Ordsprogenes Bog 26 – BPH & SNC

Bibelen på hverdagsdansk

Ordsprogenes Bog 26:1-28

1At en tåbe bliver æret er lige så upassende

som regn i tørtiden eller sne om sommeren.

2En svale sætter sig ikke på din skulder,

og en ufortjent forbandelse rammer dig ikke.

3En hest kan styres med bidsel og et æsel med pisk,

en tåbe lærer kun ved at få tæsk.

4Giver du en tåbe igen med samme mønt,

kommer du selv til at ligne en tåbe.

5Giver du en fornuftig forklaring til en tåbe,

kan han måske indse sin tåbelighed.

6Det er skørt at sende en besked med en tåbe,

det er værre end ingenting, det giver bagslag.

7Hvis en tåbe prøver at bruge et ordsprog,

er det som en lam, der prøver at gå.

8At hædre en tåbe er lige så tosset

som at binde stenen fast til slyngen.

9En tåbe, der stiver sig af med ordsprog,

er som en drukkenbolt, der støtter sig til en tjørnekæp.

10Den arbejdsgiver, der hyrer den første den bedste,

er som en skytte, der skyder på må og få.

11En tåbe, der fremturer i sin tåbelighed,

er som en hund, der slikker sit eget bræk i sig.

12En tåbe, der er ærlig, er bedre faren

end den, der fejlagtigt tror, han er klog.

13Den dovne siger: „Jeg kan ikke gå på arbejde,

for jeg risikerer at blive ædt af en løve!”

14Den dovne vender og drejer sig i sengen,

som døren drejer sig på sine hængsler.

15Den dovne stikker fingrene i frugtfadet,

men gider ikke føre hånden til munden.

16Den dovne er klogere i sine egne øjne

end syv vise og fornuftige mennesker.

17En forbipasserende, der blander sig i et skænderi,

er som en, der rykker en vild hund i øret.

18-19Den, der bedrager sin ven og bagefter påstår, at det var for sjov,

er som en sindssyg, der leger med et dødbringende våben.

20Uden brændsel går ilden ud,

uden bagtalelse dør striden ud.

21En kværulant får en strid til at blusse op,

som når man bærer brænde til bålet.

22Sladder sluges med hud og hår

og lagrer sig dybt i sindet.

23Som skinnende glasur på en grim lerkrukke

er smukke ord, der dækker over falske motiver.

24En ondskabsfuld person kan tale smigrende ord,

men er fyldt med had indvendigt.

25Tro ikke på de venlige ord,

for hans hjerte er fuldt af onde planer.

26Skønt han snedigt skjuler sit had,

bliver det før eller senere klart for enhver.

27Den, der graver en grav for andre, falder selv i den,

den, der ruller en stor sten mod andre, knuses selv under den.

28Den, der lyver, viser sit had,

ondsindet smiger gør megen fortræd.

Slovo na cestu

Přísloví 26:1-28

1Jako sníh v létě, a jako déšť ve žni, tak nepřipadá na blázna čest. 2Jako vrabec přenáší se, a vlaštovice létá, tak zlořečení bez příčiny nedojde. 3Bič na koně, uzda na osla, a kyj na hřbet blázna. 4Neodpovídej bláznu podlé bláznovství jeho, abys i ty jemu nebyl podobný. 5Odpověz bláznu podlé bláznovství jeho, aby sám u sebe nebyl moudrý. 6Jako by nohy osekal, bezpráví se dopouští ten, kdož svěřuje poselství bláznu. 7Jakož nejednostejní jsou hnátové kulhavého, tak řeč v ústech bláznů. 8Jako vložiti kámen do praku, tak jest, když kdo ctí blázna. 9Trn, kterýž se dostává do rukou opilého, jest přísloví v ústech bláznů. 10Veliký pán stvořil všecko, a dává odplatu bláznu, i odměnu přestupníkům. 11Jakož pes navracuje se k vývratku svému, tak blázen opětuje bláznovství své. 12Spatřil-li bys člověka, an jest moudrý sám u sebe, naděje o bláznu lepší jest než o takovém. 13Říká lenoch: Lev lítý jest na cestě, lev jest v ulici. 14Dvéře se obracejí na stežejích svých, a lenoch na lůži svém. 15Schovává lenivý ruku svou za ňadra; těžko mu vztáhnouti ji k ústům svým. 16Moudřejší jest lenivý u sebe sám, nežli sedm odpovídajících s soudem. 17Psa za uši lapá, kdož odcházeje, hněvá se ne v své při. 18Jako nesmyslný vypouští jiskry a šípy smrtelné, 19Tak jest každý, kdož oklamává bližního, a říká: Zdaž jsem nežertoval? 20Když není drev, hasne oheň; tak když nebude klevetníka, utichne svár. 21Uhel mrtvý k roznícení, a drva k ohni, tak člověk svárlivý k roznícení svady. 22Slova utrhače jako ubitých, ale však sstupují do vnitřností života. 23Stříbrná trůska roztažená po střepě jsou rtové protivní a srdce zlé. 24Rty svými za jiného se staví ten, jenž nenávidí, ale u vnitřnosti své skládá lest. 25Když se ochotný ukáže řečí svou, nevěř mu; nebo sedmera ohavnost jest v srdci jeho. 26Přikrývána bývá nenávist chytře, ale zlost její zjevena bývá v shromáždění. 27Kdo jámu kopá, do ní upadá, a kdo valí kámen, na něj se obrací. 28Èlověk jazyka ošemetného v nenávisti má ponížené, a ústy úlisnými způsobuje pád.