Salmernes Bog 86 – Bibelen på hverdagsdansk BPH

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 86:1-17

En bøn om hjælp

1En bøn af David.

Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,

jeg føler mig ydmyget og elendig.

2Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.

Red mit liv, for jeg tjener dig.

Du er min Gud, og jeg stoler på dig.

3Vær mig nådig, Herre,

jeg råber til dig dagen lang.

4Gør din tjener glad, Herre,

det er dig, der er min redning.

5Herre, du er god og tilgiver gerne,

du er tro mod alle, der stoler på dig.

6Åh Gud, hør min bøn,

lyt til mit råb om nåde.

7Jeg kalder på dig i min nød,

for jeg ved, du vil svare mig.

8Ingen afguder kan måles med dig, Herre,

ingen anden kan gøre det, du gør.

9Alle folkeslag er skabt af dig,

og de skal komme og bøje deres knæ

for at ære og tilbede dig.

10For du er almægtig og gør store undere,

du alene er den sande Gud.

11Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,

hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.

12Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,

jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.

13Din trofasthed er stor,

og du vil redde mig fra dødens gab.

14Jeg angribes af brutale mænd, Herre,

voldsmænd prøver at slå mig ihjel.

De har ingen respekt for dig.

15Men du er en barmhjertig og nådig Gud,

tålmodig, god og trofast.

16Vis mig din nåde

og frels din ydmyge tjener.

17Kom med et bevis på din godhed, Herre,

så mine fjender ser det og bliver ydmyget,

for du, Herre, vil beskytte og hjælpe mig.