moab appears at her high place,

she only wears herself out;

when she goes to her shrine to pray,

it is to no avail.

13This is the word the Lord has already spoken concerning Moab. 14But now the Lord says: “Within three years, as a servant bound by contract would count them, Moab’s splendor and all her many people will be despised, and her survivors will be very few and feeble.”

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 16:1-14

1I, som er ledere blandt flygtningene i Sela,16,1 Hovedstaden i Edoms land, syd for Moab. send vædderlam gennem ørkenen til Jerusalem som en gave til Judas konge med følgende bøn: 2„Vores opskræmte folk er ved Arnonflodens vadesteder som flaksende fugle og hjemløse fugleunger. 3Hjælp os, giv os ly for vores fjender. Vær med til at skjule de flygtende, og udlever os ikke til vores fjender. 4Tillad vores hjemløse flygtninge at bo iblandt jer, og skjul dem for fjenden.”

Når undertrykkelsen og ødelæggelsen er forbi, når den fjende, som trampede på os, er forsvundet, 5vil der komme en ny konge fra Davids slægt, en oprigtig og barmhjertig konge, som altid vil handle retfærdigt.

6Moab var kendt for sin stolthed, sit store hovmod og tomme praleri. 7Men nu jamrer Moabs befolkning, og mange jamrer over, hvad der er sket med dem. Fortvivlet sørger de over tabet af Kir-Haresets rosinkager,16,7 Måske har der oprindeligt stået: „Kir-Heres’ mænd” som i parallelstedet i Jer. 48,31. 8over Heshbons afsvedne vinmarker og Sibmas forladte vinstokke, hvis druer kunne få landenes herskere til at gå i gulvet.16,8 Eller: „Sibmas vinmarker, som landenes herskere har nedtrampet.” Den vin var kendt helt ud til Jazer, langt ind i ørkenen og hinsides havet. 9Derfor græder jeg, som Jazer græder over Sibmas vinmarker. Mine tårer flyder ved tanken om Heshbon og Elale, for deres frugthøst og afgrøder blev ødelagt under fjendens sejrsråb. 10Glæden er borte, fryden forstummet. Høstfolkenes festlige sang høres ikke mere i vinmarkerne. Ingen træder druer i persekarrene. De muntre råb er ophørt.

11Mit hjerte skælver af sorg over Moab, som strengene på den sørgmodige harpe. Min sorg over Kir-Heres er stor. 12Moabs folk opsøger deres helligdomme og mødes på offerhøjene for at bønfalde deres afguder, men det nytter intet. 13Det er, hvad Herren tidligere har sagt om Moab, 14men nu tilføjer han: „Om nøjagtig tre år er Moabs storhedstid forbi, og kun en ganske lille rest bliver tilbage i landet.”