Salmernes Bog 143 – Bibelen på hverdagsdansk BPH

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 143:1-12

Bøn om befrielse

1En sang af David.

Herre, hør min bøn!

Lyt til mit indtrængende råb!

Svar mig, for du er trofast og god.

2Fordøm mig ikke, Herre,

for ingen er fejlfri i dine øjne.

3Mine fjender forfølger mig,

de har spoleret mit liv.

De tvinger mig til at leve i mørket,

som om jeg allerede var død.

4Modet svigter mig,

jeg er lammet af frygt.

5Jeg tænker på gamle dage,

jeg mindes dine mægtige undere,

jeg husker det, du gjorde engang.

6Jeg rækker ud efter dig med længsel,

min sjæl tørster som den tørre jord.

7Skynd dig at hjælpe mig, Herre,

for jeg kan snart ikke mere.

Vend mig ikke ryggen,

for så er det ude med mig.

8Lad mig smage din godhed hver morgen,

for det er dig, jeg sætter min lid til.

Vis mig din vilje med mit liv,

for det er dig, jeg ønsker at følge.

9Frels mig fra mine fjender, Herre,

for det er hos dig, jeg har søgt tilflugt.

10Lær mig at gøre din vilje,

for det er dig, der er min Gud.

Led mig ved din gode Ånd

til et sted, hvor jeg kan leve i fred.

11Frels mig, Herre, for din æres skyld,

hjælp mig for din godheds skyld.

12Uskadeliggør alle mine fjender,

for jeg er din tjener.